Prøv avisen
Politisk analyse

Store løfter og en finanslov, der let kan skuffe

De Radikale har lagt stor vægt på, at finansloven skal signalere ”en helt ny retning”. Partileder Morten Østergaard og finansordfører Sofie Carsten Nielsen skjuler ikke, at de skuffede over regeringens ambitionsniveau, skriver politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen. Foto: Ida Guldbaek Arentsen/Ritzau Scanpix

Finanslovsforhandlingerne er nu gået ind i den alvorlige fase om at finde pengene. De Radikale har stadig travlt med, at finansloven skal signalere ”en helt ny retning”, men flere af partiets forslag er uspiselige for de andre partier i rød blok

Det er ikke hverdagskost, at en regerings støtteparti indkalder til uformel pressebriefing midt under finanslovsforhandlingerne for at fortælle, hvordan det går med forhandlingerne. Normalt ville det blive tolket som et sikkert tegn på dyb krise. Men det var præcis, hvad De Radikale gjorde i går formiddags, da de bød politiske journalister og redaktører på en kop kaffe på en restaurant i København. Bare for at slå fast, at forhandlingerne slet ikke er i krise, men at de tværtimod foregår i en langt bedre stemning end den, der prægede forhandlingerne i juni om regeringsdannelsen og forståelsespapiret.

Den gode stemning bekræftes af andre kilder ved forhandlingsbordet – med den væsentlige tilføjelse, at først nu skal der for alvor krydses klinger. Ved gårsdagens første fælles forhandlingsmøde gik regeringen og dens støttepartier ind i den fase.

Som ved andre finanslovsforhandlinger dominerer det ene spørgsmål, som tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i sin tid havde stående på sit skrivebord: Hvor skal pengene komme fra?

Et højst relevant spørgsmål i betragtning af de mange ønsker fra regeringens støttepartier om minimumsnormeringer i daginstitutioner, store investeringer i natur og klima, psykiatri, folkeskolen og forskningen.

De Radikale har eksempelvis stillet op med ønsker om nye udgifter for over 10 milliarder kroner. Partiet har foreslået finansiering på i alt 7,3 milliarder kroner, mens resten skal betales med nogle af de såkaldte reserver i finanslovsforslaget. Det største enkeltbidrag finder De Radikale ved at ville afskaffe den grønne check, dog med en kompensation til pensionister og førtidspensionister, og det skulle give over to milliarder kroner årligt til finansiering.

Det er bare et eksempel på et radikalt forslag, der hurtigt kan ødelægge den gode stemning ved forhandlingsbordet i Finansministeriet. De ambitiøse mål om at reducere Danmarks udledning af klimagasser med 70 procent i 2030 koster mange penge, og finansieringen risikerer at vende den tunge ende nedad. Det bryder ingen af de andre partier til venstre for midten sig om.

I udlændingepolitikken stiller De Radikale med et forslag om at afskaffe tolkegebyr i sundhedsvæsenet, som ikke har nogen reel økonomisk betydning, men som kan anfægte Socialdemokratiets linje om at ville videreføre den stramme udlændingepolitik. Samme konflikt er der i De Radikales insisteren på, at der skal være en aftale om at flytte børnefamilier ud af udrejsecenter Sjælsmark, før man kan indgå en finanslovsaftale.

Støttepartiet har tidligere været skarp kritiker af, at Dansk Folkeparti i årevis trak symbolpolitiske emner ind i finanslovsforhandlinger, selv om det ofte ikke har haft stor økonomisk rækkevidde. Nu erklærer De Radikale så, at de kun ”nødtvungent” vil have Sjælsmark ind i finanslovsforhandlingerne, hvis det ikke er lykkedes at få en aftale om centeret med regeringen i løbet af de næste uger. Det er nu svært at komme udenom, at den næsten-ultimative sammenkædning af de to forhandlinger har symbolpolitiske over- og undertoner.

I hvert fald et finansieringsforslag kan De Radikale enes med Enhedslisten om. Det er idéen om at lægge en ekstra skat på bankerne på halvanden milliard kroner om året. Det vil regeringen faktisk også gerne, men pengene skal bare gemmes til Socialdemokratiets egen mærkesag, en lavere pensionsalder for nedslidte. Den skal først forhandles til foråret, når arbejdsmarkedets parter har indgået nye overenskomster, og måske er nået til enighed om, hvordan en model for tidlig tilbagetrækning kan skrues sammen. Så regeringen er ikke meget for at brænde pengene af allerede nu.

Den tidlige tilbagetrækning har Socialdemokratiet selv skønnet vil koste tre milliarder kroner, så der er rigeligt brug for den ekstra skat på finansielle institutioner senere.

Så det kan godt være, at stemningen i finanslovsforhandlingerne er god, men det kan hurtigt vende.

De Radikale har lagt stor vægt på, at finansloven skal signalere ”en helt ny retning”, og partileder Morten Østergaard og finansordfører Sofie Carsten Nielsen skjuler ikke, at de er skuffede over regeringens ambitionsniveau, især i forhold til den grønne omstilling. Dermed har de imidlertid gjort det ekstra svært for sig selv ved at udråbe en kommende finanslovsaftale som den helt store, radikale sejr.

Mest sandsynligt ser det ud til, at man af hensyn til klimaet vil blive enige om at bruge omkring en milliard kroner på at inddrage dårlig landbrugsjord til vild natur. Det er et forslag, Socialdemokratiet tidligere i år selv har argumenteret hårdt for.

Kynisk set havde De Radikale nok fået mere ud af at spare på krudtet og skrue op for ambitionerne de kommende år, da der sandsynligvis vil være flere penge at gøre godt med, og et folketingsvalg ligger meget tættere på.