Strid om sortlistet Rusland-kender rammer Folkeuniversitetet i København

En underviser har netop stoppet samarbejdet med Folkeuniversitetet i København, fordi historiker Jens Jørgen Nielsen, der er sortlistet i Ukraine, underviser i ukrainsk historie. En anden underviser har tidligere forladt stedet af samme grund. ”Helt i skoven”, siger den kritiserede historiker

Jens Jørgen Nielsen er endt på de ukrainske myndigheders liste over personer, som de mener ”promoverer fortællinger, som stemmer overens med russisk propaganda”. Men listen er fuldstændig fuldstændig tilfældig, mener han.
Jens Jørgen Nielsen er endt på de ukrainske myndigheders liste over personer, som de mener ”promoverer fortællinger, som stemmer overens med russisk propaganda”. Men listen er fuldstændig fuldstændig tilfældig, mener han. Foto: Jens Jørgen Nielsen, Facebook.

Kan man undervise i Ukraines historie på Folkeuniversitetet, hvis man samtidig optræder på en liste over folk, der ifølge de ukrainske myndigheder ”promoverer fortællinger, som stemmer overens med russisk propaganda”? Og i øvrigt har optrådt på russisk statskontrolleret tv med en analyse af, at det ”logisk må være USA”, der stod bag angrebet på rørledningerne Nord Stream 1 og 2?

Underviseren på Folkeuniversitetet i København er historiker og Rusland-kenderen Jens Jørgen Nielsen, der har skrevet flere bøger om Rusland og Ukraine. Så sent som i slutningen af september holdt han et kursus om Ukraines historie, hvor han ifølge kursusprogrammet gav kursisterne en status på “krigens gang og foreløbige udfald”. Senere i denne måned begynder han et kursus over fem lørdage om halvøen Krims historie, herunder “Krim under det selvstændige Ukraine” og “den russiske annektering“ af halvøen. 

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

Den fortsatte afvikling af Jens Jørgen Nielsens kurser har fået en kollega på Folkeuniversitetet i København til at aflyse sin egen undervisning, fordi vedkommende ikke vil associeres med Folkeuniversitetet, når Jens Jørgen Nielsen underviser i Ukraine og Krims historie. Kristeligt Dagblad har været i kontakt med den pågældende underviser, der bekræfter forløbet, men ikke vil have sit navn i avisen.

Kristeligt Dagblad har også talt med en anden underviser, som siger, at vedkommende flere gange over for Folkeuniversitetet har påtalt sin utilfredshed, inden personen afbrød samarbejdet med Folkeuniversitetet tilbage i 2020. Personen, der ligeledes ønsker at være anonym, undrer sig over, at Folkeuniversitetet fortsat bruger Jens Jørgen Nielsen, efter krigen er brudt ud mellem Rusland og Ukraine – og ovenikøbet som ekspert i Ukraine.

Folkeuniversitetets rektor Bente Hagelund bekræfter, at en underviser netop har aflyst sin undervisning. Hun fortæller, at der på Folkeuniversitetets bestyrelsesmøde senere i oktober er et punkt på dagsordenen, hvor bestyrelsen skal diskutere undervisere på Rusland- og Ukraine-området blandt andet på baggrund af den her beskrevne sag. Før det møde har været holdt, har Bente Hagelund dog ikke yderligere kommentarer til sagen.

Jens Jørgen Nielsen selv kalder det ”helt i skoven”, at en af hans kolleger har aflyst sin undervisning på grund af ham.

”Vi har ytringsfrihed her i landet, og man kan have forskellige meninger om ting. Det er et grundlæggende princip. Den pågældende underviser kender ikke min undervisning, men har hørt et eller andet om, at jeg har optrådt i russiske medier. Det bliver man jo altså ikke forbryder af. Jeg udtaler mig til samtlige medier, der henvender sig til mig, uanset om jeg kan lide dem eller ej,” siger han.

Du synes ikke, at du er for Rusland-venlig i dine analyser af krigen i Ukraine?

”Nej, jeg har nogle synspunkter, som måske afviger fra en del andres. Jeg tror ikke, at vi kan vinde en krig over Rusland, og derfor er vi nødt til at finde et kompromis med Putin. Så jeg er politisk uenig med den pågældende underviser, hvilket jeg har ret til at være. Men jeg har aldrig forsvaret Putins invasion, for jeg finder den helt forkert. Jeg kan se, at Putin kan have nogle grunde til den, men det er ikke det samme som at sige, at jeg billiger den.”

Du er på de ukrainske myndigheders liste over personer, som de mener ”promoverer fortællinger, som stemmer overens med russisk propaganda”. Er det foreneligt med at undervise i russisk og ukrainsk historie på en offentlig institution?

”Det virker fuldstændig tilfældigt, hvem der er havnet på den liste. En af de grunde, de giver til, at jeg står på den, er angiveligt, at jeg i et interview har sagt, at der skete en forøgelse af det ukrainske militærs aktiviteter allerede inden invasionen. Det kalder de propaganda. Men jeg citerede altså blot observatørerne fra OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, red.). De er den mest nøgterne og troværdige af alle kilder. Så hvis jeg skal stå på listen for at citere OSCE’s observatører, så burde OSCE vel også stå på den liste. Men det gør de ikke.”