Støjberg glemte den nyere politiske historie

Intet program, ingen politik, ingen kandidater, udover Inger Støjberg selv. Den populære politiker har givet sit nye parti, Danmarksdemokraterne, den sværest mulige start, og har tilsyneladende ikke lært noget af andre nyere partiers kvaler

Præsentationen af Støjbergs nye parti var intet andet end en række budskaber, som mange andre borgerlige partier står i kø for at skrive under på, skriver politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen.
Præsentationen af Støjbergs nye parti var intet andet end en række budskaber, som mange andre borgerlige partier står i kø for at skrive under på, skriver politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen. . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Den 20. maj i år slap tidligere folketingsmedlem og minister Inger Støjberg fri af den fodlænke, Rigsretten dømte hende til at gå med i 60 dage for brud på ministeransvarlighedsloven.

Længe inden svirrede det med rygter om, at hun var på vej med et nyt politisk parti, men først i dag bekræftede hun, at partiet Danmarksdemokraterne nu indsamler underskrifter for at kunne stille op til næste folketingsvalg.

Med en pressehåndtering, som var gamle dages Dansk Folkeparti værdig, indbød hun torsdag udvalgte medier til interviews på Hvidsten Kro, midtvejs mellem Randers og Mariager. Kroen er kendt for sin rolle som hovedkvarter for Hvidstensgruppen, en del af den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig.

Men ser man bort fra selviscenesættelsen, er det mest forbløffende ved lanceringen imidlertid, at hun ikke har brugt tiden til at forberede sit comeback bedre.

Der er ikke noget partiprogram - det kommer først efter næste valg - ingen partiledelse, ingen organisation, ja, faktisk knapt nok en politik. I de første interviews torsdag blev det til strøtanker om, at Danmarksdemokraterne er et parti for "almindelige mennesker", som folk er flest, at partiet peger på en borgerlig statsminister (selvom man endnu ikke ved hvem), at yderområderne skal styrkes, og at udlændingepolitikken strammes.

Kort sagt en række budskaber, som mange andre borgerlige partier står i kø for at skrive under på. Venligt sagt er det en dristig introduktion af et nyt parti. I månedsvis har Dansk Folkeparti været under opløsning, seks folketingsmedlemmer har meldt sig ud og dannet gruppen "Gæs og Gaser", og de har bare ventet på et fløjt fra Inger Støjberg for at komme til at repræsentere hendes parti i Folketinget fra dag et.

Dansk Folkepartis tidligere formand Kristian Thulesen Dahl har tilsvarende stået klar til at danne et nyt politisk makkerskab med hende, nærmest fra han forlod sin formandspost.

Alligevel har hun ikke på forhånd inddraget andre politikere i sit projekt, hvad der kan forklare, at det indtil for nylig er lykkedes at holde det hemmeligt for offentligheden. Prisen er, at vennerne først nu kan tage stilling til, om de vil være med. En tidligere nær allieret, tidligere DF-folketingsmedlem Martin Henriksen, oplyser, at han ikke melder sig ind på denne side af valget. Forståeligt nok vil han gerne først vide, hvad partiet står for.

En anden tidligere DF'er og højt profileret sundhedsordfører, Liselott Blixt, undrer sig over, at Inger Støjberg ikke har vendt med hende, hvad det nye parti skulle mene om social- og sundhedspolitik, men det bliver også noget, man må afklare senere.

Usikkerheden om, hvor partiet står, og hvem der skal være folketingskandidater ved det formentlig nært forestående folketingsvalg, er svært at se som andet end et kæmpe problem for Danmarksdemokraterne, uagtet at mange vælgere sikkert stemmer mere efter personer end efter politisk overbevisning.

Inger Støjberg vil hurtigt kunne få underskrifter nok til at opstille sit parti, måske er det allerede sket, når disse linjer læses. Alene i kraft af sit navn vil hun sandsynligvis også få rigeligt med personlige stemmer til at komme i Folketinget. Hun kan gøre så stort et indhug i Dansk Folkeparti, at det kommer under spærregrænsen. Kommer valget i det tidligere efterår, vil hun dog til den tid stå med et parti uden program med en gruppe tilfældigt valgte folketingsmedlemmer, og - hvis der igen bliver rødt flertal - en folketingsgruppe uden politisk indflydelse.

En klarere opskrift på politisk kaos og selvdestruktion gives næsten ikke. Ny Alliance opstod som en protest mod den daværende borgerlige regerings udlændingepolitik, men var hurtigt ved at gå i opløsning på grund af indre stridigheder om den politiske linje. Alternativet forsøgte i 2015 at forberede sit politiske grundlag bedre, og det lykkedes i første omgang at komme i Folketinget med et pænt stemmetal. Personlige modsætninger og dybe politiske uenigheder om meget andet end klimapolitikken endte alligevel med at sprænge det i småstykker som oppositionsparti.

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen forsøger at undgå at lide samme skæbne med sit nyt parti, Moderaterne, som han har forberedt og udvalgt kandidater til gennem halvandet år. Inger Støjberg tager det noget lettere. Spørgsmålet er, om hun har glemt eller bare bevidst fortrænger den nyere politiske historie herhjemme.