Prøv avisen

Stort antal danske indsamlinger undgår kontrol

Manglende kontrol af offentlige indsamlinger åbner for misbrug, advarer formanden for Indsamlingsnævnet.

Danskerne samler milliarder af kroner ind til velgørende formål hvert år, men det er tilsyneladende kun en mindre del af indsamlerne, der føres kontrol med.

Det skriver Jyllands-Posten.

Det åbner for misbrug og svindel med midlerne og kan være ødelæggende for danskernes tillid til indsamlinger og dermed viljen til at donere penge til gode formål.

Sådan lyder advarslen fra formanden for Indsamlingsnævnet, Christian Lundblad.

Ifølge ham har nævnet i sine første tre år haft vanskeligt ved at løse sin opgave.

- Vi kan konstatere, at der er mange flere offentlige indsamlinger ude på de sociale medier, end det antal indsamlinger der efter loven skal anmeldes til indsamlingsnævnet, siger Christian Lundblad.

På de sociale medier og indsamlingsportaler er der tusindvis af offentlige indsamlinger, hvor der samles ind til f.eks. behandling i udlandet af alvorligt kræftsyge børn.

Men kun 20-25 procent af de indsamlinger, der burde anmeldes til Indsamlingsnævnet, bliver det, skønner nævnsformanden.

- Vi er sat i verden for at skabe tillid til indsamlingsmarkedet.

- Det er utroligt vigtigt, at folk, når de giver penge til en god gerning, skal være sikre på, at pengene går til det rigtige formål, siger Christian Lundblad.

Han peger på, at det måske skal revurderes, hvilke opgaver Indsamlingsnævnet skal tage sig af.

- Indsamlingsmarkedet er meget stort.

- Den her lovgivning er kun tre år gammel, og jeg tror, det er fint nu at gøre status og sætte sig ned og sige "hvordan har det fungeret, og hvad kan vi gøre bedre?", siger Christian Lundblad.

På Christiansborg deler politikerne bekymringen over, at kun en mindre del af de offentlige indsamlinger bliver kontrolleret.

Det er et problem, som de siger skal løses, når de efter sommerferien skal drøfte ændringer af indsamlingsloven på baggrund af en evaluering af den tre år gamle lov fra Indsamlingsnævnet.

Før den foreligger, ønsker justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ifølge Jyllands-Posten ikke at udtale sig.