Prøv avisen

Statsminister: Almindelige borgeres ordentlighed, retfærdighedssans og medfølelse reddede de danske jøder

Hele dagen torsdag den 11. oktober markerer det officielle Danmark 75-året for redningen af de danske jøder - blandt andet i Gilleleje Kirke. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

"En af de vigtigste begivenheder i Danmarkshistorien – nok den del af vores hjemlige historie, der er bedst kendt ude i verden– handler ikke om generalers dåd," sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin tale i Gilleleje Kirke, der markerer 75-året for redningen af de danske jøder

Your Excellency, Mr. President of the State of Israel,
Mr. President of the World Jewish Congress,
Excellencies,
Ladies and gentlemen.

Kære alle sammen,

"Den 5. oktober blev en frygtelig dag for hele Gilleleje By. Den dag iværksatte de okkuperende myndigheder en razzia her i byen efter jøder.”

Det skrev den daværende sognepræst Alfred Kjeldgaard Jensen i Gilleleje Kirkes embedsbog i oktober 1943.

Og han fortsatte sin øjenvidneskildring:

”Razziaen gentoges de følgende dage og mange jøder – man regner sikrest med 12-1300 –samledes her i byen hos private og desværre også på kirkeloftet og i menighedshuset.

Disse lokaler blev nemlig stormet af Gestapo, det tyske Politi.

Velsagtens 100 jøder blev ført til Horserød Interneringslejr, hvorfra de siden er afrejst - hvorhen?

Forinden havde undertegnede Sognepræst gentagende Gange været på Loftet for at trøste og yde Hjælp i den fortvivlede Situation.

Men lykkeligvis er langt de fleste af ovennævnte antal lykkeligt ankommet til svenske havne.”

Sådan skrev sognepræsten for 75 år siden. Og hans skildring indeholder den dobbelthed, som også kendetegner mindehøjtideligheden i dag.

I dag mindes vi de danske jøder, der brutalt blev dræbt under flugten eller i Theresienstadt.

Men vi glæder os også over de mere end 7.000 danske jøder, som blev reddet.

Oktober 1943 er ikke længere væk, end at nogle af jer levede på den tid, og selv var blandt de forfulgte.

Jeres vidnesbyrd er vigtige. Jeg lytter med respekt.

Ligesom det gør mig ydmyg, at redningsmænd og -kvinder fra dengang også er med her i dag.

I tog et personligt ansvar for at hjælpe jeres medmennesker.

Vi er jer alle tak skyldige.

Fiskerbådene, der sejlede tusindvis af danske jøder i sikkerhed i Sverige, er blevet et symbol på redningen, håbet og medmenneskeligheden.

Det samme er den uforbeholdne og varme velkomst, som svenskerne gav de danske flygtninge.

Kirken stod også op for den jødiske minoritet.

Det gjorde præsten her i Gilleleje. Det gjorde landets biskopper med et hyrdebrev, som blev læst op i de danske kirker den 3. oktober 1943. Indholdet var en klar protest mod jødeforfølgelser.

* * *

Mr. President of the State of Israel.

This morning, you and I paid tribute at the Monument called “Stævnen” here in Gilleleje to honor the many people who helped in October 1943.

All who made it possible to save most of the Danish Jews.

Today we are not only remembering the disaster. We also celebrate hope.

The rescue of the Danish Jews is not only a part of Denmark's history. It is a part of world history.

As a Dane it is heart-warming to visit Israel; toexperience the gratitude for the rescue of the Danish Jews. I felt this very strongly when I was in Israel two years ago.

The rescue of Danish Jews is a solid foundationunder the Danish-Israeli relationship.

Denmark strongly supported the formation of the state of Israel.

The cruelty of Holocaust made it clear that the world’s Jews needed a safe haven.

I am happy and honored that you, Mr. President,and your wife are here with us today to commemorate the rescue of the Danish Jews. It was a heartfelt moment at Gilleleje Harbor this morning.

Allow me to continue in Danish.

* * *

Jeg er vokset op i Nordsjælland. I en lille by – Græsted. Her har jeg også boet mange år med min kone og mine børn.

Nordsjælland er en dejlig del af Danmark. En egn, som mange danskere forbinder med sommerhusferier og ture til stranden.

Men for 75 år siden var situationen en ganske anden.

Familier havde forladt deres hjem. Pakket det mest nødvendige i al hast. Sov under fremmed tag. I fiskerhuse. I sommerhuse. På kirkelofter. Ventede i kolde oktobernætter på en plads i en af bådene til sikkerheden i Sverige.

Det er svært at tro, at forfølgelsen, flugten og angsten udspillede sig lige her.

Men det gjorde den.

Og det kan i dag, fra vores trygge udgangspunkt, være svært at forestille sig, at danske familier blev stræbt efter livet på grund af deres oprindelse.

At børn og gamle, kvinder og mænd skulle fratages alle rettigheder og sendes med skib og kreaturvogne til koncentrationslejre med det endemål at dræbe dem.

Det er ubærligt.

Men det skete.

Oktober 1943 er en historie om fortabelse og redning.

Folkedrab og medmenneskelighed.

Mørke og lys.

Og det er først og fremmest en historie om personligt ansvar.

En af de vigtigste begivenheder i Danmarkshistorien – nok den del af vores hjemlige historie, der er bedst kendt ude i verden– handler ikke om generalers dåd.

Men om de mange almindelige danskere, som i det små traf valg, der fik en kæmpe betydning.

I de kaotiske dage og uger tog almindelige mennesker et ansvar på sig og udviste heltemod.

Sygeplejersker og læger skjulte flygtninge under dække af indlæggelse. Naboer passede på lejligheder og indbo. Familier tog fremmede børntil sig på ubestemt tid.

De fulgte deres samvittighed.

Handlede i situationen.

Sagde nej til overmagten. Ja tilmedmenneskelighed.

Og lagde brik efter brik i et Danmarks-billede af solidaritet, tillid og humanisme.

I dag ved vi, at særlige forhold medvirkede til, at flugten lod sig gøre. Selvfølgelig er det ikke skønmaleri det hele. Det er der intet, som er. Men det ændrer ikke ved historiens sande kerne:

Redningen af de danske jøder var en fælles og spontan handling, som udsprang af danske borgeres ordentlighed, retfærdighedssans og medfølelse.

Når mange mennesker tager det ansvar på sig, står medborgerskabet stærkt.

Danskerne så forfølgelsen af jøderne som det, den var – et angreb på naboen, kollegaen, klassekammeraten, medborgeren –medmennesket.

* * *

Mr. President of the State of Israel.

Mr. President of the World Jewish Congress.

October 43 is a story of light and darkness.

And of personal responsibility and moral duty.

Danish citizens rose to rescue of their fellow countrymen.

Danish Jews are and will always be an integral part of the Danish Community.

An attack on Danish Jews is an attack on Denmark.

That is how it was. This is how it is.

Sognepræsten i Gilleleje Kirke sluttede sin beretning i Kirkens Embedsbog med disse ord:

”Gillelejes befolkning stod helt rigtigt i denne sag og beviste sit danske sind."

Jeg er enig med Gillelejes daværende sognepræst. Den lokale befolkning udviste heltemod og hjalp deres jødiske landsmænd.

Redningen af de danske jøder er en central del af vores fælles historie. Af vores fælles Danmarksbillede.

Danske jøder var og er landsmænd.

Lad os bruge 75-året for redningen af de danske jøder til at se hinanden i øjnene og holde fast i hjertevarme, samhørighed og medmenneskelighed.

Tak for ordet.