Nærpolitistationer. Nærhospitaler. Statsgaranti til boliglån i yderområder. Flere uddannelser i provinsen. Flere penge til regionale og lokale medier. Flere penge til asfalt og nye motorveje. Flere penge fra rige bykommuner til fattige udkantskommuner.
Hvis der var nogen på Christiansborg, der gik og troede, at den seneste tids perlerække af brede politiske aftaler, der forsøger at udjævne forskellene mellem land og by, havde trukket den politiske energi ud af diskussionen om forskellene på land og by, så har Inger Støjbergs comeback til dansk politik bevist, at de tager fejl.
Med et kernebudskab om mere fokus på forholdene uden for de store byer har den tidligere Venstre-næstformand med sit nye parti, Danmarksdemokraterne, katapulteret sig selv og den gamle politiske traver tilbage i epicentret af dansk politik. Og det er ikke godt nyt for Venstre og Socialdemokratiet, mener Johannes Andersen, der er lektor emeritus på Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet.
Han kalder Inger Støjberg for “en dynamo, der er med til at skærpe bevidstheden om afstanden mellem land og by.”
“Hendes tilstedeværelse i politik er en appel til følelserne hos mennesker, der føler sig oversete og marginaliserede af en elite. Det er en vælgergruppe, der ikke er til falds for argumenter, saglige vurderinger og udfoldede politiske projekter," siger han.
I hans øjne er det helt efter bogen, at Inger Støjberg satser på en konfrontation mellem centrum og udkant. Det skyldes, at den typiske Støjberg-vælger bor i mindre provinsbyer, der i et stort omfang har “tabt” som følge af kommunalreformen i 2007. Reformen centraliserede velfærdstilbud og sammenlagde en række små kommuner i landområder.
“Reformen betød, at der blev flyttet ressourcer fra København, Aarhus, Odense og Aalborg til hovedbyerne i de nye kommuner. Derfor har det ingen betydning for borgerne i Hirtshals eller Bindslev, når Christiansborg beslutter, at du skal kunne blive socialrådgiver eller bioanalytiker i Hjørring."
Støjbergs store svaghed
Indtil videre har Inger Støjberg holdt sig til overskrifterne, når hun taler om forskellene på land og by. For eksempel siger hun i en video på hendes hjemmeside, at hun “ikke altid” kan se sig selv “i det, der fylder på Christiansborg, men heller ikke i de debatter, der foregår blandt eliten i de fine saloner i København.”
Selvom det politiske indhold er begrænset, ser det ud til, at danskerne er klar til at sende den tidligere udlændingeminister tilbage i Folketinget med et brag. I en række målinger svarer op mod hver tiende dansker, at de ville stemme på Støjberg, hvis der var folketingsvalg i dag.
Tallene er især opsigtsvækkende, fordi udkantsdiskussionen har været et tilbagevendende tema i en lang række af de politiske aftaler, der er blevet indgået på Christiansborg i denne valgperiode.
“Vi vil meget gerne have lov til at sige meget klart, at centralisering ikke er en naturlov," lød det eksempelvis fra statsminister Mette Frederiksen i maj sidste år.
Det var blandt andet på baggrund af paroler som disse, at Socialdemokratiet ved valget i 2019 gik tilbage i storbyerne, men frem i den provins, Inger Støjberg nu igen forsøger at gøre til en afgørende politisk kampplads frem mod det kommende folketingsvalg.
I Johannes Andersens øjne gør Inger Støjberg klogt i at bevæge sig på de overordnede linjer, hvis hun skal lykkes med at appellere til folk, der tidligere har stemt på Socialdemokratiet og Venstre.
"Frustrationen er både diffus og mangfoldig. Folk tolker deres egne opfattelser ind i hendes projekt. Nogle er bange for ulve. Andre er irriterede over, at skolefritidsordningen er for langt væk. Nogle er trætte er af københavneriet. I det øjeblik, hun begynder at gå ind i de konkrete politiske prioriteringer, så risikerer hun at svigte rigtig mange af hendes nuværende fans."
Mere udvikling, mindre konfrontation
Jørgen Goul Andersen er professor i statskundskab ved institut for politik og samfund på Aalborg Universitet. I hans øjne er det langtfra givet, at Inger Støjbergs succes bunder i en folkelig utilfredshed over geografisk ulighed. For ham er Dansk Folkepartis “organisatoriske nedsmeltning” den vigtigste årsag.
“Utilfredsheden var størst i 2011 efter kommunalreformen og en række af de sygehusnedlæggelser og centraliseringsøvelser af politi og retsvæsen, der kom i årene efter. Man kan diskutere, om politikernes forsøg på at rette op på de negative konsekvenser har haft en reel effekt, men der er en ret stor politisk konsensus på tværs af blokkene om, at det er et vigtigt problem, der skal gøres noget ved," siger han.
Hos Landdistrikternes Fællesråd opfordrer man Inger Støjberg til at fokusere mindre på retorikken og mere på de konkrete politiske løsninger.
“Jeg har et håb om, at hun vil arbejde for reel udvikling – og ikke kun konfrontation med hovedstaden og de såkaldte saloner. Vi glæder os til, at Danmarksdemokraterne bliver konkrete, når vi begynder at tale politisk substans," siger formand Steffen Damsgaard.
Når det er sagt, er han helt enig med Inger Støjberg i, at der findes tonsvis af problemer i de tyndt befolkede egne, der kræver politiske svar.
"Vi kan godt mærke, at vi har mistet hele minkerhvervet. Brexit har sat fiskeriet og en række af følgerhvervene under pres. Vi kigger også ind i en grøn skattereform, der kommer til at ramme hele landbrugssektoren og industrien. Det ting som disse, der afgør, om folk føler sig oversete eller ej."