Prøv avisen
Politisk analyse

Store partier spinfægter om pressechefer

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen spurgte blandt andet statsminister Mette Frederiksen (S), om hun ville møde til et samråd i Folketinget om regeringens ansættelse af pressechefer. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Venstre angriber regeringen for at ansætte pressechefer med socialdemokratisk tilknytning, men Venstre har selv været med til at fremme de politiske ansættelser i regeringer. Så den udvikling vil fortsætte

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen havde taget de skarpe spørgsmål med til folketingsdebatten i tirsdags med statsminister Mette Frederiksen (S).

Hans første angreb handlede om, hvorvidt hun ville møde til et samråd i Folketinget om regeringens ansættelse af pressechefer. Syv af ni ”pludseligt” nyansatte presse- og kommunikationschefer har nemlig tidligere enten har arbejdet for Socialdemokratiet eller haft en tæt tilknytning til den minister, han eller hun nu er pressechef for.

Ansættelserne rammer lige ned i debatten om neutrale embedsmænd i statsadministrationen. I mange år har det lydt, at ministre forgår, men embedsmænd består – og det neutrale embedsværk kan sagtens tjene regeringer af skiftende politisk farve.

Som Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), sagde i går til Politiken, er det en ”mere principiel debat”, om man skal ændre på den tradition.

Han skal lede et nyt udvalg under Folketingets udvalg for forretningsorden, som skal se nærmere på ansættelser i ministerierne. Det kan ende med en konference eller en høring efter nytår.

I visse andre lande skiftes de ledende embedsmænd altid ud ved regeringsskift. Blandt fordelene ved det kan være, at ministrene måske vil føle sig mere sikre på embedsværkets loyalitet. Mens det kan være en ulempe, at viden og kontinuitet risikerer at gå tabt i ministeriet.

Mildt sagt er det ikke en ny debat. Allerede under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) blev Billy Adamsen i 1996 ansat som Danmarks første såkaldte særlige rådgiver – spindoktor – og med Anders Fogh Rasmussen (V) i Statsministeriet i 2001 tog udviklingen for alvor fart.

Siden er der kommet stadigt flere politisk ansatte rådgivere. Det er foreløbig kulmineret under Mette Frederiksen, der har oprettet et helt politisk sekretariat i Statsministeriet med særlig rådgiver Martin Rossen i spidsen. Det har givet anledning til hård kritik fra De Radikale, men Mette Frederiksen kan sove roligt, hvad der formentlig medvirkede til, at hun selv i tirsdags blankt afviste at møde op til det samråd, Folketinget ellers gerne vil have med hende om pressecheferne.

En vigtig detalje: Pressechefer er embedsmænd helt på linje med alle andre ansatte i ministerierne. De fyres ikke som rådgiverne automatisk, når ministre skiftes ud. Det kan synes ulogisk, eftersom deres opgaver ofte overlapper med de særlige rådgiveres – eksempelvis i kontakten til journalister og medier. Det afgørende er dog, at pressecheferne principielt bør være partipolitisk præcis lige så neutrale som andre embedsmænd.

Når statsministeren alligevel kan tage postyret roligt, skyldes det, at Venstres angreb er et skinangreb. Det kan lyde nemt for Venstre at tale om socialdemokratisk kammerateri, men Venstre har selv som regeringsparti i høj grad skubbet til den udvikling, som Mette Frederiksen viderefører.

Som nævnt tog ansættelsen af politisk ansatte rådgivere særlig fart under Anders Fogh Rasmussen, selv om enkelte af Venstres folketingsmedlemmer og ministre undervejs har været kritiske over for den såkaldte professionalisering af politik.

Den har blandt andet udmøntet sig i, at ministre i dag i langt højere grad end tidligere lader deres ansatte om at svare for sig på kritiske spørgsmål fra pressen. Det foregår som regel ved, at en pressemedarbejder sender et skriftligt svar på mail på ministerens vegne uden mulighed for, at medierne kan følge op med nye spørgsmål.

Pressemøder er en anden mulighed for direkte at spørge ministre ud, men eksempelvis de jævnlige, direkte pressemøder i Statsministeriet blev afskaffet allerede under statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i 2014 og aldrig siden genoptaget af Lars Løkke Rasmussen (S). Ministre stiller derimod gerne op til samtaler om bløde emner i bløde sofaer på tv, men har ikke tid til de kritiske spørgsmål.

De store regeringsbærende partier har en fælles interesse i at styrke deres position over for både embedsapparat og presse, vel vidende at de to partier normalt skiftes til at have regeringsmagten. Derfor er det øjeblikkelige slagsmål mellem Jakob Ellemann-Jensen og Mette Frederiksen også alene udtryk for politisk skinfægteri.

Der vil formentlig komme endnu flere politiske ansættelser i fremtiden.