Steen Thygesen bliver fuldstændig kold. Han føler det, som om blodet fryser til is, og en enorm klump vokser i halsen.
Ved siden af ham bryder hans kone ud i gråd. Foran dem sidder en kommunal sagsbehandler. De er med en enkelt dags varsel indkaldt til et møde for at drøfte, hvordan behandlingen af deres psykisk syge datter forløber. De glæder sig til mødet. Nu er der forhåbentlig skred i behandlingen, tænker de. Det er de tanker, de går ind til mødet med. Derfor er den besked, de får, chokerende og lammende.
LÆS OGSÅ: Børn hjælpes videre af møde med krænkere
Steen, du er under mistanke for at have pillet ved din datter. Vi har meldt dig til politiet, og vi vil hurtigst muligt underrette din arbejdsgiver, siger sagsbehandleren.
Steen, som er i 40erne, er anklaget for pædofili. Ordene rammer ham som en hammer. Han ser sit liv smuldre. Livet som familiefar til tre børn, livet som ægtemand, livet som vellidt lærer gennem knap 20 år.
Dagen efter mødet med sagsbehandleren skriver Steen til sin skoleleder. Skolen har på det tidspunkt ikke fået besked fra kommunen, men da det sker, bakker Steens leder ham 100 procent op. For allerede samme dag, som Steen bliver præsenteret for mistanken mod ham, lægger politiet sagen ned. De finder anklagen substansløs og har intet grundlag at fortsætte efterforskningen på, får Steen at vide.
Det er et anonymt tip til et uafhængigt rådgivningscenter, der har udløst lavinen. Et tip, der indikerede, at Steen havde forgrebet sig på sin datter. Men selvom anklagen er grundløs, og hans leder bakker ham op, bliver Steen sygemeldt i knap en måned.
Jeg kan slet ikke overskue noget på det tidspunkt. Hvordan skal jeg dog komme videre fra den anklage? Det er en af de aboslut værste anklager at få på sig, for her er man ikke uskyldig, til det modsatte er bevist. Det er lige modsat. Jeg kunne ikke se, hvordan jeg nogensinde kunne blive renset, for folk ville da tænke gad vide, om han rent faktisk har gjort det?. Det er umuligt at bevise sin uskyld, siger Steen.
Det er præcis et år siden, at Steen Thygesen fik beskeden om, at han var under mistanke for pædofili. Og han er langtfra den eneste. Personer, der arbejder med børn, beskyldes regelmæssigt for at forgribe sig på dem, de burde passe på og se efter.
Men kun i få tilfælde viser mistanken sig at være begrundet: Inden for de seneste 10 år er der således blot fældet dom i under en håndfuld ud af flere end 100 sager om pædagogers påståede overgreb på børn.
Hvor mange pædagoger og lærere, der reelt indberettes for mistanke om pædofili, er uvist. Hverken lærernes eller pædagogernes fagforeninger fører statistik over anklagerne, men en gennemgang af medieomtalen de seneste fem år viser, at både lærere og pædagoger hvert år har været under anklage for seksuelle tilnærmelser, krænkelser eller overgreb. Uden at blive dømt.
Mistænkeliggørelsen er bagsiden af medaljen ved myndighedernes, mediernes, skolernes og institutionernes stadigt større fokus på seksuelle overgreb, mener Karen Pallesgaard Munk. Hun er psykolog og lektor på Aarhus Universitet, hvor hun står i spidsen for forskningsgruppen Paradox.
Gruppen har gennem 2205 daginstitutioner kortlagt, om de seneste 15-20 års intensive fokus på pædofili har resulteret i en større frygt blandt pædagoger for at blive mistænkt og derfor ændrer adfærd over for børnene. For det har været tilfældet i blandt andet USA, Storbritannien og Australien.
I Danmark har der været tegn på, at vi nærmer os en panisk adfærd over for pædofili. Eksempelvis bliver pædagogisk personale i dag kontrolleret i meget høj grad. Men det har i USA og Storbritannien, som på det her område er 10 år foran os, betydet, at man har udviklet en paranoid ikke-berøringskultur over for børn, så hvis et barn er i nød i det offentlige rum, tænker man sig om to gange, før man hjælper det, siger Karen Pallesgaard Munk.
Hun nævner et britisk eksempel, hvor et to-årigt barn alene bevægede sin hen imod en sø. En mand så barnet, men stoppede det ikke af frygt for at blive anklaget for at antaste barnet. Med det ulykkelige resultat, at barnet druknede.
Vi skal selvfølgelig gøre alt for at bekæmpe seksuelle overgreb, men britisk forskning peger på, at overdreven frygt for pædofili skaber flere afvigere i samfundet. Tilliden i det offentlige rum bliver simpelthen nedbrudt. Og så er der en pointe i, at man ikke standser de mest alvorlige overgreb mod børn i det offentlige rum. For de alvorligste sager foregår privat.
Efter sygemeldingen vender Steen tilbage til arbejdet på skolen. Men intet er som før. Kun ganske få kolleger har fået at vide, hvorfor han var sygemeldt, og hans elever ved intet om anklagen, men anklagen rumsterer konstant i hovedet på ham.
Han tænker over, hvem der har anklaget ham og hvorfor. Kunne det ske igen? Lige så slemt er det, at han ændrer adfærd over for sine elever. Han tør ikke længere opholde sig alene med et enkelt barn, og ingen elever får lov at komme med på depotet eller i kopirummet. Kropslig kontakt holder han sig helt fra. Hvor de små elever tidligere kunne sætte sig på skødet af ham eller få et klem for at blive trøstet, holder Steen nu afstand. Særligt slemt får han det, da han skal på lejrskole med en klasse, for børnene skulle naturligvis puttes og trøstes, når de havde hjemve.
Det var det sværeste. Når jeg var i nærheden af deres senge, var jeg utroligt nervøs for, om det kunne føre til nye anklager. Jeg begyndte hele tiden at kigge mig over skulderen for at se, om nogen holdt øje med mig. For hvad nu, hvis der var nogen, der tænkte hvorfor har de ladet det pædofile svin slippe?.
På hjemmefronten er der fuld opbakning. Steen tvivler på intet tidspunkt på, at hans kone eller den nærmeste familie ved, at han ikke har misbrugt datteren. Han sporer aldrig den mindste tvivl i deres øjne. Og hans datter er rasende. Rasende over at nogen kan finde på at anklage hendes far for noget så grusomt. Og så usandt.
Men støtten hjemmefra er ikke tilstrækkelig. Efter fire måneder på skolen knækker Steen psykisk. Han får en depression.
Steens reaktion er på ingen måde et enkeltstående tilfælde. For en ubegrundet anklage om pædofili kan være invaliderende for den mistænkte, vurderer fagfolk.
Og selvom det større fokus på pædofili har åbenlyse fordele i, at flere børn tør fortælle om overgreb, er der også ulemper, mener Anette Baadsgaard, leder af Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb. Eksempelvis at forældre bliver overmistænksomme, som det særligt var tilfældet lige efter Tønder-sagen. For det smitter negativt af på hverdagen for lærere og pædagoger.
Min opfattelse er, at mandlige lærere og pædagoger er meget opmærksomme på, hvordan de er sammen med børnene. For vil nogen nu tænke noget, hvis man tager barnet op på skødet for at trøste det? Det gør, at man ikke er så frit og naturligt sammen med børnene, som man kunne ønske sig, siger Anette Baadsgaard.
Steen kunne ikke holde den ændrede hverdag ud. Siden efteråret sidste år har han været sygemeldt og får både medicin og samtaleterapi for sin depression. I lægens journal står der posttraumatisk stresssyndrom ud for hans navn.
Steen er nået frem til, at han fremover ikke kan arbejde med børn.
Men anklagen er på ingen måde et overstået kapitel for mig. Jeg vil altid have den der følelse af, at nogen kunne tro sådan noget om mig. Det er et chok, som stadig sidder i mig, siger han.
Han føler ikke hævnlyst over for den, der anmeldte ham, men han er vred. Vred over ikke længere at kunne være lærer. Og vred over, at noget så negativt livsomvæltende skulle ramme hans familie.
Det er ikke kun mig som anklaget, der kommer under mistanke, det er hele familien. Vi har altid troet på åbenhed og ærlighed i familien, men den kommer pludselig på prøve. For skal vi fortælle vores yngste børn, hvordan andre tænker eller har tænkt om deres far? Hvad,skal vi sige, er grunden til, at far ikke længere kan være skolelærer og er deprimeret? Familiemæssigt er det en meget stor opgave at komme videre.
At han ikke længere kan være lærer, forsøger han at affinde sig med trods ærgrelsen over at miste et job, hvor han nød tillid fra både elever og forældre. Han forsøger også at finde ud af, hvordan han og familien med oprejst pande kan træde ud af pædofilianklagens skygger. Men én ting vil han hverken forsøge at affinde sig med eller forsøge at finde en løsning på.
Folk kan tænke, at jeg har de forkerte politiske holdninger, eller at jeg kører i en skrammelbil. Men de må bare ikke tænke, at jeg har begået overgreb på min egen datter eller på en elev i skolen. Det kan jeg simpelthen ikke bære. Det er det værste, et voksent menneske kan begå. At udnytte sin situation over for et barn til nej, det er bare det værste. Jeg vil ikke have, at nogen skal tro, jeg har gjort det værste, et menneske kan gøre. For det har jeg ikke.
Steen Thygesen er et opdigtet navn. Redaktionen kender personens identitet.