”Når vi afbureaukratiserer, sker det stort set med pincet, regel for regel, mens der står nogle andre med en skovl og læsser nye regler på.”
Så bramfrit udtalte daværende økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) sig under en folketingsdebat helt tilbage i december 2011.
Siden Schlüter-regeringen i 1980’erne har skiftende ministre talt om afbureaukratisering som det trylleord, der skulle give hjemmehjælpere, pædagoger og lærere større arbejdsglæde og mere tid til borgerne. I sin nytårstale foreslog statsminister Mette Frederiksen (S), at ”vi afskaffer den omfangsrige regulering og lovgivning af ældreområdet og starter helt forfra”. Men spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre at skabe en ældrepleje uden snærende regler.
Professor Kurt Houlberg fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, forsker i kommunernes rolle i velfærdspolitikken. Han peger på, at skiftende regeringer har forsøgt at afbureaukratisere, men at initiativerne ofte er stødt på forhindringer i den praktiske virkelighed.
”Reglerne i ældreplejen er jo ikke opstået ud af den blå luft. Der er som regel en god grund til, at en regel er indført. Det er en rigtig god ambition at se kritisk på regler og luge ud i dem, der ikke giver mening. I praksis er der dog sjældent enighed om, hvilke regler der ikke giver mening, så jeg tror ikke, at vi skal forestille os en revolution på ældreområdet,” siger Kurt Houlberg.
Han henviser for eksempel til den såkaldte frit-valgsordning, der betyder, at ældre frit kan vælge mellem privat og offentlig hjælp. Ordningen forudsætter en opgørelse af timepriser, ydelser og kvalitetskrav, som er afhængig af dokumentation. Samtidig vil kommunalpolitikere efterspørge dokumentation for at få et overblik over kvaliteten og økonomien i ældreplejen. Desuden kan færre regler i forbindelse med visitering og levering af hjælp betyde, at det er de borgere, der er bedst til at formulere sig, som får mest hjælp.
”Det er positivt, at vi får debatten. Erfaringen viser, at der kan luges ud i regler. Men erfaringen viser også, at der næppe bliver tale om den regelforenklende bundvending af ældreplejen, som statsministeren lægger op til,” lyder det fra Kurt Houlberg.
Statsminister Mette Frederiksens forslag er dog umiddelbart den rigtige vej at gå, vurderer Tine Rostgaard, som er professor i socialt arbejde og velfærdspolitik på Stockholms Universitet og Roskilde Universitet.
”Jeg tror, det langt hen ad vejen vil opleves positivt for de ansatte ude i sektoren. Vi ved, at mange medarbejdere ikke altid har fundet den store dokumentationsbyrde specielt meningsfuld. Ligesom der er lagt op til en langt større faglig autonomi for personalet, hvilket vi, der har beskæftiget os længe med området, har efterlyst,” siger Tine Rostgaard.
Men hun er spændt på, hvordan frisættelsen vil udmønte sig i praksis, og mener også, at der er nogle mulige faldgruber:
”Alle kommuner skal ikke styrte rundt og opfinde den dybe tallerken hver især. Det er derfor mit håb, at der bliver sparret og delt viden på tværs af kommunerne, ikke mindst for, at det ikke ender med at være nogle meget differentierede tilbud, alt efter hvilken kommune, man bor i,” siger hun.
Desuden peger hun på, at det vil kræve et kompetenceløft hos en del medarbejdere.
”I øjeblikket har 21 procent af hjemmehjælperne ikke en færdiggjort uddannelse inden for pleje og omsorg. Der bliver lagt op til at lægge flere faglige opgaver over på den enkelte medarbejder – også til at vurdere borgernes behov – hvilket kræver en faglig indsigt. Det kan jeg være lidt bekymret for,” siger Tine Rostgaard.
Middelfart og Viborg er to af de tre kommuner, der allerede er sat fri på ældreområdet til og med september 2024 som følge af den såkaldte velfærdsaftale.
Begge kommuner understreger, at det kræver tid og tålmodighed at luge ud i dokumentation. I Viborg er et af de konkrete resultater af indsatsen foreløbig, at tildelingen af klippekort til plejehjemsbeboeres oplevelser ikke længere registreres på samme måde som tidligere. Den tid, der forventes sparet, kan bruges, så personalet har mere tid til for eksempel at gå en tur med de ældre.
Samtidig har ansatte og ledere holdt workshops om, hvordan unødvendige regler kan afvikles over de næste to år, og frem til marts 2022 skal der gennemføres en række prøvehandlinger, hvor der lokalt arbejdes på at skabe en dagligdag med færre skemaer.
”Vi har en forventning om, at de ting, vi har sat i gang, giver en positiv gevinst. Vi skal hele tiden være nysgerrige og udfordre den dokumentation, vi udfører. Men vi er nødt til at tage små skridt ad gangen. Vi kommer sikkert aldrig derhen, hvor en medarbejder ikke skal dokumentere observationer omkring en borger til den næste medarbejder. Men det nuværende system dokumenterer mere end nødvendigt,” siger Henrik Ravn, der er leder af pleje- og omsorgscentret i Viborg Kommune.
I Middelfart Kommune fortæller programchef for velfærdsaftalen, Sten Kock-Hansen, at kommunen indtil videre har brugt meget energi på at få de cirka 600 berørte medarbejdere og ledere involveret i forandringen.
”Det er en investering, der tager tid. Det handler især om at sætte medarbejderes faglighed fri, så de kan bruge den og deres sunde fornuft i endnu højere grad. Det handler også om at turde gøre endnu mere af de ting, der måske allerede var i gang i forvejen, fordi det med frisættelsen er blevet mere legitimt gøre,” siger han.
Af konkrete tiltag nævner han eksempelvis et plejehjem, som gerne ville bruge mere tid på gåture med de ældre, fordi det blev efterspurgt af beboerne.
”Det kan de frit prøve af. Derudover har vi givet nogle af de hjemmehjælpere, som hjælper borgere i eget hjem, noget tid, der ikke er decideret visiteret, men som de i højere grad kan disponere over sammen med den ældre,” siger han.