Foran Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg står en statue af Martin (Morten) Spangsberg, som var næstkommanderende på Vitus Berings store ekspeditioner til det nordøstligste Rusland og Alaska. Grunden til, at der står en statue af ham netop her, er, at han sandsynligvis stammede fra en lille landsby i Jerne sogn i nærheden af Esbjerg.
Martin Spangsberg deltog i den første Kamtjatka-ekspedition (1725-1730), som blev ledet af en anden dansker: Vitus Bering fra Horsens. Både Bering og Spangsberg var ansat hos den russiske tsar, som stod bag ekspeditionen. Det er stadig omdiskuteret, om formålet primært var at finde ud af, om Asien var landfast med Nordamerika, eller om der eventuelt også var – andre – politiske motiver. I 1728 gennemsejlede ekspeditionen Beringstrædet, som siden netop fik navn efter horsensianeren – dog uden at få Amerika i syne.
I 1733 blev Bering af russerne sat i spidsen for den anden Kamtjatka-ekspedition, hvis formål var at undersøge Sibiriens ishavskyst og de mulige handelsveje til Japan. Og igen var Martin Spangsberg med som hans næstkommanderende. Det var under denne ekspedition, at man i 1741 nåede frem til Alaskas kyst. Martin Spangsbergs spillede især en vigtig rolle ved at kortlægge øgruppen Kurilerne i 1738-1739 og gennemføre det første besøg i Japan fra nord.
Hvis man som statuekritikerne i den aktuelle debat vælger at lægge vore dages normer og værdier ned over historien, og dermed også over den historiske person Martin Spangsberg, vil man imidlertid hurtigt kunne nå frem til, at der ikke burde stå en statue af ham hverken i Esbjerg eller nogen andre steder.
Grunden er, at Berings og Spangsbergs ekspeditioner blev begyndelsen på historien om, hvordan europæerne og russerne kom til at forandre – og ødelægge – de oprindelige folk i områdets kulturer. Mange af dem, der er modstandere af statuer af eksempelvis Christoffer Columbus og Hans Egede i det offentlige rum, vil således formentlig ud fra lignende argumenter være modstandere af monumenter, der forestiller Martin Spangsberg og Vitus Bering.
Ganske vist angreb og slog de ikke en masse indfødte ihjel. Men ekspeditionerne kom blandt andet til at skabe basis for, at Rusland kunne underlægge sig Alaska, som herefter vedblev med at være russisk territorium, indtil det blev solgt til USA i 1867. Især Alaskas oprindelige kulturer og de oprindelige kulturer i det nordøstligste Asien blandt andet på Aleuterne blev hårdt medtaget af den russiske ekspansion i midterste og sidste del af 1700-tallet og første del af 1800-tallet.
Navnlig russernes interesse for handel med pelsvarer blev skæbnesvanger for områdets oprindelige folk. I 1799 fik Det Russisk-Amerikanske Pelskompagni, som var privilegeret af den russiske tsar, monopol på handelen på Alaska. Handelskompagniet, som især interesserede sig for handel med havodderpels, foranstaltede voldelige angreb på alle, som det mente stod i vejen for dets interesser. Det kom blandt andet til udtryk ved store massakrer på såvel indianere som inuitter i 1802. Den aggressive politik over for de oprindelige folk fortsatte op igennem det meste af resten af 1800-tallet, først fra russisk, og senere fra amerikansk side efter 1867.
Også Aleuternes oprindelige befolkning forsvandt næsten fuldstændig nogle årtier efter, at den russiske ekspedition i 1741 var ankommet til øgruppen. Mange blev enten slået ihjel af russerne eller mistede deres livsgrundlag på grund af den russiske rovdrift på sæler og havoddere i området. Alt dette var Spangsberg indirekte med til at bane vejen for.