Statsministeren anerkender fattigdom i Danmark

Fattigdomslommerne i Danmark er et næsten ubærligt dilemma, mener statsministeren

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede begrebet fattigdomslommer i går på sit ugentlige pressemøde i Statsministeriets Spejlsal. --
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede begrebet fattigdomslommer i går på sit ugentlige pressemøde i Statsministeriets Spejlsal. --. Foto: Kristian Juul Pedersen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udstikker en ny kurs for regeringen i diskussionen om, hvorvidt der findes reel fattigdom i Danmark eller ej. Han taler nu om fattigdomslommer som et næsten ubærligt dilemma.

Under de seneste ugers ophedede debat har oppositionen krævet en officiel fattigdomsgrænse som målestok for, hvorvidt der bliver flere fattige, sådan som analyser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser. Regeringen har hidtil afvist, at fattigdom overhovedet findes i landet.

Men de nye toner lød i går på statsministerens ugentlige pressemøde. På dagsordenen var præsentationen af Jann Sjursen som ny formand for Rådet for Socialt Udsatte. I den sammenhæng betonede statsministeren rådets arbejde som særlig vigtigt i forhold til et stort dilemma i det danske samfund.

– Nemlig det dilemma, at samtidig med at det på alle måder og på trods af krisen går godt – Danmark er et land, der er præget af velstand og fremgang – har vi problemer med fattigdomslommer og med folk, der føler sig udstødte, og som ikke har mulighed for rigtig at helt finde fodfæste i vores samfund, sagde Lars Løkke Rasmussen og fortsatte.

– Det kalder på vores øgede bevågenhed, og jeg kender Jann Sjursen som en person, der har de kvaliteter, der skal til for at kunne vise og foreslå veje for regeringen, der kan løsne op for det her næsten ubærlige dilemma.

At kalde fattigdomslommer for et næsten ubærligt dilemma er nye toner i forhold til, hvordan Venstre hidtil har forholdt sig til fattigdomsdiskussionen. Da Kristeligt Dagblad for nylig spurgte indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V), om der findes fattigdom i Danmark, svarede hun:

– Jeg er ikke i tvivl om, at der findes familier i Danmark, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Derfor er det vigtigt at få skabt opmærksomhed om, hvordan vi hjælper de familier tilbage til fællesskabet, både når det gælder job og sociale fællesskaber.

På samme spørgsmål svarede Erling Bonnesen (V), kommunalordfører og medlem af Folketingets socialudvalg:

– Ordet fattigdom er en fiktiv diskussion, som SF kun vil bruge til at hæve ydelserne til kontanthjælp og fjerne starthjælp. Det vil være en ren hån mod alle dem, som hver dag går og passer deres arbejde, hvis de skal se andre borgere få mere for ingenting at gøre.

Jann Sjursen læser statsministerens udmelding som et konstruktivt indspark i det, der er blevet en stillingskrig.

– Udtrykket fattigdomslommer dækker virkeligheden mere præcist end de andre udtryk, der har været brugt i debatten. Jeg ser også statsministerens udtalelse som en klar anerkendelse af, at der findes mennesker i Danmark i dag, som er reelt fattige, siger Jann Sjursen.

Fattigdom i Danmark tåler ifølge ham ikke sammenligning med fattigdom i udviklingslandene. Omvendt lever nogle danskere næsten under et eksistensminimum. Derfor sammenfattes problemet præcist med fattigdomslommer.

– Statsministeren får italesat det på en måde, så det ikke bliver et slagsmål om den ene eller anden fattigdomsgrænse. Det giver en god baggrund for, at Rådet for Socialt Udsatte sammen med regeringen og kommuner kan nå nogle fornuftige løsninger fremover, siger han.

beck@kristeligt-dagblad.dk