Støjsvage varmepumper udsolgt: Tålmodighed og en ekstra sweater kan være en god ide

Er det rimeligt, at så mange danskere skal installere dyre og støjende varmepumper på grund af stigende energipriser og grøn omstilling? Kristeligt Dagblad har talt med Rasmus Helveg Petersen, klimaordfører for De Radikale

Støjsvage varmepumper udsolgt: Tålmodighed og en ekstra sweater kan være en god ide
Foto: Steen Brogaard/Folketinget.

Regeringen og støttepartierne vil have landets cirka 400.000 gas- og oliefyr udfaset så hurtigt som muligt. Men for mange vil det tage år at blive koblet på fjernvarmenettet, og en del husstande vil aldrig kunne tilsluttes. Derfor tyr flere og flere til alternative energikilder som for eksempel varmepumper. Men mange varmepumper udsender lavfrekvent støj, altså en dyb brummen, som truer nattesøvn og naboskab.

På grund af efterspørgslen, er de støjsvage – dyre – varmepumper udsolgt, så folk køber de billige, som larmer. Rasmus Helveg Petersen, radikal klimaordfører og formand for Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg, går udviklingen for hurtigt?

Over de næste 8-10 år skal vi bogstaveligt talt have installeret hundredtusindvis af varmepumper. Men det er rigtigt, at vi lige nu befinder os i en forsyningskrise. Der er problemer med at få ny bil, ny forbrugerelektronik og nye støjsvage varmepumper.

Bør man vente med at købe en varmepumpe, til man kan få en, der ikke støjer?

For det første er der flere slags huse, og mange vil have mulighed for at tage en hvilken som helst varmepumpe og sætte ude bagved, hvor den ikke generer nogen. For det andet er det muligt at skaffe sig en lydsvag varmepumpe, hvis man er tålmodig og ikke skal have den med hjem lige i dag. Jeg er ikke ude i, at nogen skal påtvinges noget, der larmer. Men i øjeblikket bliver folk påtvunget både at støtte Putin og at betale det hvide ud af øjnene for deres opvarmning. I den situation ville jeg nok hellere påtvinges en varmepumpe, som er både billigere og grønnere end for eksempel gas og olie.

Så tålmodighed og en ekstra sweater er en god ide?

Ja.

De fleste er enige om, at Putin er en værre en. Men er det ikke lidt gratis for politikerne at reagere så kraftigt, at mange fra den ene dag til den anden ikke kan varme deres hjem op?

Der er er et sikkerhedsaspekt, som gør, at vi skal væk fra russisk gas, og der er en klimadagsorden, som gør, at vi skal væk fra at bruge gas til opvarmning. De to årsager er sammenfaldende. Derudover er der et hierarki indenfor energi, hvor gas ligger i den ædleste ende: At bruge gas til rumopvarmning svarer derfor til at fyre med mahogni i brændeovnen. Lavest i hierarkiet ligger overskudsvarme fra industrien og afbrænding af affald, det er sådan noget, der skal bruges til rumopvarmning, mens biogas skal reserveres til industriens specialiserede behov.

Hvordan opvarmer du selv din bolig.

Jeg er en del af Københavns fjernvarme. Min kære farmor, Lily Helveg Petersen, (1911-2005, red.) var borgmester i København for sporveje og dermed også for teknik og miljø fra 1970 til 1978 og udbyggede under oliekrisen Københavns fjernvarmenet. Noget der i dag giver billig varme.