Ny undersøgelse: Store skolebørn bevæger sig for lidt

Kun en fjerdedel af folkeskolens ældste elever opfylder skolereformens krav om bevægelse. Mange lærere undervurderer, hvilken effekt bevægelse har på indlæring

Grønnemose Skole i Gladsaxe satser ikke kun på, at eleverne skal bevæge sig, når der er skolernes motionsdag. Som profilskole for idræt og bevægelse er kroppen i fokus hele året. Her er det Karoline Mandrup Stauning fra 7.c., der springer højt.
Grønnemose Skole i Gladsaxe satser ikke kun på, at eleverne skal bevæge sig, når der er skolernes motionsdag. Som profilskole for idræt og bevægelse er kroppen i fokus hele året. Her er det Karoline Mandrup Stauning fra 7.c., der springer højt. . Foto: Hjørdis Clod Pedersen.

Det er forholdsvis let at tage 10 minutter ud af dansktimen til leg, stafet eller aktiviteter i skolegården, når børn går i folkeskolens små klasser. Men senere i skoleforløbet skal lærere og elever nå så meget fagligt, at lærerne langt oftere fravælger den fysiske aktivitet, selvom forskning peger på, at den faglige indlæring styrkes af, at den kombineres med bevægelse.

”Det er problematisk, for kravet om, at alle skoleelever skal have 45 minutters bevægelse hver dag, er det element i folkeskolereformen, der viser den tydeligste sammenhæng med læring og trivsel. Det er også det reformelement, som eleverne er gladest for, og det er tænkt som et vigtigt element i at gøre den længere skoledag varieret og motiverende for eleverne,” siger Bjørn Friis Neerfeldt, dokumentationskonsulent i organisationen Dansk Skoleidræt.

Som det gælder for flere elementer i skolereformen, er det i bevægelseskravet kun tidsforbruget, der ligger fast fra politikernes side. På den enkelte skole kan man både vælge at gribe bevægelsen an som separate 45-minutters lektioner, men den kan også indarbejdes i skolefagene som enheder af for eksempel 10 minutters varighed.

Analysefirmaet Oxford Research har i en rapport for Dansk Skoleidræt og Trygfonden undersøgt, hvordan det står til med bevægelse i skoledagen. 73 procent af skolerne i undersøgelsen svarer, at de dagligt eller 3-4 gange om ugen har bevægelsesaktiviteter i de boglige fag i indskolingen. På mellemtrinnet er andelen 56 procent, og i udskolingen har kun 27 procent af skolerne bevægelse i de boglige fag i det omfang.

Når der spørges til den bevægelse, som ikke er bundet sammen med det faglige, men indgår som aktive pauser eller frikvarterer, svarer 58 procent af skolerne, at dette hver dag indgår i indskolingen. Hos de store elever i udskolingen er andelen igen kun 27 procent.

”Hovedsvaret ligger sandsynligvis i, at bevægelse først nu er noget, man ser alvorligt på som reformelement på ledelsesplan. Vi ved fra vores undersøgelser, at det i høj grad har været op til den enkelte lærer at løfte kravet, og det har de kun tid og mulighed for at gøre i deres egen undervisning. En tysk- eller dansklærer har ingen særlige kompetencer for at lave meningsfyldte bevægelsesaktiviteter koblet med deres fagfaglige emner. Og jo ældre eleverne er, jo mere reflekterede er de, og jo højere er kravene til meningsfyldte aktiviteter,” siger Bjørn Friis Neerfeldt.

Mona Have er studieadjunkt ved institut for idræt og biomekanik på Syddansk Universitet og har udarbejdet en ph.d.-afhandling, som viser, at bevægelse øger 1. klasse-elevers matematikindlæring. I et forsøg med 505 elever klarede den halvdel, der i hver lektion bevægede sig et kvarter, sig 39 procent bedre i en efterfølgende matematiktest end den halvdel, der sad stille hele timen. Havde eleverne tillige yderligere bevægelse i løbet af dagen, scorede de 68 procent bedre end de stillesiddende.

”Jeg tror, bevægelsen går ned i løbet af skoleforløbet, fordi mange lærere stadig har krop og hjerne adskilt i deres forståelse af skolen. Vi skal væk fra den hamsterhjulstænkning, hvor det at bevæge sig ses som noget pjat, man skal ud og have overstået, inden man skal ind og lære. Jo mere varieret og meningsfuld bevægelse, man kan indarbejde i undervisningen, jo større vil det faglige udbytte være,” siger Mona Have.

En konkret udfordring er, at det er lettere at sjippe gangetabeller eller lave arealberegninger med sin egen krop i de små klasser end at omsætte abstrakte andengradsligninger til bevægelsesaktiviteter. Men ifølge Mona Have arbejder flere udskolings- og gymnasielærere med at omsætte også de store elevers læring til bevægelse. Generelt er området dog udfordret af, at der ikke er afsat ressourcer til at uddanne lærere i at bruge bevægelse i undervisningen:

”Der er forskning, der viser, at efter 20 minutters sidden stille går hjerneaktiviteten ned, og bare en lille gåtur vil få den op igen. Derfor skal vi have lærerne væk fra den tænkning, at skole handler om at lære at kunne sidde stille. Det er ikke befordrende.”