Prøv avisen

Markant flere voksne bliver umyndiggjort

For at undgå konflikter, er det afgørende, at demensramte og deres pårørende får taget hul på de svære samtaler om blandt andet værgemål så tidligt i et sygdomsforløb som muligt, siger Karen Tannebæk, uddannelsesleder ved Nationalt Videnscenter for Demens. Foto: Tommy Kofoed/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

På 10 år er der sket mere end en fordobling i antallet af personer, der sættes under den mest vidtgående form for værgemål. Med en aldrende befolkning, hvor flere rammes af demens, bør man som familie forberede sig på dette

I løbet af 10 år er der sket en betydelig stigning i tildelingen af såkaldt paragraf 6-værgemål for voksne.

Værgemålet under paragraf 6 i værgemålsloven er det mest vidtrækkende. Det fratager, som det hedder på jurasprog, en borger for ”den retlige handleevne”, hvilket oversat til almindelig dansk betyder, at borgeren erklæres for umyndig.

Paragraffen tages blandt andet i brug for at forhindre, at alvorligt syge med eksempelvis svær demens udnyttes økonomisk.

En stigning i antallet af demensramte i samme årrække kan være en medvirkende årsag til, at tildelingen af de vidtrækkende værgemål, ifølge Tinglysningsretten, er steget fra i gennemsnit 80 værgemål årligt i perioden 2009-2013 til, at der i de følgende fem år i gennemsnit årligt blev tildelt 177 paragraf 6-værgemål.

Direktør i Alzheimerforeningen Nis Peter Nissen forklarer, at der i samme periode er kommet cirka 14 procent flere demensramte på landsplan.

”Og alt andet lige, så må en stigning i antallet af personer med demens også have en afsmittende effekt i forhold til de konflikter, der må opstå, og de situationer, hvor der er brug for værgemål,” siger han.

Årsagen til, at man ikke med sikkerhed kan sige, om der findes en sammenhæng, er, at Tinglysningsretten ikke kan oplyse, hvad de enkelte sager har omhandlet.

En tinglyst sag kan således både vedrøre demente, svært udviklingshæmmede eller andre borgere med et så alvorligt svækket helbred, at der er en overvejende risiko for, at de bortødsler deres formue.

Som Kristeligt Dagblad beskriver i dag, endte Rikke-Line Lindberg Gabelgaard og hendes demente mor i retten. Datteren frygtede, at moderen blev udnyttet økonomisk, da hun midt i sit sygdomsforløb fik en ny kæreste og begyndte at hæve store summer uden at huske, hvad hun brugte pengene på.

For at undgå en konflikt kalder Karen Tannebæk, uddannelsesleder ved Nationalt Videnscenter for Demens, det for afgørende, at demensramte og deres pårørende får taget hul på de svære samtaler om blandt andet værgemål så tidligt i et sygdomsforløb som muligt.

”Når man er blevet diagnosticeret med en demenssygdom, ved man, at den er fremadskridende, og at der vil komme et tidspunkt i fremtiden, hvor man har behov for, at andre tager over. Og jo tidligere i et demenssygdomsforløb man tager den samtale, desto bedre er mulighederne for, at den demensramte får indflydelse på planlægningen af sin egen fremtid, og det kan gøre det lettere for familien på længere sigt.”

I Alzheimerforeningen kender direktør Nis Peter Nissen også til lignende sager. Og selvom man som familie har gjort sit bedste for at undgå en konflikt ved for eksempel at lave en såkaldt fremtidsfuldmagt, ændrer det ikke på, at ’kærlighedssager’ som denne er svære at forberede sig på.

”Fremtidsfuldmagter løser ikke det hele, for de skal stadigvæk sættes i kraft af enten den sygdomsramte selv eller ved lægedokumentation. Så man kan sagtens forestille sig en situation, hvor vedkommende, som har skrevet fremtidsfuldmagten, ikke længere mener, at den skal gælde,” siger direktøren efterfulgt af en tænkepause:

”I bund og grund er det svært at give nogle retningslinjer i de her sager. Mennesker må jo også gerne forelske sig, selvom de har en demenssygdom. Det skal vi have respekt for. Derfor bør sager som den, I skriver om i dag, altid tage udgangspunkt i den enkeltes situation.”