I dag mødes repræsentanter for stat, regioner og kommuner og de faglige organisationer i Forligsinstitutionen for at gøre et formentlig sidste forsøg på at få de offentlige overenskomster i hus.
Uanset om det i sidste øjeblik skulle lykkes at få enderne til at nå sammen, eller der bliver en storkonflikt, er dette års forhandlinger endt som en slags år 0 for den danske model på det offentlige arbejdsmarked.
Stort set alle skrevne og uskrevne regler for at nå et resultat, alle parter kan se sig selv i, er blevet overtrådt. De sidste par dage er det gået helt galt. Repræsentanter for arbejdsgivere og lønmodtagere har igennem længere tid udtalt sig mere eller mindre åbent om, hvad der er sket i Forligsinstitutionen, hvilket er ulovligt og strafbart, og detaljer om forhandlingerne er i stor stil blevet lækket til pressen. I nogle tilfælde næsten hurtigere, end udspillene er lagt frem på forhandlingsbordet.
Arbejdsmarkedsforskere og repræsentanter fra det private arbejdsmarked er dybt bekymrede, for de mange tillidsbrud vil kaste lange skygger ind over den næste overenskomstperiode, uanset om der bliver forlig eller forlis.
Forløbet står i skærende kontrast til den måde, hvorpå man forhandler overenskomster på det private arbejdsmarked. Her har man ganske vist også oplevet forlis og storkonflikter.
I 1998 spurgte den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i sin nytårstale, om man ikke kunne gøre det lidt bedre for den enlige mor med barn på cyklen, og det var med til at skabe en folkelig forventning om, at overenskomsterne på det private arbejdsmarked ville sikre mere fritid, for eksempel en sjette ferieuge. Det kom der ikke noget af, og ved en urafstemning stemte et flertal af lønmodtagerne imod det forlig, der var indgået mellem arbejdsgivere og fagforeninger. Til sidst måtte regeringen gribe ind og ophøje en mæglingsskitse til lov.
Konflikten fik imidlertid den konsekvens, at Dansk Arbejdsgiverforening og LO satte sig ned og i 1999 indgik en såkaldt ”klimaaftale”, der dengang ikke havde noget med vejret at gøre, men med samarbejdsklimaet ved de decentrale overenskomstforhandlinger. Det blev et sæt etiske retningslinjer for overenskomstforhandlinger, som gælder den dag i dag.
Ifølge dem skal både lønmodtagere og arbejdsgivere, i god tid før forhandlingerne begynder, skabe ”realistiske forventninger” hos deres medlemmer til, hvad forhandlingerne kan munde ud i. Begge parter anser det altså for vigtigt, at man ikke taler en konflikt op og skaber urealistiske forventninger. Det understreges, at der i hele forløbet skal være tæt kontakt mellem Dansk Arbejdsgiverforening og LO. De skal begge loyalt bidrage til at skabe klarhed over de reelle omkostninger og effekter af de forslag, der er på bordet.
Parterne skal også være enige om, hvordan man præsenterer en aftale for medlemmerne, så man undgår ”signalforvirring”. Initiativet til aftalen kom fra den daværende direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, der senere blev beskæftigelsesminister, og den blev indgået med den daværende LO-formand Hans Jensen.
I de aktuelle forhandlinger har man knap fulgt et eneste af punkterne, og det er man heller ikke forpligtet til, da der ikke er en tilsvarende klimaaftale for det offentlige område.
Det burde der måske være. I næsten hele forløbet har parterne på begge sider kæmpet om at få folkeopinionen på sin side. Der har været holdt pressemøder, forhandlingsleder og afgående formand for fagforeningen FOA Dennis Kristensen har på Facebook åbent refereret fra, hvad der er foregået i Forligsinstitutionen, og der har som sagt været utallige lækager.
Læg dertil, at lønmodtagersiden har malet et meget sort billede af arbejdsbetingelserne for lærere, sygeplejersker, politifolk, sosu-assistenter og mange andre offentligt ansatte. Og man har skruet forventningerne op til, at denne gang skal der virkelig noget i lønningsposen.
Dermed har man også banet vejen for den store skuffelse, selv hvis det med hiv og sving skulle lykkes at få et forlig i hus. Det kan komme til at tage flere år at genskabe samarbejdsklimaet og arbejdsglæden på offentlige arbejdspladser.
Tag for eksempel diskussionen om lønstigninger. I hele forløbet har det stort set været fortiet, at lønnen for offentligt ansatte styres af, hvad der bliver aftalt på det private arbejdsmarked. Helt tilbage fra 1987 har der været en såkaldt reguleringsordning for lønningerne på det offentlige arbejdsmarked. Den betyder kort fortalt, at offentlige lønninger skal følge lønudviklingen på det private arbejdsmarked.
På den ene side vil man undgå, at det offentlige bliver lønførende, fordi det kan skade erhvervslivets konkurrenceevne over for udlandet. På den anden side må de offentlige lønninger heller ikke falde langt bagud for det private, så de offentligt ansatte ender som et lønmæssigt proletariat.
Det er paradoksalt nok de offentligt ansattes faglige organisationer, som har kæmpet hårdest for reguleringsordningen – netop for at undgå, at offentligt ansatte sakker bagud. Af selvsamme grund er det også nærmest ligegyldigt, om man ender med at aftale lønstigninger på syv, otte eller ni procent for de næste tre år. Lønnen vil alligevel senere bliver reguleret op eller ned, alt efter hvordan de private lønninger arter sig.
Ved overenskomstforhandlingerne i 2015 indførte man i en sen nattetime et ”privatlønsværn”, der betyder, at offentligt ansattes løn nu kun reguleres op med 80 procent af, hvad de privatansatte får, og det giver selvfølgelig lønmodtagerne et incitament til at få så store lønstigninger som muligt på papiret, så de er mere sikre på at kunne følge med de private, hvis de senere skulle opnå meget store lønstigninger.
Tilbage står imidlertid, at størrelsen på kagen til de offentligt ansatte indirekte aftales ved forhandlingerne på det private arbejdsmarked. Den meget omtalte muskertered mellem de forskellige faggrupper gør det vanskeligt at opfylde alle de krav, der er på bordet. Skal sosu-assistenter for eksempel have et stort stykke af kagen, bliver der mindre tilbage til at betale de øvrige grupper med, for eksempel til at honorere lærernes krav om en ny arbejdstidsaftale og de statsansattes krav om en betalt frokostpause.
Kampen om offentlighedens gunst har skabt et vanskeligt forhandlingsklima, som bliver svært at reparere. Det underlige er, at denne ”klimakatastrofe” har ligget i kortene lige siden lærerkonflikten i 2013. Arbejdsmarkedsforsker post. doc. Laust Høgedahl fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet undrer sig således over, at parterne ikke har sat sig sammen efter det forløb og spurgt sig selv, hvad man kunne lære af den konflikt. Det kunne måske have forhindret, at det hele var spidset så voldsomt til.