Støjberg havde kun embedsmændene at lægge skylden på

Efter Inger Støjbergs forsvar i Rigsretten er sagen definitivt endt som et opgør mellem en politiker og hendes embedsmænd. Frifindes hun, er det svært at se, hvordan de skulle kunne gå fri

Den 13. december kl. 13.00 vil der falde afgørelse i Rigsretten om den ulovlige instruks om at adskille asylpar tilbage i 2016.
Den 13. december kl. 13.00 vil der falde afgørelse i Rigsretten om den ulovlige instruks om at adskille asylpar tilbage i 2016. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Terningerne er kastet. Anklagere og forsvarere har procederet. Og de 26 dommere kan trække sig tilbage for at drage hver deres slutning på tre måneders afhøringer i Rigsretten i Eigtveds Pakhus i København.

For et år siden besluttede et flertal i Folketinget at rejse Danmarks kun sjette rigsretssag mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg - dengang Venstre, i dag løsgænger - for brud på ministeransvarlighedsloven.

Sagen drejer sig om, hvorvidt Inger Støjberg i vinteren 2016 var ansvarlig for en ulovlig instruks til Udlændingestyrelsen om undtagelsesfrit at adskille alle asylpar på danske asylcentre, hvor mindst den ene af parterne var mindreårig. En instruks, der ville være ulovlig, fordi den ville tilsidesætte borgeres ret til en individuel sagsbehandling og til at blive hørt. Ligesom en systematisk adskillelse af par med og uden børn kunne være et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til et familieliv.

Særligt onsdag og torsdag blev sagens centrale konflikter skåret ud i pap af henholdsvis anklagere og forsvarere. Onsdag krævede anklagerne Anne Birgitte Gammeljord og Jon Lauritzen, at Rigsretten skulle idømme Inger Støjberg mindst fire måneders fængsel for i sin pressemeddelelse den 10. februar 2016 at have udstedt en ulovlig ordre om at adskille alle mindreårige asylpar i asylcentrene. En ordre, hun angiveligt holdt fast i gennem ti måneder trods advarsler fra embedsværket og Folketingets ombudsmand om, at det var ulovligt.

Anklagerne sammenlignede sagen med den seneste rigsretssag mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K), der i 1995 blev dømt for brud på ministeransvarlighedsloven. Han fik dengang netop fire måneders fængsel, som dog blev gjort betingede på grund af hans dårlige helbred.

Ifølge anklagerne er Støjberg-sagen alvorligere end tamilsagen, fordi asylpar i den aktuelle sag aktivt blev skilt fra hinanden. I tamilsagen handlede det derimod om, at status quo blev opretholdt, så familier ikke kunne sammenføres.

Den logik købte Inger Støjbergs forsvarere, advokaterne Nicolai Mallet og René Offersen, slet ikke. Da de procederede torsdag, mente de, at det måtte være mere byrdefuldt for 136 tamiler af være adskilt mellem Danmark og Sri Lanka, end det var for højst 23 par at være adskilt inden for Danmark, "maksimalt inden for busafstand."

Derudover var forsvarernes hovedpointe, at Inger Støjberg slet ikke burde dømmes i sagen. Selvfølgelig var det forkert, at der først kom skriftlige retningslinjer for adskillelsen af asylpar ti måneder efter, at Inger Støjbergs pressemeddelelse blev sendt ud, men det var ikke noget, man kunne laste den tidligere minister for. I det hele taget fokuserede hendes forsvarere meget på embedsapparatets ansvar for, at sagen endte, som den gjorde. De fremhævede, at der var dårlig kommunikation mellem departementet og i Udlændingestyrelsen - et "dysfunktionelt parallelunivers", kaldte Nicolai Mallet det undervejs.

Inger Støjberg selv fik det sidste ord og sagde ikke helt overraskende, at hun intet fortrød, og at hun ikke ville sige undskyld for noget. Hun bedyrede igen, at hun gjorde det hele "for pigernes skyld", og at ingen embedsmænd undervejs advarede hende om, at der kunne være foregået noget ulovligt. Hvis hun dømmes, vil hun tage sin straf, men hun vil kæmpe til sit sidste åndedrag for, at piger og drenge er lige meget værd, og at alle har ret til at leve i frihed.

Hvad der videre skal ske, afgøres af de 26 dommere i Rigsretten, hvoraf halvdelen er politisk udpegede og den anden halvdel er højesteretsdommere.

Hvad de når frem til, bliver afklaret den 13 december kl. 13. Rigsretten skal alene afgøre hendes ansvar og ikke embedsmændenes, men som sagen er skredet frem, er den reelt endt som et opgør om ansvarsfordelingen mellem de to parter. I det omfang, hun måtte blive frikendt for anklagerne, er det svært at se, at der ikke skulle komme et retligt efterspil for embedsmændene. I så fald er det jo dem, der ikke tilstrækkelig klart har sagt fra over for deres minister om en ulovlig instruks.

Inger Støjbergs patosfyldte, afsluttende salut lød ikke kun som et ekko af, hvad hun har sagt de sidste fire-fem år og et højlydt personligt forsvar. Det lød også som slagslinjer til en tale, hun kunne have holdt som Dansk Folkepartis nyvalgte formand. En tidligere formand for partiet, Pia Kjærsgaard, var mødt op torsdag og gentog, at Inger Støjberg skulle være velkommen.

Hvis hun har planer om at forlænge sin politiske karriere i DF, er det underligt, at hun endnu ikke har meldt sig ind. Logikken er muligvis, at hun først vil have afklaret, hvordan rigsretssagen falder ud, og at en mild dom eller en frifindelse vil åbne døren for hende til Dansk Folkepartis toppost. Mens det ville blive noget vanskeligere, hvis hun først skulle sidde i fængsel i fire måneder, mens partiet skal vælge ny formand den 7. januar.

Med en afgørelse den 13. december får både hun og Dansk Folkeparti dog nu tid nok til at afklare sig inden årsmødet.