Kirkegårdenes solide gravstene og grønne hække får i stigende omfang konkurrence af skovens træer.
I løbet af de seneste par år er 10 privatejede skovbegravelsespladser over hele landet åbnet, og interessen for at blive stedt til hvile i en løvdækket skovbund er i vækst. I dag har omkring 1500 personer allerede reserveret plads på en af skovbegravelsespladserne, og langt de fleste har gjort det i løbet af det seneste halve til hele år, hvor flere nye pladser er åbnet.
Det fortæller Jannik Ahlefeldt-Laurvig, der ejer Stensballegaard Gods ved Horsens og er stifter af Skovbegravelse ApS, en fælles administration for ni af de privatejede skovbegravelsespladser.
”Vi oplever en meget høj vækst for tiden, hvilket selvfølgelig også skal ses i lyset af, at vi kommer fra et lavt niveau. Men når vi ser på den store interesse, der er for vores fremvisninger, forventer vi en markant vækst et godt stykke tid endnu,” siger han.
Jannik Ahlefeldt-Laurvig åbnede i 2018 landets første privatejede skovbegravelsesplads ved sit gods. Siden er stribevis af andre kommet til, og i øjeblikket er tre andre skovområder ved at søge om at blive godkendt som gravplads i Kirkeministeriet.
Skovbegravelserne foregår i modsætning til kirkegårdene på uindviet jord, men ifølge Jannik Ahlefeldt-Laurvig handler det for de fleste om et tilvalg af naturen, snarere end om et fravalg af kirken. To tredjedele af de cirka 220, der allerede er blevet urnenedsat i en af skovene, var da også medlemmer af folkekirken.
”Jeg tror først og fremmest, at vores vækst kommer til at ske på bekostning af askespredning eller den anonyme fællesgrav. Mange i den ældre generation tænker meget på, at de ikke vil efterlade sig et pasningskrævende gravsted, som deres børn får dårlig samvittighed over ikke at få holdt. Men samtidig vil de gerne give de efterladte et sted, de kan opsøge, men synes, at fællesgraven er for anonym. Der er skoven en god mulighed. Den passer sig selv, samtidig med at der er et personligt sted, hvor man på forhånd kan udvælge det træ, man vil ligge ved,” siger han.
Den voksende interesse for at blive begravet på de private skovbegravelsespladser er på sin vis et wakeupcall til folkekirken. Det mener Elof Westergaard, biskop over Ribe Stift og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur.
”Det understreger vigtigheden af, at folkekirken også er lydhør over for, hvordan danskernes forhold til døden udvikler sig. Men den skovprægede og vilde natur er også på vej ind på kirkegårdene. Det er en misforståelse, hvis man tror, at de ikke-konfessionelle begravelsespladser er ene om grønne begravelser,” siger han.
I det hele taget er Elof Westergaard kritisk over for de mange nye skovbegravelsesplader. Han mener, at man overser værdien af de fælles kirkegårde.
”Kirkegårdene, både de kirkelige og kommunalt drevne, er de fælles rum i samfundet, hvor vi har tradition for, at alle kan ligge. På samme måde som vi kan trække vejret i den samme luft og færdes i de samme gader, har vi også haft et fælleskab i døden, hvor vi har kunnet ligge i den samme jord. De private skovbegravelser udtrykker en større fragmentering og en manglende forståelse af, at vi indgår i et fælleskab. Her bliver fokus flyttet fra fælleskabet over på den enkeltes frihed til at kunne gøre, som man vil,” siger han.
Generelt mangler der en diskussion om, hvad de private begravelsespladsers fremkomst betyder for samfundet. Sådan lyder det fra Anne Kjærsgaard, der er ekstern lektor ved Radboud Universitet i Holland og har forsket i dansk kirkegårdskultur.
”Ved at blive begravet på en fælles kirkegård skriver man sit liv ind i en større sammenhæng med de andre personer i lokalområdet. Når man besøger en kirkegård, ser man sjældent kun på ét gravsted. Mange går en runde og ser, hvor andre ligger. Den helhed og det fælleskab bliver udfordret med de individualiserede begravelsestendenser såsom askespredning eller skovbegravelser,” siger hun.
Men Jannik Ahlefeldt-Laurvig har svært ved at se, at de nye skovbegravelser skulle udfordre fælleskabet.
”Naturen er også et af de fælles rum, vi har. Der kan vi mødes uafhængig af tro og levevis. Og for dem, som har meldt sig ud af folkekirken, er skoven et endnu mere naturligt sted end kirkegården,” siger han.