Efter at Inger Støjberg har forladt Venstre og dannet sig eget parti, har hun ofte omtalt forskellen mellem Jylland og København og i den forbindelse fremhævet de kvaliteter, der er ved at have ”fødderne plantet solidt i den jyske muld”. Dermed spiller hun på strenge, der har dyb resonans i Venstres historie.
Venstre fejrede forrige år sin 150 års fødselsdag. Partiet blev til under det, der blev en meget langtrukken kamp om fortolkningen af Grundloven, den såkaldte forfatningskamp. Christian IX udpegede i de sidste årtier af det 19. århundrede den ene konservative Højre-regering efter den anden med et stadig svagere parlamentarisk grundlag. Den politiske uenighed med Venstre handlede ikke mindst om forsvarspolitikken. Fra midten af 1880’erne spidsede konflikten til. Regeringen betragtede det som udsigtsløst at opstille et militært forsvar for Jylland og ville i stedet bygge en bekostelig befæstning omkring København.
Venstreflertallet i Folketinget ville dog ikke stemme for den finanslov, der skulle skaffe midler til byggeriet. Hvorfor skulle jyske skattepenge gå til at forsvare hovedstaden? Det førte til, at regeringen i flere år fungerede videre på provisoriske finanslove. Da Venstres leder, Chresten Berg, en indfødt vestjyde, døde i 1891, overtog en anden vestjyde, Jens Christian Christensen, bedre kendt som ”I.C.”. Han var som sin forgænger skolelærer og regnes blandt de mest betydningsfulde danske politikere. I sine erindringer skrev præst i Christiansborg Slotskirke Oscar Geismar om et møde med Christensen på Storebæltsfærgen, at man kunne imponeres af hans intelligens eller hvad han havde udrettet, men at han først og fremmest gjorde indtryk, ”fordi Naturen i ham var saa almægtig stærk.” Christensens skikkelse overstrålede alle omkring ham, ”fordi det var selveste Jylland, som dér kom vandrende.”
Christensen var hovedarkitekt bag dannelsen af den første Venstre-regering i 1901. I 1905 blev han konseilspræsident (statsminister). Forsvarspolitikken var stadig et brandvarmt emne, og Christensen måtte balancere mellem sine vælgeres ønsker og en mere gedulgt tilpasning til de sikkerhedspolitiske realiteter. Der måtte indgås et kompromis, der bl.a. indebar, at vestdanske garnisoner måtte flyttes til Sjælland.
For at sælge oplægget til et nyt forsvarsforlig, trak Christensen en stor kanin op af hatten. Han fik i sommeren 1908 den nye konge, Frederik VIII, med på at foretage en omfattende rundrejse i Jylland. Kulminationen på den store jyllandsrejse var, da J.C. Christensen var vært for kongeparret ved en jævn frokost i sit hjem i Hee ved Ringkøbing. Presseopbuddet var omfattende, og det var klart, at der skulle sendes et budskab om, at der nu var bygget bro mellem København og Vestjylland. Ved en efterfølgende middag i Ringkøbing med lokale honoratiores holdt kongen en tale til vestjyderne: ”Vi har nu sluttet et urokkeligt Forbund med Dem, og jeg vil ønske, at denne Rejse har knyttet os end nærmere til de kære Jyder, som ogsaa min højt elskede Fader satte saa stor Pris paa, og paa hvis Trofasthed og Kærlighed han har set saa mange Beviser.” Også for nogle af de samtidige iagttagere af rejsen var budskabet lidt for overtydeligt.
Overordnet var Jyllandsrejsen i 1908 en succes, der imidlertid få uger senere blev overskygget af afsløringen af tidligere justitsminister P.A. Albertis bedragerier i - af alle ting - Den sjællandske Bondestands Sparekasse. Han trak J.C. Christensen med sig i faldet. De blev begge stillet for Rigsretten. Københavneren Alberti blev dømt, og jyden Christensen frifundet. Andre Venstrefolk måtte tage over og lande et forsvarsforlig, der fungerede mens Danmark blev holdt ude af 1. Verdenskrig. J.C. Christensen fortsatte som sit partis grå eminence i mange år derefter, hvor han blandt andet fik gennemført en række reformer af folkekirken.
Siden er brobygningen mellem Jylland og øerne fortsat, men det er stadig som om Jylland i politisk forstand stadig ikke er helt landfast med Slotsholmen.