Stenaldermanden, dødekulten og månen i mørket

Gennem 10 år har astronomen Claus Clausen befundet sig i en verden af jættestuer, måneformørkelser og dødekulter i jagten på en sandhed, der aldrig er fortalt. Nu har han fundet den, og det betyder markante ændringer i vores syn på den måske mest begivenhedsrige periode i danmarkshistorien

Det er månens position på himlen, når der både er fuldmåne og måneformørkelse, der har bestemt placeringen af stenalderens jættestuer, viser forskning. Det kaster helt nyt lys på, hvad stenalderfolket var i stand til, og hvordan de levede, mener astronomen bag forskningen, Claus Clausen. På billedet ses fuldmånen før en formørkelse mellem de to høje Rævehøj og Vagthøj nær Kalundborg den 5. august 2009. Næste formørkelse sker den 15. juni 2011 og kan ses gennem gangen på Rævehøj ved måneopgang. --
Det er månens position på himlen, når der både er fuldmåne og måneformørkelse, der har bestemt placeringen af stenalderens jættestuer, viser forskning. Det kaster helt nyt lys på, hvad stenalderfolket var i stand til, og hvordan de levede, mener astronomen bag forskningen, Claus Clausen. På billedet ses fuldmånen før en formørkelse mellem de to høje Rævehøj og Vagthøj nær Kalundborg den 5. august 2009. Næste formørkelse sker den 15. juni 2011 og kan ses gennem gangen på Rævehøj ved måneopgang. --. Foto: Michael Vennersdorf.

Ingen forstod helt, hvad det var, han ville. Det var noget med jættestuer og fuldmåner og dødekulter, og det lød da spændende, men det var jo ikke rigtig astronomi, sagde kollegerne. Måske var det slet ingenting.

Claus Clausen var ligeglad, han havde udset sig sin mission, og han helmede ikke, før han havde fundet sandheden om de måske mest spektakulære mærker fra vores forfædre: de titusindvis af gådefulde jættestuer spredt ud over landet.

LÆS OGSÅ: Stenaldermanden var klogere end vi tror

De var ikke placeret tilfældigt, så meget stod allerede klart, men hvad var nøglen til at forstå, hvorfor de var bygget, som de var, og hvordan de havde været brugt? Han troede ikke på, at solen var omdrejningspunktet, sådan som historiebøgerne fortalte. Og han følte sig overbevist om, at der lå en større og mere kompliceret plan bag, som helt grundlæggende kunne ændre vores opfattelse af, hvad stenalderfolket kunne, og hvordan de levede for mere end 5500 år siden.

Det var alt sammen mere end 10 år siden. Nu har jeg sat den 54-årige astronom stævne for at høre, hvad der siden skete, og få ham til at uddybe, hvad det, han har sendt til mig i en mail, egentlig betyder. I mailen forklarer han, at han i sit speciale fra Københavns Universitet i 2003 fandt ud af, at jættestuerne formentlig blev bygget, så indgangens retning pegede præcis mod det punkt i horisonten, hvor der hvert tredje til fjerde år opstod det astronomiske fænomen, at en fuldmåneopgang faldt sammen med en måneformørkelse. Interessant, mente mange fagfolk. Men Claus Clausen var langtfra færdig. Han blev ved med at underbygge sin hypotese med nye opmålinger og statistik, og efterhånden åbenbarede en ny hypotese sig: Stenalderfolket observerede ikke bare måneformørkelserne og byggede derefter. De kunne forudsige dem med timers, måske endda dages varsel, og formentlig også bestemme året for formørkelsen, hvilket indebar en dyb indsigt i geometri og astronomi. Og en revurdering af den 1200 år lange periode i oldtiden kaldet tragtbægerkulturen, hvor man ifølge historiebøgerne ikke kunne den slags.

Forudsigelserne kunne desuden kaste nyt lys på den omfattende dødekult i perioden, som man længe har kendt til, men ikke har kendt indholdet af. Det var tilsyneladende en månekult. I det hele taget spillede månen en mindst lige så stor rolle som solen for den måde, meget af hverdagskulturen var bygget op på dengang – formentlig også en større. Han skulle til en international konference om "arkæoastronomi" i marts, skrev Claus Clausen til sidst i mailen, og der ville han finde ud af, om hans opdagelser også havde internationale perspektiver. Om det havde nogen interesse?

Det havde det selvsagt, og det er han tydeligt glad for, da vi mødes. Der er nemlig tyndet godt ud i tilhørere, som tiden er gået, og gravhøjsudflugterne har hobet sig op, forklarer han. Selv de mest interesserede venner blev mæt af sten efter en fælles ferie til Grækenland. Hans kone og søn stod af efter en omgang stentempler i Malta.

"Jeg er Danmarks eneste arkæoastronom, så mit arbejde bliver nok lidt nichepræget indimellem," indrømmer han, inden han kaster sig ud i besvarelsen af det råbende spørgsmål: HVORFOR? Hvorfor dog kaste sig over indgange til jættestuer, når man er astronom? Hvorfor insistere på – gennem 10 år – at fuldføre det, de færreste troede på, og endnu færre forstod?

Forklaringen skal findes i en barndom fuld af flintøksefund og kasser med pilespidser nænsomt gravet op af jorden. Og en ungdom præget af behovet for at gå ad ubetrådte stier. I lang tid ville han være astronaut, og den drøm stoppede først, da han fandt ud af, at den franske rumindustri, han var på vej ind i, i virkeligheden mere var en våbenindustri. Så blev han astronom, selvom hans tidligere fysikvejleder mente, at han egnede sig bedre til at blive partikelfysiker. Sansen for tal og detaljer var hans styrke. Men hjertet bankede stadig mest for historien, så da han en dag i 1990'erne lå og rodede i sit jordbærbed og mærkede kanten af det, der viste sig at være en stenalderkniv, tog han det som et tegn. Eller i hvert fald en undskyldning for igen at skifte retning.

At det blev jættestuernes gangretning, han nu skulle forfølge, var så tilfældigt, som det nu kan blive, når man interesserer sig for stenalderen og helst vil gå egne veje. Han var fascineret af de gravhøje, han havde læst om og set i dokumentarfilm, og en dag faldt han i snak med en inspektør på Nationalmuseet i København. Her lærte han, at der aldrig i Danmark havde været foretaget en systematisk undersøgelse af storstengravenes orientering og placering i landskabet. "Hvis du virkelig vil kaste dig ud i noget spændende, kunne du undersøge gangretningerne på jættestuerne," havde inspektøren sagt, og mere gulerod havde Claus Clausen ikke behøvet.

Efter nogen diskussion fik han lov til at skrive et speciale om emnet. Der var ingen traditioner for arkæoastronomi herhjemme og ingen undersøgelser, kun nogle lidt luftige hypoteser om rundkirkernes betydning. Den kollegiale skepsis var derfor udtalt omkring hans projekt, og den fik hurtigt medvind. Han målte cirka 100 jættestuer op, og det viste sig, at mange indgange vendte ud mod de samme to punkter i horisonten. Men deres retninger passede ikke med solopgange. Det samme gjaldt fuldmåneopgange. Han var lige ved at give op, da en indskydelse fik ham til at tjekke fuldmåneopgange før en måneformørkelse. Pludselig var der statistisk bingo.

"Det var et kæmpe sus, for nu stod jeg med en række svar, der brød med de traditionelle opfattelser af, hvorfor man anlagde jættestuerne, som man gjorde. Senere kunne jeg også dokumentere en systematisk astronomisk adfærd, der lå meget tidligere, end man hidtil har troet. For at kunne forudsige sammenfaldet af fuldmåne og måneformørkelse og vide, hvor på himlen det ville ske, har de måttet følge månens gang nærmest dagligt i årevis. Der må have været folk 'ansat' til udelukkende at udvikle den specialviden, som kræver en dyb indsigt i geometri. Og de har også haft evnerne til at videreformidle den indsigt, for jættestuerne og stendysserne er bygget gennem flere hundrede år af mange forskellige overalt i landet. Jeg har fået at vide, at på det tidspunkt i historien havde man allerede opfundet hejsemekanismer, der kunne løfte de store sten til brug i gravene, men deres brug af geometri er alligevel en hel ny dimension i forhold til, hvad stenalderfolket var i stand til for 5500 år siden. Også fordi det næppe er noget, de bare selv har fundet ud af. De må have haft gode internationale forbindelser allerede på det tidspunkt," siger han.

Siden han først fremlagde sine konklusioner, har han foretaget opmålinger af yderligere 50 jættestuer, og hans dokumentation er kun blevet forstærket. Der er også kommet nye undersøgelser og nye hypoteser til. Den nye placering af månen frem for solen som det centrale himmellegeme i datidens kultur kan eksempelvis også kaste nyt lys på de omfattende ritualer, der ofte var forbundet med gravhøjene. Her knuste man blandt andet fin keramik, afbenede menneskeskeletter og stablede knoglerne på en særlig måde. I historiebøgerne står blot, at der var nogle kultiske traditioner, måske en dødekult, men ifølge Claus Clausen tyder meget altså på, at der var tale om en gennemgribende måne-dødekult.

"Man har måske troet på, at i det øjeblik måneformørkelsen begyndte, og lyset ramte indgangen til gravene, åbnedes en port til dødsriget. De døde skulle sendes af sted netop der – måske for at sikre, at de ikke kom tilbage, jeg ved det ikke. Det afgørende er, at månen styrede ritualerne, ikke solen," forklarer han.

En mindst lige så afgørende opdagelse kom, da Claus Clausen en dag indså, at jættestuerne ligger i direkte forlængelse af hinanden. Kigger man ud gennem indgangen på én jættestue, kan man i nogle tilfælde – og i godt vejr – således se kilometerlange linjer af gravhøje. Højene ligger desuden i store formationer med en kerne af tre til otte høje, hvis indgange peger ud mod yderligere syv til otte høje i et område på typisk 25-30 kvadratkilometer. Formationerne og de lige linjer i landskabet viser, at jættestuerne ikke blot var gravhøje, men også datidens vejskilte. Og et tydeligt tegn på, at de forskellige bosamfund havde indgående kontakt med hinanden, hvilket man tidligere kun har gisnet om, forklarer Claus Clausen:

"Der er tale om et system, der langt overgår eksempelvis den berømte stenformation Stonehenge i England. Og jeg forstår faktisk ikke, hvorfor Kulturministeriet eller andre ikke for længst har gjort vores jættestuer til en turist- attraktion og et naturligt omdrejningspunkt for løbe- og gåture. De er nærmest bare forsvundet ud af den kollektive hukommelse, selvom de repræsenterer noget helt unikt i vores historie."

I marts fremlagde Claus Clausen så hele molevitten på en international konference om arkæoastronomi i Tyskland. De udenlandske kolleger var vildt begejstrede, for de havde sjældent set så statistisk godt underbyggede hypoteser inden for arkæoastronomien, fortæller han. Og forbløffelsen var stor, da de alle besigtigede en række gravhøje og ved selvsyn kunne se, at de også i Tyskland stod på linje. De internationale perspektiver i forskningen er bare en lille del af de mange spørgsmål, der stadig står ubesvarede, og som han forhåbentlig snart får lov til at gå løs på i en ph.d.-afhandling. Det afgørende er at finde ud af, hvornår og hvordan stenalderfolket fandt ud af at regne måneformørkelsen ud. Under jættestuerne kan man se endnu ældre gangretninger, som tyder på, at den viden også eksisterede, da man byggede stendysserne. Men kendte man den også endnu tidligere?

"Jeg stopper ikke, før jeg har fundet uafviselige svar på mine spørgsmål. Og måske kan der så blive indført en fodnote i historiebøgerne, som fortæller, at nogen faktisk har fundet ud af, hvordan jættestuerne blev brugt. Jeg håber, min kone bærer over med mig så længe."

henriksen@k.dk

Claus Clausen.
Claus Clausen. Foto: Michael Vennersdorf.