Stadig uklart hvor der bliver kampvalg til landets menighedsråd

Danskerne må fortsat vente på at få et samlet overblik over, hvor i landet der bliver kampvalg om pladserne til menighedsrådene. Kirkeministeriet mangler stadig tal fra cirka 135 valgbestyrelser.

Kirkeministeriet har stadig ikke et samlet overblik over, hvor mange sogne, der kommer til at holde kampvalg om pladserne i menighedsrådet den 13. november 2012 (Arkivfoto: Sønder Vissing Kirke)
Kirkeministeriet har stadig ikke et samlet overblik over, hvor mange sogne, der kommer til at holde kampvalg om pladserne i menighedsrådet den 13. november 2012 (Arkivfoto: Sønder Vissing Kirke). Foto: Jens Kirkeby Denmark.

Det er fortsat uklart, i hvor mange af landets sogne, der bliver kamp om pladserne i menighedsrådene - og hvor mange steder, pladserne er blevet afklaret ved aftalevalg.

Ministeriet for Ligestilling og Kirke mangler nemlig stadig svar fra 135 af landets valgbestyrelser på, om de har modtaget en eller flere kandidatlister i deres sogn.

LÆS OGSÅ: Menighedsråd raser over Kirkeministeriets it

Det oplyser Helene Munch, fuldmægtig i Ministeriet for Ligestilling og Kirke.

Der er på nuværende tidspunkt cirka 135 valgbestyrelser, hvor vi ikke har fået oplysningerne fra endnu, skriver hun i en mail til Kristeligt-Dagblad.dk

Ifølge Helene Munch knokler stiftsadministrationerne på højtryk på at indhente oplysningerne både fra valgbestyrelser, hvor stiftet taster for dem, og der hvor valgbestyrelserne selv foretager indtastningsopgaven.

På nuværende tidspunkt forventer ministeriet fortsat at kunne give et overblik senere i dag.

Forsinkelsen skyldes, at en teknisk fejl hos CPR-registret spændte ben for, at landets menighedsråd kunne få verificeret kandidaternes alder og medlemskab af folkekirken, før de sendte listerne ind til Ministeriet for Ligestilling og Kirke.

Derfor ventede man i flere menighedsråd med at sende kandidatlisterne ind til torsdag middag, hvor der opstod en flaskehals i systemet hos ministeriet, fordi alle menighedsråd forsøgte at indsende deres lister på samme tid.

LÆS OGSÅ: Teknisk fejl hindrer 500 menighedsråd i at indsende kandidatlister til tiden

Den flaskehals er væk nu, men 135 valgbestyrelser mangler altså stadig at indsende deres kandidatlister, før et samlet overblik kan dannes.

Kristeligt-Dagblad.dk følger historien.