Prøv avisen
Politisk analyse

Statsministeren kæmper videre mod Sir Humphrey

Departementschef i Statsministeret Barbara Bertelsen er Danmarks højest placerede embedsmand. – Foto: Bjarne Luthcke/Ritzau Scanpix.

Udnævnelsen af en ny departementschef i Statsministeriet er endnu et skridt på statsminister Mette Frederiksens (S) vej mod et system, hvor alle centrale embedsmænd kommer og går med regeringen

Statsminister Mette Frederiksen (S) nåede det lige. At få en ny topembedsmand på plads, inden regeringen på mandag holder regeringsseminar, hvor der skal lægges strategi et godt stykke ud i fremtiden.

Ministeriets departementschef siden 2010, Christian Kettel Thomsen, har ifølge mange forlydender på Christiansborg længe været på vej ud. Modsat traditionen var han ikke med til forhandlingerne om et regeringsgrundlag efter valget i juni, og torsdag blev det så meddelt, at han til august skal være vicedirektør for Den Europæiske Investeringsbank. Som ny departementschef tiltræder dog allerede på mandag Barbara Bertelsen, der hidtil har været departementschef i Justitsministeriet.

Umiddelbart er udnævnelsen ikke den helt store overraskelse. Barbara Bertelsen, 46 år, har gjort lynkarriere og har ry for at være en meget dygtig og skarp leder, men også meget kontrollerende. Hun er uddannet jurist, har tidligere været vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen, og blev i 2014 udnævnt af daværende justitsminister Mette Frederiksen til departementschef i Justitsministeriet efter den såkaldte nødløgnssag, som tvang Morten Bødskov (S) fra posten i 2013.

Udskiftningen af Danmarks højest placerede embedsmand følger smukt den overordnede strategi, Mette Frederiksen har lagt over for embedsværket, siden hun indtog Statsministeriet. Grundlæggende har hun ikke haft tillid til, at de siddende topembedsmænd ville eller kunne trække i en ny politisk retning.

Mest synligt blev det illustreret med det nye, politiske sekretariat i Statsministeriet, som ledes af hendes særlige rådgiver, stabschef Martin Rossen. Flere debattører, blandt andre professor emeritus Tim Knudsen, har her i avisen problematiseret udnævnelsen, fordi Martin Rossen ikke af Folketinget kan stilles parlamentarisk til ansvar for sine handlinger, men alligevel har fået permanent sæde i regeringens centrale Økonomi- og Koordinationsudvalg. Kritikken er blevet afvist med, at statsministeren kan stilles til ansvar, hvis Folketinget ønsker det.

Regeringen har fået flere særlige rådgivere end nogen tidligere regering, og en række af ministrenes nyansatte pressechefer har baggrund i Socialdemokratiet. Til stor kritik fra oppositionens side.

Den nye departementschef har ikke nogen kendt fortid som socialdemokrat, og hun bliver rost blandt andet af en tidligere justitsminister fra Venstre, Søren Pind, i hvis ministertid hun også var departementschef i Justitsministeriet. Så i den forstand kan man ikke tale om en politisk udnævnelse.

Derimod er der ingen tvivl om, at statsministeren nu har fået topfolk placeret i både Finansministeriet og Statsministeriet, som hun personligt tidligere har arbejdet sammen med som minister, og som hun ved vil spille med på de overordnede politiske noder, regeringen spiller efter.

I Finansministeriet trak den hidtidige departementschef Martin Præstegaard sig kort efter folketingsvalget i juni for at blive viceadministrerende direktør i ATP, og han blev erstattet med Peter Stensgaard Mørch. Han var tidligere departementschef i Beskæftigelsesministeriet. Udnævnt i 2013 af den daværende beskæftigelsesminister – Mette Frederiksen.

Peter Stensgaard Mørch sagde i et interview med Altinget.dk i 2016, at han så embedsværket som politisk – ikke partipolitisk, men i den forstand, at embedsmændene skal integreres i en regerings taktiske overvejelser om, hvordan den kan få sin politik igennem. Det er præcis den holdning, Mette Frederiksen er på udkig efter.

Den neutrale embedsstand i Danmark er ellers berømt for altid at arbejde loyalt for den til enhver tid siddende regering, og derfor har der heller ikke været tradition for, at de øverste embedsmænd er kommet og gået med skiftende regeringer, som man kender det fra mange andre lande.

Mette Frederiksen og hendes nærmeste medarbejdere har imidlertid opfattet det sådan, at embedsværket havde svært ved at omstille sig til en ny politisk kurs efter et regeringsskifte. Lidt som i den gamle britiske tv-serie ”Javel, hr. minister”, hvor den udspekulerede departementschef Sir Humphrey af princip er imod forandringer, og derfor nok siger javel, hr. minister, men alligevel altid på udspekuleret facon får forpurret alle ministerens ideer.

Når regeringen på mandag vil udvikle sin langsigtede strategi på et regeringsseminar, kan Mette Frederiksen så på embedsniveau trække på kræfter, hun har fuld tillid til. Men formentlig har hun dermed også stort set gravlagt det gamle mundheld om, at ”ministre forgår, embedsmænd består”.