Blop, blop. Og blop.
Når mørket falder på, og alle andre høns i landet er gået til ro og sover på deres pind, så triller æggene ud af bagdelen på én særlig høne, ned over husfacaderne ved Dronning Louises Bro i København. Irma-hønen, som lysreklamen er døbt, har været genstand for stor opmærksomhed det seneste år, fordi den i efteråret blev pillet ned på grund af bygningsrenovering. Det fik flere end 5000 mennesker til at protestere, og Coop, der ejer Irma-butikkerne i Danmark, måtte love på spejderære, at hønen igen ville få en plads, der hvor den har siddet siden 1953, når renoveringen var overstået.
Hønen er netop blevet sat op igen, og interessen for den viser, at neonlysreklamerne spiller en særlig rolle i den moderne storby. De få, der er tilbage, for lysenes storhedstid er for længst passeret, fortæller Anne Bay, der er direktør i Dansk Center for Lys:
”I dag ser vi flest LED-skærme med reklamer, der kører i ring. Neonlysreklamer hører på mange måder fortiden til, men det er som alle andre lysreklamer en effektiv form for reklame, fordi lyset er så utroligt dragende på øjet. Øjet vil derhen, det søger kontrasten mellem den mørke baggrund og det skarpe lys, og derfor er det en fantastisk måde at lave reklamer på om natten,” siger hun.
”Det handler jo i bund og grund om at skabe købelyst. Men på den anden side har man set, at lysreklamerne er blevet identitetsskabende for et område eller nogle mennesker i et bestemt kvarter. Lyset fungerer også som et referencepunkt, en fortælling man indskriver sig i. Det er et stykke dragende grafik, der er med til at tegne storbyen,” siger hun.
For en god ordens skyld: En neonlysreklame skabes af et rør af glas, som er blæst og bøjet i form. Røret er fyldt med gas og pulver, som lyser op, når det sættes til strøm. Den rene neongas lyser faktisk kun rødorange, men neonlys er blevet en almen betegnelse for alle de skarpe fluorescerende farver, der opstår, når forskellige kemikalier kombineres i rørene. Kviksølv og argon kan eksempelvis bruges til at skabe lys.
De første neonlysreklamer sås herhjemme i begyndelsen af 1900-tallet, og i 1920’erne og 1930’erne myldrede de frem efter forbillede fra metropoler andre steder i verden. Men da Anden Verdenskrig kom, og Danmark blev besat, fik de forretningsdrivende påbud om at slukke reklamerne sammen med den øvrige gadebelysning. Selvom den almindelige mørklægning ophørte i 1945, så var der faktisk forbud mod lysreklamer helt frem til maj 1948, og det er altså i år præcis 70 år siden, at lysene igen flimrede over Danmarks storbyer.
Når vi i dag tænker på krigens afslutning, fremstilles det ofte som en pludselig begivenhed, men man skal huske, der stadig var mangeltid, påpeger Henrik Lundbak, museumsinspektør ved Frihedsmuseet.
”Blot fordi krigshandlingerne sluttede, kom produktionen og verdenshandlen jo ikke op i fulde omdrejninger fra den ene dag til den anden. Der var stadig mangel på mange ting, herunder brændsel til såvel de private husholdninger som elektricitetsværkerne. Så derfor måtte man fortsat spare på det, der ikke var nødvendigt – såsom reklamebelysning,” siger han.
Lysene måtte kun tændes ved festlige lejligheder, i København skete det blandt andet på kongens 75-årsfødselsdag i september 1945, ved juletid og på etårsdagen for Befrielsen i 1946.
Men for mange begyndte det at blive påfaldende med manglen på neonlys i hverdagen. I bogen ”Lysene over København” af Anker Jesper Nielsen beskrives det, at der i 1947 opstod en forening med det specifikke formål at få ophævet forbuddet, kaldet Neonlysenes Venner.
”Hvor er Aftensmilet, København?”, og: ”En lys Aftenby – en Æressag,” lød de slogans, som blev trykt på foreningens plakater.
I bestyrelsen for Neonlysenes Venner sad en kunstmaler og tegner, chefen for Københavns Turistforening og en ingeniør, S.P. Wodskou, som over for Københavns borgmester argumenterede for, at udgifterne til den brændsel, der skulle bruges til at holde neonlysene tændt, ville blive ”dækket mange gange som følge af større turisttilstrømning og længere ophold for turisterne”.
”Dertil ville komme en helt umålelig værdi i form af den stimulans og optimisme, som en lys og venlig by ville give hele befolkningen i dens dagligdag,” skrev Wodskou.
Foreningen lobbyede hårdt for at få givet lysreklamerne fri før turistsæsonens begyndelse i 1948, men handelsminister Jens Otto Krag var ikke tændt på den idé. Selvom der ved en afstemning var stort flertal for, mente handelsministeren, at en lignende afstemning om eksempelvis kafferationeringen, som stadig var opretholdt, ville give samme flertal. Og, mente altså handelsministeren, den danske befolkning ville i så fald foretrække kaffe frem for neonlys.
Til sidst gav han sig dog i takt med, at verdensøkonomien langsomt tegnede mere stabil: Neonlysene blev tændt igen over Danmark den 1. september 1948, på samme tid som gasrationeringen bortfaldt, og luksusvarer som sæbe, te og tekstiler blev frigivet helt.
Det gik bestemt mod lysere tider, og i 1950’erne, hvor reklamebranchen boomede, kom flere og flere lysreklamer til herhjemme, især i Københavns knudepunkter. Mange steder opstod der ligefrem trængsel på tagene, alligevel har visse reklamer fået ikonstatus: Den finurlige bank-reklame for Bikuben med små summende bier omkring ved Nørreport i København. DFDS-skibet, som hang over Nørrebros Runddel. India-bildækket ved Svanemøllebroen. Toms-chokoladefrøerne på tårnet ved Vibenshus Runddel.
I 1973 betød energikrisen, at neonlysene igen holdt pause om natten, men kun for tre måneder. I de såkaldte fattigfirsere blev flere og flere neonreklamer pillet ned, blandt andet omkring Søerne i København. Men samtidig opstod en romantik, båret frem af kunstnerne, der dyrkede kontrasten mellem lys og mørke i den evigt pulserende storby.
I kærlighedssangen ”Hjerter Dame” sang Kim Larsen i 1986, at ”Irma-hønen blinker i mørket/ ligger bare der og lægger æg,” mens ”vi sætter fodspor begge to/ på Dronning Louises bro/ imellem tusinde andre/ om lidt er de visket væk/ men du og jeg går stadigvæk/ hånd i hånd med hinanden”.
Lige præcis Irma-hønen spillede også en stor rolle for ét af dansk litteraturs allerstørste navne, nemlig digteren Michael Strunge, fortæller Anne-Marie Mai, professor i litteratur ved Syddansk Universitet.
”Strunge var meget optaget af den høne. Han kunne lide den og så ofte på den fra sit hjem i Webersgade ved Søerne,” siger hun.
Neon helt generelt spiller også en rolle i Michael Strunges digtning. I digtet ”Natmaskinen”, lyder det: ” Vi har hud af den sarteste drøm/ og hjerter der lyser mere end neon.”
”Det er et signal om den storbyverden, han levede i; den er fascinerende, men også truende og farlig. Strunge digtede om ’moderne skønhed’ – en byverden, der er skøn, men også kunstig. Vi har fjernet os fra naturen og finder os i et kunstigt univers af neon, plastic og nylon, hvor det er svært at ånde. Men – alligevel lyser hjerterne stærkere,” siger hun.
Flere af de øvrige 1980’er-digtere har referencer til neonlysene i deres digte. For eksempel Dan Turèll og Søren Ulrik Thomsen, sidstnævnte har i dag faktisk fået bøjet ét af sine digte i neon, hvor det siden 2015 har hængt ved Langgade Station på Herman Bangs Plads. I en kronik i Politiken har Søren Ulrik Thomsen selv fremhævet, at han håber, neondigtet, med sine ”ord der ulmer i tågen eller brænder i regnen” kan bidrage til stedets identitet.
Også i nutiden finder vi i digte neonlysenes storbyromantik, siger Anne-Marie Mai og nævner Theis Ørntofts debut ”Yeahsuiten” fra 2009.
”Digteren udbryder: ’Uha – se den blå neon’ midt i en scene med unge, der løber rundt i storbyen, kysser og fejrer deres ungdom. Neon er en stærk ikon for storbyen, fascinerende og kunstig,” siger hun.
Løfter man blikket i dag i dagslys, vil man enkelte steder i København kunne se spor af gamle lysreklamer, der er taget ud af brug, men endnu ikke er pillet ned. De hænger som grålige spindelvæv øverst på bygningerne, eksempelvis omkring Hovedbanegården. I 2016 måtte et af byens mest ikoniske skilte lade livet, nemlig Gajol-manden fra 1969, som hang ved Vesterport i København. Men når aftenen falder på, er der heldigvis endnu én lille høne, som ikke går til ro, blot fordi det bliver mørkt – præcis som byen.
