I snart et år har den danske befolkning på statsminister Mette Frederiksens (S) opfordring stået ”sammen hver for sig”. En ny måling tyder dog på, at danskerne ikke længere står helt så tæt.
Under nedlukningen i foråret 2020 mente 81 procent af befolkningen, at Mette Frederiksen har håndteret situationen med coronasmitte i Danmark ”godt” eller ”meget godt”. Det tal er nu faldet til 66 procent, viser en måling i perioden fra den 29. januar til den 2. februar 2021 fra analysebureauet Moos-Bjerre.
Samtidig er andelen af danskere, der mener, at håndteringen er ”dårlig” eller ”meget dårlig” vokset fra 7 procent til 19 procent, altså næsten hver femte.
Den faldende opbakning til Mette Frederiksens håndtering af coronasmitten kan være udtryk for en begyndende metaltræthed i befolkningen, vurderer valgforsker og professor ved institut for statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.
”Det slider på en statsminister at være så meget i centrum. Og Mette Frederiksen har været rigtig meget i centrum,” forklarer han.
”På et tidspunkt falder opbakningen, ligegyldigt hvor dygtig lederen er. Mette Frederiksen skal stå på mål for hele pakken, og så er kritikken uundgåelig. Det er den nødvendige politiks åg,” siger valgforskeren, som understreger, at 66 procent stadig kan regnes for solid opbakning til regeringslederen.
Hvis man ser historisk på krisen, bør metaltrætheden ikke komme bag på nogen, fortæller Claus Bundgård Christensen, historiker ved Roskilde Universitet.
Som mangeårig forsker i besættelsestiden mener han nemlig, at nutidens folkestemning vækker mindelser om den under Anden Verdenskrig og i efterkrigstiden.
”Da tyskerne stod i landet, da Danmarks eksistens var direkte truet, var der massiv opbakning til den regulering, der fandt sted. De fleste kunne godt forstå, at det var vigtigt med rationeringerne for at undgå social skævhed i fordeling af fødevarer, og det var vigtigt at fordele kul og koks ligeligt, så alle kunne få varme. Men også dengang blev det sværere og sværere at holde fast,” siger Claus Bundgård Christensen, der i samme åndedrag minder om, at Anden Verdenskrig var langt mere alvorlig – også i antallet af døde. Alligevel kan der drages paralleller.
I det øjeblik befrielsen fandt sted, dalede opbakningen. Og det selvom Danmark i maj 1945 endnu var et mangelsamfund med kolossale økonomiske udfordringer.
”Stemningen begynder at vende, fordi truslen ikke føles så akut. Lysten og viljen til at følge reguleringerne styrtdykkede,” fortæller historikeren og sammenligner med befolkningen anno 2021, som i takt med faldende smittetal og stigende antal vaccinationer længes efter en genåbning.
En genåbning, som Mette Frederiksen øjensynligt endnu ikke kan sætte dato på. Og det er hendes store udfordring, at hun ikke kan sige det, alle ønsker, hun skal sige, forklarer Winni Johansen, professor ved institut for virksomhedsledelse ved Aarhus Universitet, som forsker i krisekommunikation.
”Hvis man lover, at nu bliver alt godt, og man så må lukke ned igen om tre uger på grund af de nye mutationer, så er der risiko for at fremstå endnu mere utroværdig.”
Alligevel er det vigtigt at bevare optimismen i budskabet til befolkningen, fortæller Winni Johansen.
”Når krisen bliver langstrakt, stiller det større krav til kommunikationen. Du skal ikke alene kæmpe med selve krisen, men også med folks træthed og manglende tro. Derfor er det vigtigt kommunikere om lyset for enden af tunnelen.”