For en halv snes år siden så Silvi Teesalu ind i sin dengang 24-årige datter Kristels øjne og så billedet af sin egen mor, Senta, da denne mange år tidligere blev arresteret, deporteret og fornedret.
Billedet dukkede op, fordi mormor Senta netop var 24 år, da hun mistede sin frihed og sin ungdom i Estland. Silvi Teesalu så den skærende kontrast mellem ungdomslivet i henholdsvis Stalins Sovjetunionen i 1940'erne og 1950'erne og i det selvstændige Estland i 1990'erne og 2000'erne. Derfor satte hun sig for, at hun ville skrive sin mors historie.
– I begyndelsen skrev jeg bare til familien. Om aftenen talte jeg med min mor om hendes oplevelser, og når alle andre var gået i seng, skrev jeg ned, hvad hun havde fortalt. Men senere læste en veninde, hvad jeg havde skrevet, og foreslog at få det udgivet, beretter Silvi Teesalu, der siden 1990 har arbejdet for Det Danske Kulturinstitut i Estlands hovedstad, Tallinn.
I går udkom hendes fortælling "Deporteret til Sibirien" på dansk. I Estland udkom bogen for seks år siden under den mere poetiske titel Sirelid õitsevad Juunis, (Syrenerne blomstrer i juni). Fordi syrenerne blomstrede ved de mest afgørende øjeblikke i Sentas liv: Hendes bryllup, hendes mands død – og da hun blev deporteret til Sibirien i 1941.
De følgende 12 år bød på umenneskelige lidelser. Hun blev adskilt fra sin ægtemand, Heldur, der blev sendt i Gulag-fangelejr. Hun blev transporteret i kreaturvogn tusindvis af kilometer bort og måtte arbejde meget hårdt med at grave tørv og fælde træer på et tidspunkt, hvor hun samtidig havde en lille baby, Ursula, samt tre stedbørn, hun skulle tage sig af. Hun og børnene blev plaget af kulde, sult og sygdom, og lille Ursula døde i den fortvivlede mors arme.
– Jeg tror, hun overlevede på grund af børnene. Da hun mistede sit eget barn, følte hun ikke, livet havde værdi mere. Men hun havde sin mands tre børn af første ægteskab. Hvad skulle der blive af dem, hvis hun døde? Derfor kravlede hun ud af sin sorg, fortæller Silvi Teesalu.
Hun tror tilsvarende, at faderen overlevede deportationen, fordi han var heldig at blive syg og komme på hospitalet på et tidspunkt, hvor sult og hårdt arbejde kostede de fleste livet. Desuden holdt han hurtigt op med at ryge. De fleste rygere døde af sult, fordi de byttede brød for cigaretter.
Opholdet i Sibirien var værst under Anden Verdenskrig. Ved krigens afslutning fik både Senta og Heldur held til at redde sig hjem til Estland. Her blev de genforenet og satte to børn i verden, herunder Silvi, der er født i 1947. Men efter et par år havde Sovjet-regimet genvundet kræfterne og begyndte på ny at deportere personer, som af en eller anden grund blev regnet for farlige, og resultatet blev en ny deportation til Sibirien fra 1950 og frem til Stalins død i 1953. Derfor har Silvi også selv oplevet deportationen på sin krop i sin tidlige barndom.
– Jeg gør meget ud af at beskrive det hverdagsliv, min familie levede frem til 1941. Det er vigtigt at forstå, at mine forældre hverken var kriminelle eller politisk aktive. Det var helt almindelige mennesker, der blev deporteret, forklarer Silvi Teesalu.
Faderens brøde var tilsyneladende, at han var medlem af hjemmeværnet i den nye estiske stat, der var opstået efter Første Verdenskrig i 1918. Han var dog ikke aktiv med våben, men spillede blot i det lokale hjemmeværns-hornorkester. Desuden var han en vigtig mand i lokalsamfundet som chef for den lokale bank.
– Han var en kendt og respekteret mand. Den slags mennesker gik Stalin-regimet efter at rydde af vejen og sætte i fangelejre. Jeg har læst, at Hitler fik idéen til at sætte mennesker i koncentrationslejre af Stalin. Alligevel er der selv i dag russere, som ikke kan forstå, at vi er mange, som betragter Stalin som en kriminel, siger Silvi Teesalu.
Hendes fortælling har vakt genklang i Estland, fordi den ikke blot er en historie om Senta og Heldur, men om tusindvis af esteres skæbne under Anden Verdenskrig og i Stalintiden. Og alle var tvunget til tavshed om de mange erfaringer med deportation og undertrykkelse i de mange år, der fulgte frem til Sovjetunionens sammenbrud og de baltiske staters selvstændighed i 1990. For eksempel var det ikke lovligt at referere til Molotov-Ribbentrop-pagten i 1939, hvor Sovjetunionen og Nazi-tyskland delte Østeuropa imellem sig.
– Hele mit liv har jeg været vant til, at det var nødvendigt at leve livet bag nedrullede gardiner, så man ikke viste, hvad der foregik i hjemmet. For eksempel juleaften, som vi alle fejrede, selvom det officielt var forbudt, fortæller Silvi Teesalu, som først blev kristent døbt i 1996.
Forældrene havde altid ønsket det, men fundet det for risikabelt. Erfaringerne fra Stalintiden gjorde, at hverken faderen eller moderen, der døde i henholdsvis 1979 og 2004, turde lægge sig ud med de sovjetiske myndigheder.
– Min fars råd var altid, at vi ikke skulle protestere, men uddanne os. Hér lå den bedste chance for at få et normalt liv, fortæller Silvi Teesalu, der ligesom sin søster og sin lillebror, der blev født efter Stalintiden, har taget universitetsuddannelser. Den mulighed havde de tre ældre halvsøskende ikke. For helt op i 1960'erne kunne børn af deporterede ikke blive optaget på universitetet.
Silvi Teesalus budskab og baggrund for at udbrede sin mors fortælling til nu også et dansk publikum er, at ondskab altid må bekæmpes. Hver gang et menneske er ligeglad med et andet menneskes skæbne og tænker, at et andet menneskes nød er ligegyldigt, er der brug for fortællinger som Sentas.
– Jeg har flere gange talt med unge danskere og sagt: "Se på mig! Hvor gammel tror I, jeg er? Jeg har været deporteret til Sibirien. Det er ikke så længe siden." Unge skal lære, at Anden Verdenskrig ikke er langt borte, men at samarbejde over grænser som Den Europæiske Union og det kultursamarbejde, jeg har arbejdet med i 20 år, forhåbentlig kan bidrage til at hindre en gentagelse, siger Silvi Teesalu.
Hjemme i Estland lever den nu 35-årige Kristel, Silvis eneste barn. Hun arbejder som assistent for direktøren for Tallinns tekniske universitet, er gift med en ejendomsmægler og mor til to dejlige børn på 15 og 6 år. Et læsende familiemenneske med en tryg, normal tilværelse.
Men med sig i bagagen har hun bevidstheden om og lærdommen af de begivenheder, som førte til, at hendes mormors ungdom blev så meget anderledes. For ikke så længe siden.