Størstedelen af de indlagte med coronavirus er færdigvaccinerede, plejehjem må kræve, at ansatte bliver testet, og Colin Powell er død

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Størstedelen af de indlagte med coronavirus er færdigvaccinerede, plejehjem må godt kræve, at ansatte bliver testet, og Colin Powell er død med coronavirus
Størstedelen af de indlagte med coronavirus er færdigvaccinerede, plejehjem må godt kræve, at ansatte bliver testet, og Colin Powell er død med coronavirus. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix, Signe Goldmann/Ritzau Scanpix, Truth Leem/Reuters/Ritzau Scanpix.

Godmorgen og velkommen til tirsdagens Morgensamling. Vi starter ud med nyheden om, at størstedelen af de indlagte med coronavirus allerede er færdigvaccinerede. Det viser nye tal fra Statens Serum Institut (SSI)

Opgørelsen, som er fra den 17. oktober, viser, at blandt de i alt 115 indlagte den dag var hele 66 færdigvaccinerede. Kigger man på antallet af smittede, viser det nogenlunde samme mønster sig med 366 færdigvaccinerede ud af i alt 586 smittede. 210 af de smittede har endnu ikke fået vaccinen.

Til gengæld er de indlagte ikke så syge, som de ville have været før vaccinen. Det siger professor og overlæge på Odense Universitetshospital Isik Somuncu Johansen

De indlagte, som er fuldt vaccineret, vil typisk være dem, som har fået vaccine for næsten 10 måneder siden, mener han:

"Deres immunitet er måske faldet, og det er det, der gør det."

Colin Powell død med coronavirus 

Vi bliver ved coronavirus, og vi skal forbi et dødsfald. Den tidligere amerikanske udenrigsminister 84-årige Colin Powell er død som følge af komplikationer efter smitte med coronavirus.

Det oplyser familien i et opslag på det sociale medie Facebook.

Powell var færdigvaccineret mod coronavirus, skriver familien, og en talskvinde uddyber over for amerikanske medier, at han havde et nedsat immunforsvar på grund af behandling for knoglemarvskræft.

Colin Powell var republikansk udenrigsminister under George W. Bush fra 2001 til 2005. Han var samtidig den første sorte udenrigsminister i USA. 

I dagens Kristeligt Dagblad kan du læse en nekrolog over Colin Powell, der var "et billede på den amerikanske drøm", men som samtidig spillede en kontroversiel rolle op til Irak-krigen.

De Radiale vil have kvindekvoter i erhvervslivet

Vi retter blikket mod Danmark igen. For herhjemme har Radikale Venstre skiftet holdning til kvoter i erhvervslivet: Nu mener partiet, at man bør indføre kvoter for at sikre mænd og kvinder lige adgang til magten. 

"Det går simpelthen for langsomt med ligestillingen, og vi har ændret holdning til kvotespørgsmålet i en erkendelse af, at tingene ikke sker af sig selv," siger ligestillingsordfører Samira Nawa til Berlingske

Selvom der på nuværende tidspunkt ikke er opbakning til forslaget i Folketinget, er Samira Nawa optimistisk. Til Kristeligt Dagblad siger hun i dag, at politikerne herhjemme vil have godt af at vende blikket ud mod resten af verden, da mange andre europæiske lande har fået stemt kvoterne igennem med støtte fra de borgerlige partier. 

Ministerium slår fast: Plejehjem må godt kræve, at ansatte bliver testet 

I går aftes kunne Berlingske fortælle, at en lang række plejehjem og kommuner hævder, at de ikke har ret til at kræve, at deres ansatte, der arbejder med ældre, skal testes for covid-19. 

Tidligere har Morgensamling berørt sagen om, at pårørende til plejehjemsbeboere i Gentofte var frustrerede og bekymrede, fordi der ikke blev stillet krav til personalet om vaccination og test for coronavirus.

Men det viser sig, at kommunerne og plejehjemmene har misforstået deres rettigheder. 

Alle arbejdsgivere, også plejehjem, har nemlig ifølge Beskæftigelsesministeriet ret til at pålægge de ansatte at blive testet, hvis det er "sagligt begrundet". 

Kommunernes Landsforening (KL) har ifølge Berlingske informeret kommunerne om, at der var tale om en opfordring til tests og vaccination. De har dermed ikke informeret kommunerne om, at plejehjem godt kan kræve af ansatte, at de er testet.

De unge ældre er de mindst stressede af alle

Vi bliver lidt oppe i alderen, for det ser ud til at være et godt sted at være. Er du mellem 65 og 74 år, hører du nemlig til den befolkningsgruppe i landet, der føler sig mindst stresset. Det viser nye analyser om stress, der er foretaget af Region Midtjyllands forskningshus Defactum i forbindelse med en stor befolkningsundersøgelse.

Resultaterne viser ifølge Ritzau, at befolkningens stresstilstand er højest blandt de helt unge. Stresstilstanden daler så støt i takt med alderen og går helt i bud hos de 65-årige. I midten eller i slutningen af 70’erne stiger den så igen. 

Seniorforsker Finn Breinholt Larsen fra Defactum fortæller, at man ofte i årene 65-74 har fået styr på både familie og økonomi, og at udfordringerne generelt er blevet mindre. 

Men derudover bygger resultatet ifølge seniorforskeren også på andet end arbejde, familie og job: 

"De fleste ældre er jo i dag bedre kørende helbredsmæssigt end tidligere. Samtidig er det danske pensionssystem i top internationalt, så mange ældre bredt set er rimelig velstillede økonomisk som pensionister."

Maskefald har afsløret succesrig kvindelig forfatters virkelige identitet

Vi slutter tirsdagens Morgensamling af med et maskefald, der må siges at have væltet de spanske læsere ned fra lænestolen i læsekrogen. 

Den spanske bestseller-fortatter Carmen Mola viser sig nemlig ikke at være én kvinde, men derimod tre mænd. Det afslører blandt andre CNN

Fredag i sidste uge vandt Carmen Mola hovedpræmien i Premio Planeta-prisuddelingen, en stor litterær pris i Spanien, men her måtte forfatterens trofaste læsere rette lidt ekstra på læserbrillen for at være sikre på det, de så: Tre midaldrende mænd, der trådte op på scenen for at tage imod prisen. 

Jorge Díaz, Antonio Mercero og Agustín Martínez har tidligere skrevet bøger og manuskripter til film og tv, men først da de slog kræfterne sammen under pseudonymet Carmen Mola, tog deres karriere for alvor fart. 

De tre mandelige forfattere har efterfølgende udtalt til den spanske avis El País, at de ikke har gemt sig bag en kvinde, men bag et navn. For dem gør det nemlig ingen forskel. Under deres pseudonym har de tidligere udtalt til det spanske litterære medie Zenda Libros, at de ligeledes ikke er gået op i deres identitet:

"Hvilken forskel gør det, om hun (Carmen Mola, red.) er en høj, flot kvinde eller en lille, grim mand?"

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.