Per Stig Møller: Obama og Løkke afgjorde klimatopmøde på forhånd

Klimatopmødet i København i december 2009 var dømt til at blive en skuffelse for de, der håbede på en juridisk bindende aftale. Allerede to måneder før det danske værtskab accepterede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at USA kun ville gå med til en politisk erklæring, afslører ny bog

I bogen skriver den konservative ekspolitiker, at den daværende amerikanske præsident, Barack Obama, allerede den 2. oktober 2009 i fortrolighed fortalte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Per Stig Møller selv, at han ikke kunne få en ambitiøs klimapolitik igennem i sin første præsidentperiode. D
I bogen skriver den konservative ekspolitiker, at den daværende amerikanske præsident, Barack Obama, allerede den 2. oktober 2009 i fortrolighed fortalte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Per Stig Møller selv, at han ikke kunne få en ambitiøs klimapolitik igennem i sin første præsidentperiode. D. Foto: Emil Kastrup Andersen.

COP15-klimakonferencen i december 2009 var det største politiske topmøde på dansk grund nogensinde, og det gik ikke stille af sig.

I Bella Center på Amager mødtes præsidenter, regeringschefer og generalsekretærer fra hele verden, ude i de københavnske gader var der demonstrationer og masseanholdelser, og det endte alt sammen med et slutresultat, der af mange iagttagere blev karakteret som skuffende, af nogle ligefrem som en fiasko: Nemlig en politisk hensigtserklæring, Copenhagen Accord, og ikke den juridisk bindende aftale, som mange havde sat grønne næser op efter. Herunder EU’s daværende kommissionsformand, José Manuel Barroso, der ifølge BBC udtalte, at han ikke ville skjule sin ”skuffelse over den ikke-bindende karakter af denne aftale”.

Men udfaldet var reelt afgjort allerede to måneder tidligere.

Det fortæller forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) i bogen ”Udenrigsminister i krig og fred”, der udkommer på mandag og føjer nye detaljer til historieskrivningen om COP15.

I bogen skriver den konservative ekspolitiker, at den daværende amerikanske præsident, Barack Obama, allerede den 2. oktober 2009 i fortrolighed fortalte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Per Stig Møller selv, at han ikke kunne få en ambitiøs klimapolitik igennem i sin første præsidentperiode. Det skete i forbindelse med Den Internationale Olympiske Komités topmøde i København. I stedet ville Obama, skriver Per Stig Møller, ”nøjes med en politisk erklæring i København”.

”Dette udviste Lars Løkke imod Connies (daværende klimaminister Connie Hedegaard (K), red.) og min indstilling stor forståelse for, idet han forsikrede Obama om, at Danmark kun gik efter en politisk aftale og ikke efter en juridisk bindende aftale. Det var efter min mening alt for tidligt at give efter på dette punkt, hvilket jeg forgæves forsøgte at gøre Lars Løkke opmærksom på,” skriver Per Stig Møller i bogen.

Det er velbeskrevet, at der i tiden op til klimatopmødet herskede uenighed mellem særligt Lars Løkke Rasmussens statsministerium og Connie Hedegaards klima- og energiministerium, når det gjaldt Danmarks strategi for klimakonferencen. Ifølge bogen ”Projekt Løkke” fra 2010 gik Statsministeriet ”benhårdt efter at få USA med i en aftale”. Tre uger efter mødet med Barack Obama, den 24. oktober 2009, bekendtgjorde Lars Løkke Rasmussen i en tale til det såkaldte GLOBE Legislators Forum på Christiansborg, at målet for COP15 var et ”sæt af bindende, politiske forpligtelser fra verdens ledere”.

I en skriftlig kommentar til Kristeligt Dagblad siger statsminister Lars Løkke Rasmussen, at ”drøftelser med de centrale aktører i perioden frem mod klimatopmødet i 2009 efterlod os med et entydigt billede af, at det ville være umuligt at lave en juridisk bindende aftale i København”.

”Derfor justerede den danske regering gradvist strategien i månederne frem mod COP15. Vi begyndte at fokusere mindre på en juridisk bindende aftale og mere på at få en politisk aftale, som kunne lægge fundamentet for den fremtidige, globale klimaindsats,” lyder det videre fra statsministeren.

Ifølge Per Stig Møller var mødet med Barack Obama afgørende.

”Det var afgjort der. Det, der ender med at ske i Bella Center i december, det svarer jo til den forståelse, der kommer mellem Obama og Lars Løkke Rasmussen den 2. oktober,” siger Per Stig Møller, der udlægger det sådan, at ”da Amerika kommer af krogen, føler Kina ikke, at det er under pres på nogen måde”:

”Den bindende aftale var væk efter hans (Barack Obama, red.) besøg i København. Og så var det et spørgsmål, om Danmark stadigvæk skulle prøve at få den igennem.”

Vidste du, at statsministeren ville slække på ambitionerne, før du gik til det møde den 2. oktober 2009?

”Nej, vi havde faktisk fastholdt ambitionsniveauet i Koordinationsudvalget lige før det møde,” siger Per Stig Møller og tilføjer, at ”det er ikke sikkert, at vi havde fået mere ud af det pres (for en juridisk bindende aftale, red.), men vi ville godt have opretholdt det.”

Danmark modtog efterfølgende en del kritik for sit værtskab for klimatopmødet. Barack Obama gjorde ifølge Per Stig Møller derimod efterfølgende ”præcis, hvad han sagde til Lars Løkke og mig” i oktober 2009. Den amerikanske præsident vurderede dengang, at han ikke kunne blive genvalgt i 2012, hvis han indgik en klimaaftale forinden. Først i sin anden og sidste præsidentperiode tilsluttede han sig en juridisk bindende klimaaftale til COP21-topmødet i 2015 i Paris.

”I dag er der bred, international anerkendelse af, at ’The Copenhagen Accord’ lagde det fundament, som seks år senere førte til COP21-klimaaftalen,” siger Lars Løkke Rasmussen i sin kommentar.

I foråret besluttede Obamas efterfølger, Donald Trump, dog at trække USA ud af Paris-aftalen.