Stemte du på partier som Veganerpartiet eller Feministisk Initiativ? Så er du en del af en meget lille klub

Selvom både kampen for klimaet og kvinderne fylder i den offentlige debat, udeblev den brede støtte til de partier, som har slået sig op specifikt på de emner

Veganerpartiet fik blot 0,17 procent af stemmerne på landsplan ved kommunalvalget og 0,4 procent ved regionsrådsvalget.
Veganerpartiet fik blot 0,17 procent af stemmerne på landsplan ved kommunalvalget og 0,4 procent ved regionsrådsvalget. . Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Der var ikke mange stemmer at hente til de små partier med smalle – og ofte identitetspolitiske – dagsordener ved tirsdagens kommunalvalg.

Veganerpartiet fik blot 0,17 procent af stemmerne på landsplan ved kommunalvalget og 0,4 procent ved regionsrådsvalget. Feministisk Initiativs to kandidater akkumulerede tilsammen sølle 268 stemmer ved kommunalvalget. Klimapartiet Momentum, der kun var opstillet til kommunalvalget i København, fik her én procent af stemmerne.

Spørger man i netop Klimapartiet Momentum, om de havde et godt valg, er svaret ”både og”, fortæller talsperson Theresa Scavenius, som selv fik 1447 personlige stemmer.

”Overordnet er det helt ekstremt positivt, at der er en procent af københavnerne, der har sat krydset ved et lille klimaparti. Set i det lys er det fedt, at de har stemt på os. I forhold til valgforbundet var det meget tæt på, at forbundets andet mandat var gået til os. Så relativt set er det godt gået,” siger hun.

Men hun er ærgerlig over, at partiet ikke slap igennem det demokratiske nåleøje og nu må vente fire år med at forsøge ved kommunalvalget igen.

”Især fordi vi er meget kritiske over for de andre partiers klimapolitik, som vi er dybt frustrerede over. Det er grundlæggende de samme gamle partier, som fortsætter, og det bliver hårdt for os at stå på sidelinjen og kigge på,” siger hun.

Ifølge Theresa Scavenius er det svært at være et nystartet parti – Momentum er ni måneder gammelt – ”for de færreste ved dybest set, at vi findes”.

”Fremadrettet handler det om for os at opbygge en stærkere organisation, så vi har bedre mulighed for at udbrede vores budskaber. Desuden er der lidt hønen eller ægget over det, for vores kandidater bliver ikke kendte, når det oftest er de gamle og etablerede partier, der bliver inviteret til de store debatter. Det er helt fair, at der skal træffes nogle valg, men det gør det svært for de små partier,” siger hun.

Altingets politiske kommentator Erik Holstein påpeger, at det kræver både en lokal dagsorden at få lokal succes og kandidater, som er kendte i den brede offentlighed, hvis man som lille parti vil igennem det demokratiske nåleøje.

”Der er jo ingen, som aner, hvem der står i spidsen for hverken Veganerpartiet eller Feministisk Initiativ. I modsætning hertil kan man eksempelvis nævne Kristendemokraterne, som har en base i Ringkjøbing-Skjern Kommune, og en lokal mand, der kan trække nogle stemmer,” siger han med henvisning til Kristian Andersen, som med 3494 personlige stemmer blev kommunens største stemmesluger.

Desuden peger Erik Holstein på, at flere af de nævnte småpartier har nogle meget smalle fokusområder.

”Når man står og skal sætte sit kryds, har de fleste nok en lidt bredere dagsorden end blot spørgsmålet om feminisme eller om at spise vegansk,” siger han og tilføjer, at mange vælgere måske også finder nogle af de samme dagsordener – for eksempel spørgsmål om køn og klima – hos Enhedslisten.

Enhedslisten blev en af valgets helt store vindere og blev det største parti i både København og på Bornholm.