Prøv avisen

Statsminister bebuder massivt øget overvågning i Danmark

Statsminister Mette Frederiksen vil torsdag fremlægge en såkaldt "sikkerhedspakke", der indeholder forslag om massivt øget overvågning i Danmark. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbaek Arentsen/Ritzau Scanpix

Politiets og andre myndigheders mulighed for at overvåge i det offentlige rum skal udvides ifølge Mette F.

Statsminister Mette Frederiksen (S) gør i et interview med Berlingske det klart, at regeringen vil lægge op til en "massivt" øget overvågning i det danske samfund.

Torsdag fremlægger regeringen en såkaldt "sikkerhedspakke".

Den er blandt andet en konsekvens af sommerens eksplosioner i København.

Konkret vil regeringen foreslå, at politiet skal opsætte "markant mere tv-overvågning" i form af 300 flere kameraer. Politiet skal kunne sætte kameraerne op på eget initiativ i hele landet.

Samtidig skal mulighederne for at overvåge eksempelvis offentlige bygninger udvides, hvis det står til regeringen.

I dag må man ikke overvåge de frit tilgængelige områder, hvor der er almindelig færdsel. Det vil statsministeren dog lave om på, så myndighederne "kan overvåge bredere og ikke kun snævert".

Samlet set er der tale om et meget stort skridt, som øger overvågningen i Danmark, mener statsministeren.

- Vi går ret langt nu med en massiv udvidelse af overvågning, fordi det har vist sig at være et meget effektivt redskab, siger Mette Frederiksen til Berlingske.

Ud over øget overvågning vil sikkerhedspakken indeholde forslag om øget straf for besiddelse af sprængstoffer, "bedre" beskyttelse af grænsen mod Sverige og udvidede efterforskningsmuligheder.

Det markante udspil skyldes ifølge Mette Frederiksen, at en hård kerne af forhærdede kriminelle er stadigt mere voldsparate.

Hun henviser til, at der i år har været 13 eksplosioner i København. Samtidig er 180 bandemedlemmer i årets første syv måneder idømt 258 års fængsel for 845 lovovertrædelser.

- Det er ikke noget, der kommer til at gå væk, og derfor er vi nødt til at tage nogle drastiske skridt, siger Mette Frederiksen til Berlingske.

Statsministeren er forberedt på, at et forslag om at øge overvågningen i Danmark vil blive et varmt debatemne i Folketinget.

- Jeg håber så, at Folketinget vil lave en vurdering af hele situationen og ikke kun forholde sig til det her med udgangspunkt i spørgsmål om frihedsrettigheder og retten til privatliv. For jeg mener, at vores befolkning har fortjent, at vi forholder os til den nye form for kriminalitet.

/ritzau/