Skal Pape være statsminister? Spekulationer kan gøre mere skade end gavn

Med Det Konservative Folkepartis fremgang er ønsket om at udpege Søren Pape Poulsen til borgerlig statsministerkandidat også vokset. Men den diskussion kan meget vel vise sig at gavne statsminister Mette Frederiksen (S) mest, skriver politisk kommentator Tim Knudsen

Henning Dyremose har ret i, at en debat om, hvorvidt Søren Pape skal være borgerlig statsministerkandidat, mest er til gavn for statsminister Mette Frederiksen (S), skriver Tim Knudsen.
Henning Dyremose har ret i, at en debat om, hvorvidt Søren Pape skal være borgerlig statsministerkandidat, mest er til gavn for statsminister Mette Frederiksen (S), skriver Tim Knudsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

På forbløffende kort tid har Det Konservative Folkeparti ifølge flere målinger overhalet Venstre som det største borgerlige parti.

Alligevel advarede den tidligere konservative finansminister Henning Dyremose forleden i Berlingske mod, at De Konservative kræver, at den konservative leder Søren Pape Poulsen skal være borgerlig statsminister. Han frygter, at det vil ødelægge et borgerligt samarbejde.

Offentlige debatter om navne på statsministeremner længe før et valg er historisk set noget nyt. Venstre havde under folketingsvalget i 1926, hvor venstremanden Thomas Madsen-Mygdal blev statsminister, ikke afklaret, hvem der var partiets statsministerkandidat. Og Karl Skytte, ikke den senere statsminister Hilmar Baunsgaard, blev af nogle under valgkampen i 1968 opfattet som De Radikales leder. Og vel skrev historiker Tage Kaarsted, at Socialdemokratiets inderkreds i midten af fyrrerne havde aftalt, at Hans Hedtoft som Staunings ”kronprins” og partiformand var partiets statsministerkandidat frem mod valget i 1947. Men tidligere statsminister Vilhelm Buhl trak sig først som statsministeremne, da valgkampen begyndte.

Nutidens pres for at gøre et folketingsvalg til noget, der ligner et amerikansk præsidentvalg, skyldes især tre forhold. For det første har statsministerembedet fået langt flere magtmidler. Mere kontrol over ministrene og mere kontrol med at definere den politiske kurs i regeringsplaner.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der var faktisk slet intet Statsministerium før 1914, og først i 1965 blev det et egentligt politisk sekretariat for statsministeren. Siden er personalet vokset til noget nær det dobbelte, og ministeriernes kommunikation koordineres i langt højere grad fra Statsministeriet nu end nogen sinde før.

For det andet har det siden socialdemokraten Thorvald Stauning var statsminister (1924-26 og 1929-42) hørt til kortvarige undtagelser, at en statsministerkandidat ikke også var partileder med den styrke, der ligger i det. Det yder statsministeren beskyttelse mod at blive underløbet af sine egne, og det gør det nemmere at indkredse feltet af statsministeremner.

For det tredje er hovedreglen blevet, at medierne inden valg afpresser alle partier tilkendegivelser om deres statsministerkandidater. En del af forklaringen er, at tv fra 1964 med forbillede i amerikanske præsidentvalgkampe har arrangeret debatter mellem den siddende statsminister og en politiker, som blev betragtet som oppositionens statsministerkandidat. Det gør det vanskeligt for andre at melde sig som statsministerkandidat.

Det måtte Per Stig Møller som formand for De Konservative i 1998 sande, da han blev udelukket fra en tv-debat, skønt han erklærede, at han kandiderede til at blive statsminister. Og De Radikale har måttet sande, at partiet skadede sig selv, da det i 1988 ville gøre Niels Helveg Petersen og i 2006 Marianne Jelved til statsministerkandidat. Man skal have en vis størrelse og nogle forbundsfæller, før man anmelder en statsministerkandidat. For der er normalt kun plads til to. Henning Dyremose har ret i, at en debat om, hvem der skal være borgerlig statsministerkandidat, mest er til gavn for statsminister Mette Frederiksen (S). I al fald indtil man har set, om det nuværende styrkeforhold mellem de borgerlige partier stabiliserer sig. Ellers risikerer de borgerlige en langvarig intern kamp om kandidaturet.

Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator og tidligere professor i statskundskab ved Københavns Universitet.