Stadig ingen løsning for jødisk sikkerhed

Det Jødiske Samfund opfordrede på et pressemøde i går Justitsministeriet til at skynde sig med at udarbejde en sikkerhedsvurdering, så der kan komme en ordning for beskyttelsen af synagogen i det indre København og den jødiske skole, Carolineskolen

En politimand står vagt foran synagogen i København efter weekendens attentat.
En politimand står vagt foran synagogen i København efter weekendens attentat. Foto: Britta Pedersen / DPA.

Betjente med maskinpistoler vogtede i går morges stadig synagogen i det indre København, hvor den jødiske vagt Dan Uzan blev skudt og dræbt i weekenden. Men indenfor gjorde menigheden sig klar til at tage hverdagen tilbage.

”Vi er kommet tilbage til normalen denne morgen med morgenbøn, og der kom flere, end der plejer. Folk er stærke,” siger Jair Melchior, rabbiner i Det Jødiske Samfund.

Spørgsmålet er hvilken ”normal”, Det Jødiske Samfund skal vænne sig til, når blomsterne visner uden for synagogen, og politiet trækker sig tilbage.

For der er tilsyneladende stadig ikke nogen afklaring i Justitsministeriet på, om man vil imødekomme de sikkerhedsønsker, Det Jødiske Samfund fremsatte til et møde i midten af januar efter attentaterne i Paris, der blandt andet var rettet mod et jødisk supermarked.

Til mødet udtrykte Det Jødiske Samfund bekymring over sikkerhedssituationen og bad om polititilstedeværelse ved store begivenheder i synagogen og ved gudstjenester. Derudover bad det om politi ved den jødiske Carolineskolen, der blev udsat for hærværk sidste sommer, når forældre afleverer børn om morgenen.

På et pressemøde i går appellerede rabbiner Jair Melchior til, at Justitsministeriet fremskynder processen, så der bliver etableret en permanent sikkerhedsløsning, men udtrykte samtidig tillid til, at Det Jødiske Samfunds sikkerhedsbehov vil blive imødekommet, når det er ”så åbenlyst”, at der er behov for det.

Pet vil ikke udtale sig om det konkrete sikkerheds- og trusselsniveau, men Cecilie Felicia Stokholm Banke, seniorforsker ved Diis, sagde i går til Kristeligt Dagblad, at de seneste begivenheder tyder på, at jødiske institutioner også vil være et terrormål fremover, og i slutningen af januar konkluderede hun i en artikel, at ”antisemitismen har ikke været større siden 1945”:

”Jøder føler sig i dag mere udsatte end for 10-15 år siden, og antisemitisme er - nogle vil sige stik mod alle forventninger - igen blevet et tema i Europa.”

Carsten Bagge Laustsen, terrorforsker ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, siger, at der ikke er tvivl om, at der er en større trussel mod Det Jødiske Samfund i Danmark end mod resten af befolkningen, blandt andet som følge af Israel/Palæstina-konflikten:

”Jøderne er mere truede end andre, fordi de er forbundet til konfliktsituationen i Israel og Palæstina. De bliver set som kollektivt skyldige for Israels aktiviteter. En terrorist skelner ikke.”

Carsten Bagge Laustsen siger, at man skal tage det alvorligt, hvis det jødiske samfund føler sig truet og efterkomme dets ønsker, men truslen mod Det Jødiske Samfund er ikke nødvendigvis højere end før, Dan Uzan blev skudt på vagt foran synagogen:

”Det er svært at sige, om det er et enkeltstående angreb. Man skal selvfølgelig være opmærksom på risikoen for copy cats, men sandsynligheden for et terrorangreb er stadig lille. Politiet optrevler meget, inden det når så langt. Weekendens angreb behøver ikke at betyde, at alt er anderledes,” siger han.

Karina Lorentzen, SF's retsordfører, vil på baggrund af det jødiske samfunds opfordring til at sætte skub i processen spørge justitsministeren hvor langt man er i processen:

”Vi må gøre det, der er påkrævet og nødvendigt, og det må stå tydeligt for enhver, at jøder også er et mål i Danmark, og hidtil har det været lidt trægt i forhold til at få opgraderet beskyttelsen,” siger hun.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) svarer i en mail:

”Der har været og skal være en løbende dialog mellem Det Jødiske Samfund og Pet omkring sikkerheden. Sikkerheden er en faglig vurdering. Det konkrete forløb har politiet redegjort for løbende - og jeg har ikke mulighed for at tilføje yderligere på nuværende tidspunkt. Det håber jeg, alle kan forstå.”

Justitsministeren har tidligere udtalt, at de danske jøder skal beskyttes, uanset hvad det koster.