Prøv avisen
Boguddrag

Per Stig Møller har gjort et fund

Per Stig Møller, født 1942, er litterat og politiker. Han har tidligere skrevet bøgerne "Munk" og "Mere Munk". Foto: Sigrid Nygaard

Landets førende Kaj Munk-kender, Per Stig Møller, har genopdaget Kaj Munk-digtene og gjort et fund: Nogle af dem er nemlig ændret fra avis til bog, og enkelte er endda skiftet ud. Læs første uddrag fra bogen "Aldrig skal Danmark dø"

Mellem den tyske besættelsesmagt og den danske regering var der en officiel forståelse om, at Danmark ikke var besat, men blot værnet af Værnemagten mod en engelsk invasion.

Udenrigsministeriet fik til opgave at sikre, at den danske presse ikke skabte problemer i forhold til Tyskland.

Da Grundloven ikke blev ophævet, fordi Danmark officielt var frit, kunne der ikke indføres censur, men derfor kunne man jo godt indføre selvcensur, og det var, hvad regeringen bad den trykte presse om at gøre, hvorimod Pressens Radioavis kom under skrap censur. Samtidig blev teater, film og bøger i henhold til et cirkulære fra Statsministeriet af 6. maj 1940 underkastet politisk censur, der skulle forhindre angreb på samarbejdspolitikken og besættelsesmagten. Dennes kontakt til Danmark gik gennem det danske udenrigsministerium.

Den 10. april 1940 krævede den tyske presseattaché, slesvigeren Gustav Meissner, at der skulle „træffes egnede Forholdsregler for effektivt at forhindre en anti-tysk Propaganda paa ethvert tænkeligt propagandistisk Omraade (Flyveblade, Brochurer, Foredrag etc.)“. Udenrigsministeriets Pressebureau fik til opgave at tilsikre dette.

Den 6. maj 1940 blev pressens repræsentanter og regeringen enige om at indføre en presseordning og oprette et Pressenævn udpeget af pressen selv. Dette skulle tage stilling til, om en avis var antitysk og havde overskredet ordningen, der udstak retningslinjerne for, hvad man kunne og ikke kunne tillade sig at skrive.

Pressebureauet kunne indklage en avis for Nævnet, der kunne idømme avisen en bod eller frifinde den.

Udenrigsministeriets Pressebureau blev ledet af kontorchef, cand.jur. Karl I. Eskelund. Han havde været formand for Københavns Journalistforbund og var bestemt ikke under mistanke for at nære nazistiske sympatier, men som god embedsmand fulgte han med ildhu den linje, som hans udenrigsministre, P. Munch til den 8. juli 1940 og derefter Erik Scavenius, lagde. P. Munch og hans statsminister, Thorvald Stauning, havde med deres tilpasningspolitik i forhold til Tyskland i 1930’erne håbet på at undgå en besættelse.

Derfor havde regeringen imødekommet Tyskland kulturpolitisk ved at gribe ind og f.eks. forhindre Han sidder ved Smeltediglen i at blive opført i Sønderborg. For at berolige Tyskland havde regeringen ikke udvidet hæren, selv om Folketinget i efteråret 1939 havde vedtaget en udvidelse. Da fire danske fiskekuttere natten mellem den 23. og 24. februar blev vædret af den tyske marine på Doggerbanke og seksten fiskere omkom, reagerede den danske regering ikke. Og for at berolige den tyske marine beordrede den i marts 1940 de danske fiskere til at forsegle deres radiosendere.
 
Regeringen havde håbet at kunne gennemføre den samme neutralitetspolitik, som havde reddet Danmark fri af Første Verdenskrig, men det lykkedes ikke. Nu håbede den blot at komme så blidt igennem denne krig med så få danske tab som muligt. Løbet var jo kørt, og det tjente intet formål at ofre danske liv i en udsigtsløs kamp og udsætte civilbefolkningen for bombardementer.

Det drejede sig om at skabe det bedst mulige forhold til besættelsesmagten for at sikre, at regeringen forblev på danske hænder. Følgelig ønskede den ikke artikler i pressen, som angreb besættelsesmagten og dermed gav denne anledning til at indskrænke den frihed, vi trods alt havde til at styre de indre anliggender.

I de første dage efter besættelsen var pressen som helhed i vildrede med, hvad den kunne og måtte, men den fulgte regeringens ønske om at mane til ro og besindighed. Da der blandt mange unge viste sig, hvad man opfattede som „en paatrængende Opførsel“ over for de tyske tropper, opfordrede Berlingske Aftenavis i en leder til „Tilbageholdenhed“.

Men pressens egen neutralitet og tilbageholdenhed blev den 28. april brudt af Politiken, der i sin leder gav „Vestmagternes Holdning og Handlinger“ skylden for besættelsen af Norge og Danmark og kaldte Churchill „en farlig Mand“.

Den blev straks undsagt af en leder i Nationaltidende, hvorpå den tyske presseattaché, Gustav Meissner, klagede over Nationaltidende til Karl I. Eskelund, der fik begge blades redaktører til at indstille debatten om skylden, hvorefter Berlingske Tidende den 6. maj 1940 tog den op og gav de danske og norske regeringer skylden:

"Det kunne derfor være nærliggende at undersøge, om de to Lande, der var ramt af de haarde Begivenheder, ikke ved forsvarsmæssige Forsømmelser selv har nogen Skyld i at de – skønt Forholdene laa som angivet – alligevel blev draget ind i Krigshandlingerne“.

Dagen efter opfordrede Politiken til at vente med dette opgør om skylden, „som man ved, ikke kan finde Sted nu“. Sammenholdet omkring regeringen og beskyttelsen af demokratiet blev den almindelige linje i pressen. Det drejede sig om at undgå en nazistisk magtovertagelse som i Norge og en tysk tilbagetagelse af Nordslesvig.
 
Stauning-Scavenius ville placere Danmark på bedst mulig måde i den tyske „Neuordnung“ af Europa, som de regnede med var kommet for at blive. De små landes tid var ovre. Ved sin tiltræden den 8. juli 1940 erklærede Scavenius i forståelse med Stauning, at „ved de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en Nyordning i politisk og økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt Samarbejde med Stortyskland“.

Dagen efter udtalte Stauning til Social-Demokraten: „Der vil blive ændret ved Folkets Liv som Følge af det ændrede Billede af Europas Forhold, som maa forventes at foreligge, naar Krigen ender“. De gik derfor straks aktivt i gang med at finde denne plads, som det tyske udenrigsministerium opmuntret af erklæringen fra den 8. juli imødekom ved at foreslå Danmark en told- og møntunion med Tyskland.

Frem til den 22. august førtes forhandlingerne herom, indtil Nationalbanken, erhvervslivet og regeringens politiske ministre fik sat en stopper for Erik Scavenius’ imødekommenhed over for tyskerne. Var denne union blevet indgået, var Danmark blevet en integreret del af det tyske rige og udelukket fra de allieredes kreds efter 1945. Det holdt hårdt nok endda, fordi Sovjetunionen længe nægtede at regne os blandt de allierede, eftersom Danmark den 23. juni 1941 havde erklæret sig på Tysklands side i krigen mod Sovjetunionen ved at afbryde de diplomatiske forbindelser med USSR og uden noget tysk krav herom med pressens velsignelse havde forbudt kommunismen i Danmark.

Desuden havde regeringen den 25. november 1941 tilsluttet sig Antikomintern-pagten. I den anledning støttede Kaj Munk demonstrationerne mod regeringen, og den 27. november undsagde han i artiklen „Hvor længe –“ både pagten og samlingsregeringen: „Ingen Samling omkring denne Samlingsregering længere, saa længe Scavenius er dens Diktator“.
 
Det var denne samarbejdspolitik, Udenrigsministeriet og Pressebureauet med Eskelund i spidsen skulle følge. Og det gjorde de med stor agtpågivenhed og nidkærhed. Allerede i maj 1940 fjernede censuren nogle centrale vers fra PH’s vise „Man binder os på mund og hånd“, der indgik i hans og Kjeld Abells revykomedie Dyveke.

Samme efterår måtte Nyt Nordisk Forlag opgive at udsende Henning Kehlers artikelsamling Syv Aar. I 1941 blev Vilhelm la Cours pjece Om at sige ja – og nej forbudt ligesom drengebogen Dreng af Danmark af Flemming-bøgernes forfatter, Gunnar Jørgensen, hvilket var temmelig uforståeligt. Mere forståeligt var forbuddet mod Soyas En Gæst om en uvelkommen ørentvist, som voksede beboerne ud af huset.

Han fik 60 dages fængselsstraf, mens hans forlægger slap med 30 dage. Begrundelsen var ifølge Karl I. Eskelund, at „Indholdet maa anses for skadeligt for Forholdet mellem Danmark og Tyskland“. Med tilsvarende begrundelse fik Vilhelm la Cour 80 dageshæfte for pjecen Ord til os i Dag. Selv hans indledning til genudgivelsen af Grundtvigs udgivelse af Saxos Danmarks Krønike strøg censuren i.

I 1942 blev Soyas noveller Papirslygter i Uvejr med forord af Kaj Munk forbudt ligesom Poul Sørensens digtsamling April i Danmark og Hans Scherfigs Idealister.

Året efter ramtes Kelvin Lindemanns roman om den bornholmske befrielseskrig mod svenskerne, Den kan vel Frihed bære, af forbud.