Prøv avisen
Politisk analyse

Storvesirernes drømme gør livet svært for S

Dansk politik har i årtier reelt kun haft to statsministerkandidater. Det billede har Enhedslistens Pernille Skipper og Alternativets Uffe Elbæk vendt op og ned på. – Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Allerede i 2016 drømte Enhedslisten om at danne en ”forandringskoalition” af venstrefløjspartier, som skulle gå efter statsministerposten. Den drøm har resulteret i, at der nu er ikke færre end fire statsministerkandidater i dansk politik. Til stor gene for Socialdemokratiet

I tegneserien Iznogood vil den onde storvesir Iznogood for enhver pris være kalif i stedet for den rare kalif, men hans planer slår altid fejl.

I dansk politik er der for tiden hele tre ”storvesirer”, som gerne vil være kalif i stedet for kaliffen, det vil sige statsminister i stedet for statsministeren. Mette Frederiksen har, siden hun blev partiformand, været Socialdemokratiets bud på posten, og i juni meldte Alternativets leder Uffe Elbæk sig som kandidat. Til stor fortrydelse for Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj, fordi han ikke ville udelukke, at det kunne ende med, at Lars Løkke Rasmussen (V) ville fortsætte som statsminister.

I går meldte Enhedslistens Pernille Skipper sig så også, dog forudsat at Alternativet, SF og Enhedslisten tilsammen får flere mandater end Socialdemokratiet ved næste valg.

Det sidste ser svært ud med de aktuelle meningsmålinger, og i modsætning til Alternativet drømmer Enhedslisten ikke om at trække sig ud af nogen ligning mellem højre og venstre side af Folketinget.

På den borgerlige side kan partierne knapt tro deres held. Forvirringen om, hvem der egentlig skal være statsminister, hvis der bliver rødt flertal, er en gave til den siddende kalif efter tre års kævl mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti.

Hvorfor er det overhovedet kommet hertil?

Dansk politik har i årtier været kendetegnet ved, at der reelt kun har været to statsministerkandidater ved folketingsvalg. I langt størstedelen af tiden er de kommet fra Venstre og Socialdemokratiet, dog med 1980’erne som den store undtagelse, hvor De Konservatives leder, Poul Schlüter, var statsminister.

Undervejs har der blandt de mindre partier været megen frustration over, at dansk politik udviklede sig til en ”præsidentkamp”, men i det store og hele har partierne affundet sig med at blive placeret i den ene eller den anden blok.

Den store undtagelse fra det billede i nyere tid var, da den radikale leder Marianne Jelved i efteråret 2006 uden held lancerede sig selv som statsministerkandidat. Baggrunden var et meget anstrengt forhold til Socialdemokratiet, der allerede dengang var slået ind på en strammere udlændingekurs.

Også i dag ligger der en politisk konflikt bag statsministerdrømmene på venstrefløjen. Socialdemokratiet har siden valget i 2015 kørt et meget tæt parløb med Dansk Folkeparti om udlændinge- og retspolitik og også på andre områder.

De Radikale og partierne til venstre for Socialdemokratiet har i meget klare vendinger jævnligt fået at vide, at de ikke skulle gøre sig håb om at få indflydelse på den del af politikken, hvis Socialdemokratiet får magten. Enhedslisten og Alternativet har også fået at vide, at den økonomiske politik ikke ville ende som et kompromis mellem dem og Socialdemokratiet.

Den stramme retorik kom frem allerede kort efter valget, og Enhedslistens ”chefideolog” Pelle Dragsted begyndte at sondere mulighederne for at etablere en såkaldt ”forandringskoalition” – efter inspiration fra venstrefløjen i Grækenland og Spanien. I maj 2016 gik han offentligt ud med idéen om, at venstrefløjen kunne danne sin egen blok med egen statsministerkandidat, og den er siden blevet drøftet internt mellem Alternativet, SF og Enhedslisten.

I foråret meddelte Alternativet så, at man ikke ville være med i forandrings-koalitionen, og kort efter gik Uffe Elbæk ud og meldte sig selv som statsministerkandidat. Et forløb, som Enhedslisten mildt sagt er både skuffet og sur over. Opfattelsen er, at Alternativet i praksis har stjålet Enhedslistens idé. Dog på en sådan måde, at det har forøget Lars Løkke Rasmussens chancer for at vinde næste valg.

I går så det så ud til, at Uffe Elbæk trak lidt i land, så i praksis kommer Alternativet nok alligevel ikke til at bane vej for endnu en borgerlig regering, hvis der er et flertal til venstre for midten.

For Mette Frederiksen er det stadig meget generende, at der nu er to andre storvesirer at konkurrere med på egen bane. I valgkampen vil der kunne stilles endeløse spørgsmål om den splittede opposition, præcis som det skete i nullernes valgkampe, hvor især Socialdemokratiet og De Radikale var på kant med hinanden.

På den anden side kan den socialdemokratiske ledelse lidt mere indadvendt spørge sig selv, om den kunne have gjort mere for ikke at støde sine traditionelle støttepartier fra sig i iveren for at kopiere Dansk Folkepartis politik.

Eller endnu mere radikalt: Om partiet kan gøre noget politisk for at få Alternativet og Enhedslisten til at trække sig fra opgøret om kalifatet. Let bliver det ikke.