Prøv avisen
Politisk set

Forvirring om regeringsdannelsen

Tim Knudsen foran Christiansborg Foto: Mogens Ladegaard/ Reuters/ Ritzau Scanpix

Med udsigt til mellem 11 og 14 partier i Folketinget bliver regeringsdannelsen en indviklet og taktisk affære

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og den førende statsministerkandidat, Mette Frederiksen (S), har med nogle udtalelser i valgkampen forvirret flere journalister. Lars Løkke Rasmussen udtalte, at Danmark har negativ parlamentarisme. I både Berlingske og Politiken skrev journalister så, at Løkke kun skal gå af, hvis han har 90 mandater imod sig. Men det er nu ikke nødvendigt med 90 af Folketingets 179 medlemmer, hvis nogle undlader at stemme. Et flertal af de, der stemmer, er tilstrækkeligt til at vælte regeringen.

Statsministeren udtalte også, at det slet ikke er sikkert, at vi får en dronningerunde efter valget. Videre havde han svært ved at forestille sig, at partiet Stram Kurs ville vælte ham ved en mistillidsafstemning. Siden har Mette Frederiksen udtalt, at vi måske skulle have endnu et folketingsvalg inden sommerferien.

Et par journalister henvendte sig til mig for at få en fortolkning af de nævnte udtalelser. Jeg har forklaret, at i forbindelse med regeringsdannelsen er det vigtigt at sondre mellem statsretlige normer og politisk-parlamentariske normer og forhold.

Hvis der på valgaftenen tegner sig et flertal imod Løkke, behøver han statsretligt set ikke straks at gå af. Ifølge Grundloven kan han vente for at se, om noget skulle ændre sig, indtil det ny Folketing samles. Det skal ske senest 12 hverdage efter valget. Men realpolitisk set vil der lyde en pibekoncert, hvis Løkke efter et klart valgresultat i sin disfavør ikke hurtigt meddeler, at han vil bede om regeringens afsked.

Hvis Løkke i det ny Folketing modtager et mistillidsvotum, kan han vælge mellem at gå af eller at udskrive et nyvalg. Det er formentlig det, Mette Frederiksen har tænkt på, for det er retligt set ikke umuligt, at statsministeren udskriver nyvalg til afholdelse inden ferietiden. Politisk set vil et tredje valg på kort tid dog formentlig møde stor utilfredshed, og det er også svært at se for sig, at danske politikere opgiver at løse en regeringskrise så hurtigt. I virkeligheden er det nok bare det, Mette Frederiksen vil advare mod.

Lars Løkke Rasmussen har selvfølgelig ret i, at der ikke er behov for en dronningerunde, hvis valgresultatet er meget klart. Men også i en mere uklar situation, selv efter et eventuelt mistillidsvotum, er han ikke statsretligt set forpligtet til en dronningerunde. Ud over at udskrive valg kan han teoretisk set prøve andre måder at løse regeringsspørgsmålet på, for dronninge- runden er ikke en retssædvane, det er en skikkelig kutyme til løsning af en regeringsdannelse, som har udviklet sig i Danmark siden 1909, og som især har været brugt siden Anden Verdenskrig. Realpolitisk vil der dog komme en pibekoncert, hvis Løkke sidder mange andre partiers krav om en dronningerunde overhørigt.

Realpolitisk set kan det ske, at der i Folketinget nu kommer mellem 11 og 14 partier, hvoraf nogle kan være uklare om, hvilken regering de ønsker. Alternativet vil angiveligt ved en eventuel mistillidsafstemning hverken stemme for eller imod. Usikkert er det vel også, om Stram Kurs, Nye Borgerlige og den tidligere venstremand Klaus Riskær Pedersen med flere vil stemme i forbindelse med Lars Løkke Rasmussens forbliven i Statsministeriet. Og der kan komme fire nordatlantiske mandater, der er parat til at støtte den statsministerkandidat, som vil hjælpe Grønland og Færøerne mest. Den type uklarheder vil kunne få de førende statsministerkandidater til at forhandle for at sikre sig et parlamentarisk grundlag, inden det ny folketing samles.

Regeringsdannelsen kan derfor blive en svær, indviklet og langvarig affære præget af spidsfindig taktik. Det foregriber udtalelserne fra Løkke og Frederiksen. 8

Tim Knudsen er professor emeritus i statskundskab.