Overalt i landet skyder grupper frem for sørgende, der har mistet en nærtstående. Alene inden for folkekirken er antallet på fire år fordoblet til mindst 160, og stadig flere skoler og arbejdspladser får sorgplaner. Det har betydet uvurderlig støtte til tusindvis af mennesker i deres livs krise. Men der er også en mulig slagside.
Det oplever blandt andre Lise Trap, der er præst i Kirke Eskilstrup og Soderup Sogne ved Holbæk. Hun underviser i at lede sorggrupper, har selv tre af slagsen og kan se, hvordan der er ved at opstå en bestemt forventning om, hvordan man sørger rigtigt.
Hun hører jævnligt folk fortælle, at de har følt sig presset til at gå i sorggruppe af venner og familie, der – sikkert i bedste mening – siger, at ”du skal da have professionel hjælp”.
Presset kommer dog også fra den generelle måde, vi i vores kultur er begyndt at håndtere sorg på, mener hun. Hvor den tidligere var en naturlig del af livet, anses sorg i dag som en sygdom og en fejl, der skal fjernes. Gerne hurtigt.
”Folk ringer stadig hurtigere efter dødsfaldet for at høre, hvornår de kan begynde i sorggruppen. Nogle gange er den døde ikke engang begravet endnu. Det siger jo noget om, at folk er begyndt at se sorggrupper som et middel, der kan fjerne sorg. Eller at de føler sig forkerte, hvis de ikke går i sorggruppe, og begge dele er problematiske,” siger Lise Trap.
Den samme oplevelse har Bo Snedker Boman. Han er psykolog i Region Sjælland og har de seneste 15 år arbejdet med døende og deres pårørende. Han har også ledet sorggrupper, og særligt de seneste par år har han set dem gå fra at være en mulighed, man kunne overveje, til at være noget, mange føler, at de må argumentere for ikke at gøre. Og vælger de dem fra, har de ofte følelsen af at ligge, som de har redt.
”Jeg møder indimellem alvorligt syge forældre, der beder mig sørge for en sorggruppe til deres børn, allerede inden de selv er døde,” siger han. ”Man kan sagtens sørge over, at en forælder er døende, men det ligner stadig mere en automatreaktion at gå i sorggruppe.”
Christian Busch er hospitalspræst på Rigshospitalet og var fra 2013-2015 leder af et projekt, der netop skulle øge og kvalificere brugen af sorggrupper inden for folkekirken. Han genkender tendensen til, at vi helst vil løse selv dybe livskriser så effektivt som muligt, men det er ikke hans indtryk, at nogle føler sig presset til at komme i grupperne.
”Jeg hører udelukkende, at folk har stor gavn af grupperne. Det eneste problem er, at der ikke er endnu flere, og at de ikke er mere jævnt fordelt over hele landet,” siger han.