Det var så den minksag.
En sag om en regering, der uden lovgrundlag tog livet af minkbranchen og lovede bonusser til minkejere, som skyndte sig at tage livet af deres mink. En samfundsregning på 19 milliarder kroner, voldsom kritik fra Minkkommissionen af ti ledende embedsmænd samt et par røde politiske næser til statsminister Mette Frederiksen (S) og tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S).
Den rasende borgerlige opposition håber stadig på en rigsretssag mod statsministeren, mens juridiske professorer ikke i Minkkommissionens beretning kan finde grundlag for en sådan sag. Det kan støttepartierne heller ikke, og en uge efter, at den skarpe kritik fra kommissionen blev lagt frem, kan statsministeren og regeringen ånde lettet op. Missionen er fuldført.
Eller næsten fuldført, for et af støttepartierne, De Radikale, har alligevel forsøgt at dreje på et politisk håndtag for at holde døren på klem til sagen. Partiet mener, at statsministeren har optrådt så magtfuldkomment og arrogant, at man ikke længere kan have tillid til hende. Eller i hvert fald ikke efter den 4. oktober.
Partileder Sofie Carsten Nielsen (R) lod efter et velbesøgt hovedbestyrelsesmøde sidste lørdag forstå, at regeringen senest denne dag - ved Folketingets åbning den 4. oktober - skal udskrive folketingsvalg, ellers vil partiet stille et mistillidsvotum til hende i folketingssalen.
Det ultimative krav om valg gentages i den såkaldte beretning, som Folketingets granskningsudvalg netop har afgivet om Minkkommissionens rapport. I beretningen udtaler alle partier sig om, hvor kritisabelt, de synes, ministrene har ageret, og det er den kritik, der populært oversættes som næser af forskellige størrelse til Mette Frederiksen og Mogens Jensen.
Men derudover vil De Radikale altså have valg snart, ellers væltes regeringen. Er den trussel så ikke bare et radikalt spil for galleriet? Alle regner jo med, at valget alligevel udskrives i sensommeren.
Når det trods alt er værd at tage truslen seriøst, skyldes det, at den i modsætning til mange andre politiske trusler, ikke kan fortolkes. Enten har statsministeren udskrevet valg 4. oktober, eller også har hun ikke. Hvis hun ikke har, får De Radikale for alvor hånden på kogepladen med hensyn til, om de virkelig mener det med mistilliden.
Men hvorfor har De Radikale overhovedet trukket det kort?
Åbenlyst betragter partiet regeringens og Socialdemokratiets håndtering af minksagen som en politisk fadæse. Bedre blev det ikke, da de ledende ministre sidste fredag stillede op til et to timer langt pressemøde og trods den voldsomme kritik fra Minkkommissionen fuldstændig fraskrev sig ansvaret for sagen. Arrogancen vakte virkelig radikal irritation, og flere hovedbestyrelsesmedlemmer mente, at man ligesom de borgerlige partier burde kræve en advokatvurdering af grundlaget for en rigsretssag mod Mette Frederiksen.
Op til et velbesøgt hovedbestyrelsesmøde lørdag havde fire ud af fem juridiske professorer imidlertid vurderet, at kommissionsberetningen ikke gav det grundlag. Kravet om en juridisk vurdering, som de borgerlige partier fortsæt fægter for, kunne hurtigt ende som et slag i luften. Måske endda som endnu en sejr for statsministeren. Derfor opgav man hurtigt den juridiske vej videre frem til fordel for den politiske.
Den radikale kongstanke er, at en etpartiregering skaber en usund magtkoncentration, og for at undgå den, skal regeringen udvides med flere partier efter valget. Inklusive De Radikale selv forstås.
Mysteriet ved ultimatummet til Mette Frederiksen er bare, at det ikke handler om at få udvidet regeringen. Det handler om en valgdato. Hvis statsministeren "bøjer sig" for kravet og udskriver et hurtigt valg, vil S-regeringen ifølge de aktuelle meningsmålinger fortsat sidde med magten også efter valget. De Radikale har ingen garanti for, at Mette Frederiksen bagefter vil tage et eller flere støttepartier med i sin regering.
Hvis der skulle have været logik i det radikale krav, skulle det have været en trussel om at vælte regeringen, hvis den ikke blev udvidet. Nu. Ved at gøre valgdatoen til et kardinalpunkt, har De Radikale i virkeligheden afskrevet sig en væsentlig mulighed for at mase sig ind senere. For hvad har støttepartiet reelt at true med, hvis S-regeringen bliver siddende efter det valg, som under alle omstændigheder nok snart kommer?
Et nyt ultimatum?
Det centrale problem for De Radikale er, at partiet politisk ikke kan gå andre steder hen. Med en atomiseret blå side og Inger Støjbergs og Danmarksdemokraternes sandsynlige indtogsmarch på borgen kan en borgerlig ledet regering ikke komme til magten med radikal hjælp.
Derudover virker det besynderligt, at man har sat netop den 4. oktober som skæringsdag for, hvornår mistilliden til Mette Frederiksen indfinder sig.
Finansminister Nicolai Wammen (S) skal ifølge Grundloven fremsætte forslag til næste års finanslov senest den 1. september, og Folketinget mødes få dage senere for at tage en første generel debat om forslaget. De borgerlige partier kunne ved den lejlighed tænkes at fremsætte et mistillidsvotum til regeringen og bore i, hvad De Radikale vil stemme til det? Spørge til, hvorfor partiet har tillid Mette Frederiksen i september, men ikke i oktober?
Spørgsmålene rammer ned i vanskeligheden ved at udtrykke tidsforskudt mistillid til nogen, som De Radikale her har forsøgt.
Dette er en politisk analyse.