Stille resignation på Bülows Kaserne

I Fredericia skal den ene af byens to kaserner sandsynligvis lukkes med det nye forsvarsforlig. Kasernens ansatte accepterer effektiviseringen, selvom det kan koste arbejdspladser

Bülows Kaserne i Fredericia, der nu foreslås lukket, er opkaldt efter generalløjtnant Frederik von Bülow, øverstkommanderende under Slaget ved Fredericia i Treårskrigen (1848-1850). –
Bülows Kaserne i Fredericia, der nu foreslås lukket, er opkaldt efter generalløjtnant Frederik von Bülow, øverstkommanderende under Slaget ved Fredericia i Treårskrigen (1848-1850). –. Foto: Claus Fisker.

Udsigten fejler ikke noget. Gennem de nypudsede ruder kan man fra kontorerne på Bülows Kaserne i Fredericia se solen brage ned over Lillebælt. I gården troner ærkeenglen Gabriel af paven udnævnt til skytsengel for telekommunikation og dermed også for telegrafregimentet, som kasernen er en del af.

Men snart er der måske ikke længere noget at vogte over i Fredericia. Bülows Kaserne, der er opført i 1934, er nemlig én af de i alt fem danske kaserner, forsvarschefen foreslår nedlagt i løbet af de kommende år. Planen er, at det meste af kasernens 100 mand store stab flyttes til Ryes Kaserne, der ligger som en midlertidig barakby uden for Fredericia, så man undgår massefyringer.

Militærets folk forholder sig til fakta og ordrer og tager intet for givet, før der er fuld sikkerhed. Men derfor kan major Henrik Schiøler godt rent personligt ærgre sig en smule over tabet af den statelige kasernebygning ved vandet:

Hvis kasernen lukkes, kommer der til at blive nogle fine lejligheder med en god udsigt. Men jeg synes også, man skal huske på, at der er noget her på stedet, som er svært at gøre op i kroner og øre. Vi kan godt være på Ryes, men det kan gå hen og blive trangt, hvis vi også skal have folk andre steder fra, siger han.

Bülows Kaserne har hverken øvelsesterræn eller camouflagemalede unge mænd på tur med løst krudt. Telegrafregimentet er forsvarets it-eksperter, her opererer man med radio og signalering og bruger ord som interface og optimal båndbredde. De omkring 5800 unge mænd og kvinder, der hvert år uddannes i militær kommunikation, fylder godt i gadebilledet og livet omkring kasernen. Og når unge mænd fra hele Fyn, Syd- og Sønderjylland kommer til kasernen for at gå til session, skaber det også en vis trafik.

Men snart er billedet af soldater i hver en provinsby fortid, mener både eksperter og folkene på Bülows Kaserne. Går man en tur gennem Fredericias gågade, møder man ikke just tilfredshed med den udsigt:

Det er jo egentlig frygteligt, at vi ikke gør oprør. Men man får nok aldrig fredericianerne op på voldene for dette her. Så bliver det måske luksusboliger til de rige, men hvor mange mennesker har egentlig råd til de boliger her i Fredericia? spørger Niels Astrup, efterlønner og formand for Teaterforeningen.

LÆS OGSÅ: Hækkerup: Forsvarsforlig koster 2000 job

Et par unge, lyshårede piger ærgrer sig over, at færre soldater måske kommer til at befolke byens diskotek om torsdagen, mens flere ældre på strøgtur stejler over en lukning af historiske grunde:

Der er alt for meget historie i kasernen. Og så er det også vigtigt, at der kommer soldater på gaden til julefesten, for det har der altid været, siger pensionist Tage Lauridsen med en løftet pegefinger.

Og lige netop den tilgang til forsvaret kan være et problem, mener de på kasernen. Det er for eksempel ikke gratis, når 500 soldater forventes at stille op til lysfest på Haderslev Kaserne hvert år på befrielsesaftenen:

Traditionspleje er rigtig dyr og skal måske ikke længere være vores opgave. Men befolkningen har ikke fulgt den opfattelse, at forsvaret er en arbejdsplads og en arbejdsplads, der af og til skal agere økonomisk forsvarligt, forklarer Henrik Schiøler.

Tilbage på kasernen er det ved at være frokosttid, og kantinen fyldes langsomt op. Her sidder både de grønne og de civilt ansatte kontorassistenter og rengøringspersonale og indtager dagens ret med salatbar. I tilfælde af en lukning er det de civiles job, der er i fare. Derfor har ingen lyst til at tale med pressen:

Nej tak. Ingen kommentarer, lyder det venligt, men bestemt fra bordene. En enkelt ansat tør dog godt sige lidt:

Jeg kan ligesom mærke på folk, at de begynder at trække sig ind i sig selv. Passe deres arbejde. Her på stedet er vi én stor familie, men stemningen ændrer sig selvfølgelig, når vi får sådan en besked. Selvom der er en pointe for hele forsvaret, så vil der altid være følelser, der knytter sig til de her steder. Det skal man huske på.

Interfax: Terrorhoved fundet i luftha
Interfax: Terrorhoved fundet i luftha Foto: Claus Fisker.