Ekstrem voldssag medfører stor debat om racisme

Mens både politi og skoleleder afviser racistisk eller etnisk motiv bag overfald på en 16-årig skoleelev med afghansk baggrund, kalder familien hændelsen for kulminationen på årelang chikane. Under alle omstændigheder er der gået udlændinge- og integrationsdebat i sagen

I mandags blev en flaske med brændende benzin kastet mod en 16-årig dreng i østjyske Ry. I tirsdags blev fire bare 15-16-årige skolekammerater varetægtsfængslet i fire uger i sagen.
I mandags blev en flaske med brændende benzin kastet mod en 16-årig dreng i østjyske Ry. I tirsdags blev fire bare 15-16-årige skolekammerater varetægtsfængslet i fire uger i sagen. . Foto: Pelle Rink.

Det er en sag, som alle uanset politisk standpunkt forfærdes over. Tager afstand fra. Fordømmer.

I mandags blev en flaske med brændende benzin kastet mod en 16-årig dreng i østjyske Ry. I tirsdags blev fire bare 15-16-årige skolekammerater varetægtsfængslet i fire uger i sagen.

Den kollektive afstandtagen har dog ikke forhindret en heftig debat på Facebook præget af korte opdateringer og lange kommentarspor med spekulationer, eder og kritik.

Det 16-årige offer har nemlig afghansk baggrund, mens de fire formodede gerningsmænd er af dansk oprindelse. Og sagen har fået flere prominente navne på begge sider af udlændingedebatten til tasterne. Både Sydøstjyllands Politi og Mølleskolen i Ry har ellers affejet muligheden for et etnisk eller racistisk motiv.

”Der er ikke noget i sagen, der antyder, at det har noget med etnicitet at gøre, overhovedet,” siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi, mens den konstituerede leder på Mølleskolen, Alma Schack Andersen, deler politiets opfattelse.

”Oprindelsesland, tænker jeg, er uvedkommende i denne her sammenhæng,” siger hun.

I dagbladet BT udtalte ofrets far derimod i går, at den 16-årige dreng har været udsat for ”racistiske chikanerier” i årevis.

Journalist og indvandringspositiv meningsdanner David Trads kritiserede i sidste uge medierne for dobbeltstandarder i sin dækning af terrorangrebet mod muslimer i Canada og dækningen af terrorangreb begået af islamister. Og i tirsdags anklagede han på Facebook medierne for at gøre det samme i overfaldssagen fra Ry. En lignende kritik har Radio24Syvs nyhedschef, Simon Andersen, fremført.

”Tænk, hvis det havde været fire drenge ’af afghansk oprindelse’, som havde kastet brændende benzin på en dreng ’af dansk oprindelse’. Så havde helvede været løs – og denne verdens Inger Støjberg’er, Martin Henriksen’er og Pernille Vermund’er havde svælget i nyheden på direkte tv,” skrev David Trads i Facebook-opdateringen, der i går eftermiddags havde fået over 1000 reaktioner.

Sigtet er ifølge David Trads ”det principielle at understrege det åbenlyse”.

”Nemlig forskellen i behandlingen af sagerne, når det er ’en af vores egne’, eller når det er en med arabisk eller muslimsk baggrund,” siger han.

Et andet opslag på jurist og islamkritisk debattør Suzanne Bjerrehuus’ Facebook-konto har også vakt stor debat. Hun kalder sagen ”dybt skræmmende”, offeret ”stakkels afghanske dreng” og skriver blandt andet, at ”fire danske drenge begynder at opføre sig som ISIS”:

”At brænde nogen levende har vi aldrig forbundet med dansk kulturbaggrund. Hvad bliver det næste?”.

Det fik den liberale debattør Rasmus Brygger på banen med et ”Skam dig, Suzanne”.

”Selv når etniske danskere begår forfærdelige overgreb mod muslimer, så skal islam have skylden,” skriver han i opdateringen, der også har fået over 1000 reaktioner.

Debatten er udtryk for, at enhver sag, hvor den ene eller anden part er af anden etnisk herkomst, kalder på ”standardreaktioner”. Det siger Christian Kock, professor i retorik ved institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet.

”Det er nok et eksempel på, at i kraft af de sociale medier vokser stemninger frem, som bobler i løbet af utrolig kort tid, næsten uanset hvor spinkel anledningen er,” siger han.

Adspurgt om han ikke burde holde sig fra at ”lave integrationsdebat” på en voldssag, der ifølge politiet ikke tyder på at have etniske eller racistiske undertoner, svarer David Trads, at ”det forstår jeg ikke, hvorfor jeg skulle”.

”Jeg understreger netop i det her et vældigt godt eksempel på, at vi ikke havde været tilbageholdende, hvis det havde været den anden vej rundt,” siger David Trads.

Adspurgt, om indvandringsdebattørerne ikke er lidt for hurtige til reagere, siger Suzanne Bjerrehuus, at ”du har da helt ret”.

”Vi sidder i hver sin skyttegrav nu, fordi vi er utilfredse med udviklingen.”

Hun mener dog, at statusopdateringen også forsøger at få indvandringskritiske danskere til at se på, hvad unge med dansk baggrund kan finde på – ifølge hende måske påvirket af islamistiske ugerninger.

”Hvis folk skal være helt ærlige, så er det første, de tænker på, at det garanteret er nogle med anden etnisk herkomst end dansk,” siger hun og tilføjer: ”Det må politiet også have tænkt, at folk ville tænke. For ellers ville de ikke have brugt så mange kræfter på at fortælle, at det var gammeldanske (formodede gerningsmænd, red.).”

Ifølge vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi har politiet offentliggjort etniciteterne for at ”afmystificere det”.

”Der er ingen tvivl om, at pressen ret hurtigt vil finde ud af, at der er tale om en dreng med en anden etnicitet end dansk og nogle drenge, der er danske,” siger han.8