Som garvet fagforeningskvinde har formanden for FOA, Mona Striib, i flere år ment, at private sundhedsforsikringer kunne være med til at underminere den solidariske velfærdsstat og skabe et A- og et B-hold. Men fra 1. oktober tilbydes de 185.000 FOA-medlemmer, der blandt andet tæller sosu’er og pædagogmedhjælpere, nu en sundhedsforsikring via deres pensionsselskab PenSam.
Sundhedsforsikringer har længe været en nærmest fast del af medarbejderpakken i større private virksomheder. Men nu begynder de supplerende sygeforsikringer også at bevæge sig ind på det offentlige arbejdsmarked.
”Vi imødekommer et stort ønske fra vores medlemmer. Vores ordning er ikke en ’springen over køen på hospitalet’-ordning. Den giver mulighed for lettere adgang til fysioterapi, stress-samtaler, psykologhjælp og misbrugsrådgivning. Men dybest set er det da et skråplan, at vi bevæger os hen mod et samfund med flere forsikringer,” siger Mona Striib og henviser til, at ordningen for FOA-medlemmer ikke dækker behandling på et privathospital.
Markedet for private forsikringer er vokset gradvist de seneste 20 år. Ifølge tal fra brancheorganisationen Forsikring og Pension har 2,3 millioner danskere tegnet en sundhedsforsikring. Samtidig har knap 400.000 danskere tegnet en privat lønsikring i tilfælde af arbejdsløshed. Siden 2020 har det også været muligt at tegne en såkaldt omsorgsforsikring, hvor familier kan forsikre sig til en bedre pleje af deres ældre. Dertil kommer, at flere danskere end nogensinde vælger privatskoler til deres børn. Fra 2009 til 2021 er andelen af privatskolelever vokset fra 14 procent af alle skolebørn til 19 procent.
”Grænsen mellem offentlig og privat velfærd er under hastig forandring i disse år, og flere vælger private løsninger, hvis ikke de er tilfredse med den offentlige velfærd. Vi ser for eksempel, at flere får udredt deres børn for psykiske lidelser i privat regi. Det positive er, at en sådan tidlig indsats kan reducere psykiske lidelser og presset på det offentlige sundhedssystem. Den negative konsekvens er, at forsikringer og private løsninger kan skabe øget ulighed,” siger Jon Kvist, der er professor ved institut for samfundsvidenskab og erhverv på Roskilde Universitet.
Professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet Kjeld Møller Møller Pedersen afviser, at velfærdsforsikringer, som de fungerer i dag, er med til at skævvride samfundet.
Det er nemlig ikke så sort-hvidt, at der sker en opdeling i dem, som har råd, og dem, som ikke har, påpeger Kjeld Møller Pedersen. Som eksempel nævner han den private sygeforsikring danmark, som har mere end 2,6 millioner medlemmer, der ”stort set er et repræsentativt udsnit af befolkningen”.
Han er ikke bekymret for en udhuling af velfærdssamfundet:
”Man skal sætte tingene lidt i perspektiv. Hvis man ser på, hvad der bliver udbetalt til patienter fra de private sygeforsikringer, drejer det sig om cirka fire milliarder kroner om året. Til sammenligning beløber regionernes udgifter til sundhedsvæsenet sig til et sted mellem 120 og 130 milliarder kroner årligt.”
”På sundhedsområdet er der ikke tale om en underminering. Du kan ikke forsikre dig mod at få et hjerteanfald. Hele det akutte område er ikke dækket af sundhedsforsikringer,” lyder det fra Kjeld Møller Pedersen.
Professor og ekspert i velfærdsstatens historie, Jørn Henrik Petersen, advarer til gengæld om, at forsikringerne på lang sigt kan ændre vores holdning til velfærdssamfundet.
”På kort sigt spiller de forskellige velfærdsforsikringer ikke den store rolle. Men forsikringerne kan ændre tankesættet på lang sigt, så mange vil sige: ’Tingene fungerer udmærket. Hellere fortsætte med forsikringer end at udvikle det traditionelle offentlige system’. Det kan være med til at styrke troen på, at den enkelte bedst selv klarer problemerne. Det ligger jo dybt hos de fleste, at det, de selv har betalt for, er en sikker rettighed,” siger Jørn Henrik Petersen, der også mener, at flere private forsikringer kan mindske viljen til at betale en høj skat.
Peder Hvelplund, som er sundhedsordfører for Enhedslisten, er også bekymret. Han medgiver, at sundhedsvelfærden endnu ikke er opdelt i A- og B-hold.
”Men vi er så småt på vej derhen. Og det kan ende med, at de ressourcestærke, i stedet for at kæmpe for et generelt bedre velfærdssamfund, kæmper for at opnå individuelle rettigheder og muligheder til dem selv gennem forsikringsordninger. På lang sigt kan det være med til at underminere velfærdsstaten og solidariteten,” siger han.