De seneste tre uger har omkring 5000 danske sygeplejersker strejket. Men muligvis kan endnu flere blive omfattet af konflikten mellem sygeplejerskerne og deres arbejdsgivere, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening.
- I øjeblikket drøfter vi meget intenst, om og hvordan vi skal udtage ekstra områder. Jeg kan ikke præcis sige, hvornår vi kommer med det, men vi er inde i nogle grundige overvejelser, siger Grethe Christensen, der er formand for Dansk Sygeplejeråd.
Sygeplejerskerne skal varsle en udvidelse af strejken fire uger i forvejen, men ifølge Grethe Christensen er der penge nok i strejkekassen.
Ifølge lektor og arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet Nana Wesley Hansen er en udvidelse af strejken ikke usandsynlig.
- Det vil tage noget tid, før den træder i kraft, og så ser vi pludselig ind i en meget langvarig konflikt, siger hun.
De forrige to ugers sygeplejestrejke har medført 28.362 udskudte operationer og ambulante kontakter.
Men effekten af de mange udskudte operationer er begrænset, mener sundhedsprofessor.
- 12.000-15.000 udskudte aktiviteter om ugen er en betydelig del. Men det er trods alt en relativt lille del af den samlede produktion, siger Jakob Kjellberg, sundhedsprofessor på Vive - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Han henviser til, at der i gennemsnit er knap 300.000 ambulante kontakter i sundhedsvæsenet om ugen.
Nana Wesley Hansen mener, at strejken ligger et moderat pres på arbejdsgiverne, selv om årstiden er imod sygeplejerskerne.
- Vi er i sommerperioden, hvor sygehusvæsenet kører på lidt lavere blus, så derfor har det ikke så stor gennemslagskraft, som det måske ellers kunne have haft, siger hun.
Grethe Christensen er dog tilfreds med strejken indtil videre.
- Den har helt klart sin virkning. Det går, som vi havde forventet, med de udtag, vi har lavet. Vi kan godt være lidt overraskede over, at det betyder så lidt for vores arbejdsgivere, at der er mere end 28.000, der har fået udsat eller aflyst deres behandlinger og operationer, siger hun.
Hospitalerne oplever også, at de må holde på færdigbehandlede patienter, som de ikke kan udskrive til kommunalt regi i områder, hvor hjemmepleje- og plejehjemssygeplejersker strejker.
Aalborg Universitetshospital er det sted, der er hårdest ramt af patienter, der ikke kan udskrives.
35 patienter ligger færdigbehandlede, og på flere afsnit må de ligge på gangene, fortæller sygeplejefaglig direktør på hospitalet Lisbeth Lagoni.
- Vi har en række færdigmeldte patienter, vi ikke kan udskrive, og vi har mange ældre, der er indlagt og ikke kan komme hjem, fordi de skal have en ny sygeplejeydelse. Hvis den ikke er vurderet som livstruende eller førlighedstruende, skal disse patienter fortsat være indlagt. Det er en svær situation, siger hun.
I Region Syddanmark er 26 færdigbehandlede patienter fortsat indlagt. Størstedelen af dem ligger på Sygehus Sønderjylland. Men det skaber ikke en videre presset situation, som ikke kan håndteres, oplyser hospitalet.
I Region Sjælland oplever Slagelse og Næstved Sygehus, at det er en kombination af ferieafholdelse og sommerens medarbejdermangel i kommunerne og strejken, der gør, at patienterne holdes på hospitalet lidt længere.
Det fortæller Niels Reichstein Larsen, sygehusdirektør for Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehus.
- Tilsammen gør det, at vi oplever lidt længere indlæggelser, og at det er sværere at få patienter udskrevet.
Region Hovedstaden oplyser, at de nuværende 67 færdigbehandlede patienter i hele regionen ligger pres på hospitalerne.
/ritzau/