Udlændingepolitik og konflikten mellem land og by er temaer, som bare nægter at dø i dansk politik.
To meningsmålinger antyder, at Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, vil brage ind i Folketinget og muligvis vende op og ned på magtbalancen mellem højre og venstre. Den nyeste måling fra Megafon for TV2 giver således det nye parti, som stadig hverken har program eller andre kandidater end Støjberg selv, 10,8 procent af stemmerne.
Samtidig står Dansk Folkeparti til at ryge helt ud af Folketinget, mens Lars Løkke Rasmussens Moderaterne skulle komme ind med komfortable 3,6 procent og oven i købet få drømmepositionen som tungen på vægtskålen mellem blokkene.
Hvis folketingsvalget ender sådan, vil det gøre 1973-valget rangen stridig som et jordskredsvalg. Vil det så overhovedet være muligt at danne en regering? Lars Løkke Rasmussen har hidtil afvist at pege på en borgerlig regering, som bliver afhængig af den yderste højrefløj. Med ti procent til Danmarksdemokraterne synes det udelukket, at han kan gøre Jakob Ellemann-Jensen (V) til statsminister.
Man vil dermed være tæt på igen at få et ikke-regeringsdueligt blåt flertal som fra 2015 til 2019. Lars Løkke Rasmussens drøm om en flertalsregering hen over midten ser imidlertid heller ikke ud til at have de store chancer. Målingen giver Socialdemokratiet en alvorlig tilbagegang, hvilket formentlig har at gøre med minksagen. De borgerlige partier håber at kunne rejse en rigsretssag mod statsminister Mette Frederiksen (S) på den sag, så hvordan de skulle kunne indgå et tillidsfuldt regeringssamarbejde med hende straks efter et valg, fortaber sig i de analytiske tåger.
Endelig er der spørgsmålet om, hvem der egentlig kommer til at repræsentere Danmarksdemokraterne, hvis valget kommer snart. Med en hurtig opstilling af mere eller mindre tilfældige kandidater risikerer partiet let at løbe ind i det samme kaos, som prægede Fremskridtspartiet i de første år, det sad i Folketinget.
Nu er det slet ikke givet, at vælgerne ender med at stemme, som målingen viser. Det er set før, at et nyt parti har fået vældig opbakning i meningsmålinger, for så alligevel at skuffe fælt ved et folketingsvalg få måneder senere. Sådan gik det eksempelvis Ny Alliance i 2007.
Hvad der derimod ikke er tvivl om, er, at Inger Støjberg har alle muligheder for at sætte dagsordenen for den kommende valgkamp. Hun har endnu ikke præsenteret noget program - det behøver vælgerne ikke, for de ved jo godt, hvad hun står for, mener hun.
Lidt er der om det. Man ved i hvert fald, at hun ønsker så stram en udlændingepolitik, det er muligt at føre - hen til kanten af, hvad de internationale konventioner tillader. Derudover lægger hun luft til "de fine saloner" i København og må formodes at ville tale konflikten mellem de store byer og landets yderområder op. Som hun selv har udtryk det, savner hun "de gode gamle dage" i 00'erne, hvor dansk politik blev tegnet af VKO-samarbejdet.
Nostalgien har tilsyneladende en bred appel hos vælgerne, og det kommer de andre partier til at tage bestik af. For Socialdemokratiet bliver det en kattepine, at det siden nederlaget ved kommunalvalget i 2019 har gjort alt for at bevæge sig væk fra den dagsorden, Inger Støjberg tegner. Siden da har det meste handlet om klima, behovet for at fremme udviklingen af Danmarks største byer og om at omfavne det internationale samarbejde, især i EU.
Med udsigten til at Inger Støjberg kan hente mange stemmer over midten på udlændinge- og udkantstemaerne, vil Socialdemokratiet formentlig forsøge at kaste sig ind i kampen om de stemmer igen. Pendulet svinger tilbage.
Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, hvoraf det sidste kæmper for overlevelse, får travlt med at forklare, hvor meget de i virkeligheden adskiller sig fra Danmarksdemokraterne. Heller ikke De Konservative og Venstre kan vende det blinde øje til et parti, som står til at gøre et dybt indhug i deres vælgergrupper.
For Mette Frederiksen må TV2's måling give anledning til dybe panderynker. Parlamentarisk er hun lige sluppet helskindet igennem minksagen, men målingen antyder, at håndteringen alligevel har skubbet vælgere mod højre hen over den politiske midterlinje. Hvis flere målinger i løbet af sommeren viser det samme, kan det blive en yderst risikabel affære at udskrive det tidlige efterårsvalg, som mange på Christiansborg ellers længe har forudset.
Udskyder statsministeren valget, vil hun dog udfordre sit støtteparti De Radikale, der vil erklære regeringen mistillid, hvis valget ikke udskrives senest ved Folketingets åbning den 4. oktober. Så kommer valget alligevel, og den tilhørende valgkamp kan blive en tidsmaskine, som skruer den politiske debat tyve år tilbage.
Dette er en politisk analyse.