Prøv avisen

Strategisk tænkning præger hjælpen til verdens fattigste

Mange millioner kroner dansk ulandsbistand fordeles strategisk, viser dagen fra GGGI. Her ses en afrikansk mand, der leder efter mad i en bunke affald. Foto: .

Sagen om enormt pengeforbrug i GGGI viser, at dansk udviklingsbistand også styres af andre interesser end egentlig fattigdomsbekæmpelse, mener bistandsaktører

I maj 2011 forsøgte daværende erhvervs- og økonomiminister Brian Mikkelsen (K) at haste en dansk bevilling på 90 millioner kroner igennem til den sydkoreanske organisation Global Green Growth Institute (GGGI). Det gjorde han blandt andet for at sikre handelsaftaler mellem Danmark og Sydkorea. Det kom frem i går.

Dansk udviklingsbistand er ellers øremærket til fattigdomsbekæmpelse, og derfor har beslutningen om at tildele GGGI tre gange 30 millioner kroner vakt undren og forargelse blandt både politikere og eksperter. Og selvom tilfældet med GGGI lader til at være enkeltstående, viser det alligevel, at dansk udviklingsbistand ikke kun kanaliseres videre til de af verdens fattigste med størst behov, vurderer flere udviklingsaktører. Om GGGI-sagen siger Peter Wad, lektor med speciale i udviklingsbistand ved Handelshøjskolen i København, CBS:

LÆS OGSÅ: Politisk populisme: Hvem skal betale prisen for Venstres spareplaner i u-landene?

VK-regeringen synes at have trumfet beslutningen igennem for primært at fremme ikke-udviklingsbistandspolitiske formål og uden at forholde sig til den interne kritik i ministeriet. Dansk udviklingsbistand er i høj grad strategisk.

Han perspektiverer sagen:

Kardinalpunktet er, om dansk udviklingsbistand bruges til at fremme de vedtagne bistandspolitiske formål først og fremmest fattigdomsreduktion. Udviklingsbistand skal som et mindstemål efterleve de regler, og det er her, det kan gå rigtig galt, hvis andre interesser end de udviklingsmæssige dominerer.

Og det har de i høj grad gjort alt for længe, mener Helle Degn, socialdemokratisk udviklingsminister i 1993-1994 og medlem af Folketinget i mere end 25 år frem til 2000 med en lang række udenrigspolitiske engagementer bag sig.

I 2000erne oplevede vi efter min opfattelse en skandale på bistandsområdet, for regeringen (Venstre og De Konservative, red.) udhulede u-landsbistanden ved at lægge flere opgaver ind betalt via u-landsbistanden. Fire-fem milliarder blev transformeret ud af u-landsbudgettet til alle mulige andre formål som for eksempel civilt arbejde i krig.

Ifølge Helle Degn knækker filmen, når et industrialiseret land som Sydkorea via GGGI modtager danske udviklingspenge, for pengene skal tilfalde de mest trængende.

Det er jo det, u-landsmidlerne går ud på. De skal gå til de fattige og ikke til alle mulige andre formål og ambitioner om grøn vækst. Det har Christian Friis Bach (radikal udviklingsminister, red.) ikke fået greb om. Bistandspengene skal målrettes folk, som er i nød.

Den holdning deles et stykke ad vejen af Anne Mette Kjær, lektor i statskundskab på Aarhus Universitet og tidligere medlem af Danidas styrelse, som nu er nedlagt. Men danske erhvervsinteresser kan sagtens medtænkes, understreger hun.

GGGI-tilfældet er ekstremt, og så længe man fastholder, at kriteriet for at give bistand er fattigdomsreduktion, er det udmærket, at danske virksomheder får noget ud af bistanden i form af for eksempel øget samhandel. Der er bred enighed i Folketinget om, at den høje økonomiske vækst i Afrika åbner nye muligheder, også for Danmark.