Det falder både politikere og debattører for brystet, at handelshøjskolen i København fremover vil undlade at synge en kendt gammel sang fra højskolesangbogen. En forsker har tilsyneladende følt sig så krænket over sangen "Den danske sang er en ung blond pige", at det har ført til en personalesag på CBS.
Den kvindelige, brune forsker følte sig både krænket og ikke-inkluderet, og fremover vil man derfor undlade at synge sangen, lyder det fra Mads Mordhorst, viceinstitutleder på CBS’ Department of Management, Politics and Philosophy, i dagens Kristeligt Dagblad.
Den udmelding har fået en "noget chokeret" statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til tasterne.
"Jeg går ind for rummelighed. Kunne ikke drømme om at dømme mennesker på hverken hudfarve eller religion. Men det kan simpelthen ikke være rigtigt, hvis der fremover ikke kan synges efter højskolesangbogen (herunder nr. 162) på CBS," skriver statsministeren på Facebook.
Flere andre politikere deler statsministerens harme på det sociale medie Twitter:
"Nu må det være nok! Må vi lige have lov at være her,!" skriver folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF).
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er enig.
"Jeg skulle lige se efter en ekstra gang, om det her var en joke. Det var det desværre ikke. Stop det. Bare stop. Hvis vi ikke længere må synge vores sange, så stopper festen. SYNG," skriver han i et opslag.
Borgmester i Helsingør, Benedikte Kiær (K), mener, at det er et misforstået hensyn.
“Den danske sang er en ung blond pige” er en af de sange fra højskolesangbogen som jeg holder mest af at synge - og jeg har altid været mørkhåret. Dybt forkert at udviske vores historie, kultur og identitet," skriver borgmesteren.
Også tidligere politiker Søren Pind (V) er ked af sagen:
Er “den danske sang” virkelig det 21. århundredes lille, sorte Sambo og “På Vesterbro en etc..”? Jeg er godt nok ked af, hvis den ikke længere skal klinge ud over landet, “thi hjertesproget er vers og sang,” skriver han på Twitter.
Samfundsdebattør Jacob Mchangama, der er direktør i tænketanken Justitia, har svært ved at forstå, hvordan en ærkedansk højskolesang overhovedet kan udvikle sig til en personalesag:
"En sang som på ingen måde forhåner ikke-blonde eller forherliger en højerestående arisk race. Alligevel udtrykkes der fra ledelsen forståelse for den ekstreme sensitivitet som den pågældende udviser," skriver Jacob Mchangama på Facebook.
Også minister for fiskeri og ligestilling, Eva Kjer Hansen (V), er fortørnet over, at nogen kan føle sig krænket:
"Hvilken højskolesang føler du dig krænket over? Sager som den her gør ikke noget godt for nogen. Tværtimod, så fjerner de fokus fra de reelle ligestillingsproblemer, vi stadig har, og de mudrer hele ligestillingsdebatten. Alle kan finde noget at føle sig krænket over, hvis de vil. Men det er alligevel opfindsomt at lade sig krænke af "Den danske sang er en ung blond pige," skriver ministeren på Facebook.
Mads Mordhorst, viceinstitutleder på CBS, skriver i dag på Facebook, at han føler sig misforstået i artiklen.
"Jeg er i dag blevet interviewet til Kristeligt Dagblad og det har ført til en artikel, som er blevet voldsomt vinklet."
"Jeg kan se, at jeg her er blevet tolket ind i en identitetspolitisk ramme, som jeg ikke deler," skriver han.
Mads Mordhorst har dog fået alle citater til gennemsyn inden publicering, oplyser Kristeligt Dagblads journalist.