Prøv avisen

Storsvindel er et barn af finansverdenens grådighed

Denne tyske topadvokat, som her er iført maske, var en af de finansfolk, der fik en stribe europæiske stater til at udbetale sig mindst 410 milliarder kroner i udbytteskat. Foto: Ivo Mayr/Ritzau Scanpix

Flere eksperter ser en sammenhæng mellem kapitalismens krav om størst muligt fortjeneste og de omfattende svindelsager, der på det seneste er dukket op inden for den finansielle verden

Når hundredvis af finansfolk får en stribe europæiske stater til at udbetale sig mindst 410 milliarder kroner, som de næppe har ret til, er det svært komme på noget bedre ord end grådighed. Uanset hvor mange lystyachter, sportsvogne og luksussommerhuse, de pågældende køber, vil de næppe i resten af livet kunne bruge de mange penge på sig selv.

Som DR og en række internationale medier har afdækket, har bankfolk, aktiehandlere og advokater med hjælp fra internationale storbanker og advokatfirmaer fået refunderet udbytteskat, endda op til flere gange, selvom de aldrig har betalt skatten i første omgang.

Herhjemme er Danske Bank fortsat i store vanskeligheder på grund af den såkaldte hvidvaskningsskandale, hvor mange milliarder fra kriminelle aktiviteter i Østeuropa over otte år er blevet renset via bankens filial i Estland.

Det juridiske udfald af skandalerne er ukendt, men de rejser spørgsmålet om, hvordan det egentlig står til med moralen i den finansielle sektor efter finanskrisen. Den blev af nogle set som et vendepunkt, hvor der skulle gøres op med den uhæmmede grådighed, men sådan er det ifølge flere eksperter ikke gået.

Helt tilbage fra 1980’erne har nogle i branchen hyldet grådighed som en positiv værdi, og staten er især i visse liberale kredse blevet set som en bremse for vækst og indtjening.

Lektor i idéhistorie ved Aarhus Universitet, Christian Olaf Christiansen, forsker i politisk og økonomisk idéhistorie. Han peger på, at man i megen nutidig økonomisk tænkning fokuserer på den økonomiske egeninteresse. På Homo Economicus, det økonomiske menneske.

”Det økonomiske menneske er mest af alt optaget af egen økonomisk vinding, og det bliver beskrevet som en helt almindelig sandhed om mennesket. Det kan være med til at legitimere, at så længe folk gør noget inden for lovens grænser eller måske endda på kanten af loven, er det helt forventeligt, at de gør det,” siger han.

”Hvis sagen om svindel med udbytteskat står til troende, er der jo i virkeligheden sket forsvindende lidt med de holdninger siden finanskrisen. Altså at det er helt legitimt og forventeligt, at økonomiske aktører forfølger deres snævre egeninteresser helt til kanten af loven, og i visse tilfælde ud over denne.”

Christian Olaf Christiansens kollega, postdoc, ph.d. Anna Le Gerstrøm Rode fra Institut for Virksomhedsledelse ved Aarhus Universitet har tidligere skrevet en ph.d.-afhandling om, hvordan ansatte i finanssektoren håndterede finanskrisen efter 2008. Hun har talt med ansatte fra de mindste sparekasser til de største internationale pengeinstitutter og har interviewet alt fra kassemedarbejdere til de øverste direktører.

Hendes erfaring er, at finanskrisen satte sig dybere moralske spor hos de menige medarbejdere i yderste led end hos topledelserne og værdipapirhandlerne på de bonede gulve. Generelt var der i sektoren en stor interesse for at pege fingre ad andre, når skylden og ansvaret for kollaps og konkurs skulle placeres.

I toppen af pyramiden pegede man typisk på politikere og den manglende regulering af markedet, mens man længere nede i hierarkiet for eksempel bebrejdede kunderne og de almindelige danskere, at de ikke havde været mere forsigtige.

”Men der var også en finger, der pegede indad. Den finger var større hos dem, der sad nederst i hierarkiet, end den var hos for eksempel traders (værdipapirhandlere, red.) højere oppe i hierarkiet i de internationale finanskoncerner. Det vil sige der, hvor man havde så mange penge til rådighed, at man rent faktisk kunne gøre en forskel. Men der pegede fingeren ikke i så høj grad indad som hos andre medarbejdere, hvor det virkelig blev et personligt, moralsk spørgsmål.”

”Det kunne være, at de havde sendt et brev ud og anbefalet deres kunder at købe garantikapital i sparekassen. Der ville nogle medarbejdere bebrejde sig selv og sige, ’jamen, det skulle jeg da aldrig have gjort’,” fortæller Anna Le Gerstrøm Rode.

Hun kan ikke huske, at nogen i toppen af de finansielle institutioner gav udtryk for moralske skrupler over forløbet under og efter finanskrisen. En sparekassedirektør placerede for eksempel ansvaret for virksomhedens konkurs på en af sine nærmeste medarbejdere.

”I finansverdenen er der en tendens til at følge den institutionelle logik, som er kapitalismen. Det er den ledende logik, som giver mening til dit arbejde. ’Jeg arbejder her for at tjene penge. Jo flere penge, jeg kan tjene til banken eller kunderne, jo bedre gør jeg det’. I den iver kan man jo godt blive presset ud på nogle moralske grænser.”

”Det interessante er, hvad der sker, når den logik ikke kan holde. I den sparekasse, jeg talte med, og som gik fallit, skete der jo det stik modsatte. Du går på arbejde for at skaffe kunderne flere penge, men du fejler, og de mister tværtimod deres penge.”

”Der blev en anden logik styrende for, at de ansatte kunne finde motivationen, nemlig den sociale logik. Så handlede det om at drage omsorg for kunderne, så man kunne sige, at ’jeg er stadig et godt menneske, fordi jeg drager omsorg for mine kunder’. Jeg tror, løsningen er, at vi har alle logikker i spil, det vil sige også den regulative logik for at holde den kapitalistiske logik i skak,” siger Anna Le Gerstrøm Rode.

Med andre ord kan svindelsager som den aktuelle ikke stoppes alene ved at satse på de ansattes moral. Der skal bedre lovregulering til.

Christian Olaf Christiansen peger også på, hvor vanskeligt det er at få en bedre moral ind i den finansielle sektor.

”Der er folk i USA, som er blevet stenrige på finanskrisen, men hvor man ikke har kunnet påvise, at de har gjort noget ulovligt. Den konservative, britiske økonomihistoriker og kommentator Niall Ferguson sagde lige efter finanskrisen, at der egentlig ikke var brug for mere regulering og kontrol af den finansielle sektor, der var bare brug for en bedre etik.”

”Men der er nu ikke meget der tyder på, at dette er trængt ind på direktionsgangene rundt omkring,” siger Christian Olaf Christiansen.

I tv-udsendelsen fra DR forleden om udbyttesvindelen blev der refereret til den amerikansk-russiske filosof og forfatter Ayn Rand og hendes bog ”Og verden skælvede.”

Ifølge sociolog Joris Luyendijk fra Holland var finansfolkene dybt inspireret af Ayn Rand, som hylder egoisme og personlig vinding som vejen til et lykkeligt liv. Som udvandret fra Sovjetunionen var hun stærkt kritisk over for staten som institution, og i udsendelsen bliver det udlagt sådan, at finansfolkene betragter staten som deres fjende, der helst ikke skal eksistere. Det kan altså føre til en slags moralsk blåstempling af svindel, måtte man forstå.

Referencen til Ayn Rand fik den danske finansmand, tidligere direktør for Saxo Bank, Lars Seier Christensen til på sin Facebookside til at anklage DR for at misbruge Ayn Rand. Han er selv bestyrelsesmedlem i Ayn Rand Institute i USA, og han skriver blandt andet, at ”Ayn Rands filosofi drejer sig på ingen måde om, at nogle mennesker har særlige rettigheder i forhold til andre, eller at nogle er en slags ’overmennesker’, som det insinueres i dokumentaren. Faktisk forholder det sig nøjagtigt modsat.”

Ifølge Lars Seier Christensen afskyede Ayn Rand mennesker - rige eller ej - der snød og udnyttede andre på uærlig vis, og ”hun ville med sikkerhed have været fuldkommen fordømmende over for de mennesker, der har foretaget den påståede svindel i disse sager,” skriver han.

Kristeligt Dagblad stillede ham i går flere opfølgende, skriftlige spørgsmål, blandt andet om, hvordan han mener, at bankverdenens moral har udviklet sig siden finanskrisen, men der kom ikke svar på spørgsmålene inden redaktionens slutning.