Prøv avisen

Strøm til hjernen helbredte Kathrines depression – og så blev hun en anden

En anden patient, ligeledes en amerikaner, skolelæreren mr. Riley, lider af Parkinsons syge og ryster stærkt på hænderne. I filmen bliver han gjort klar til sin operation, der foregår, mens patienten er vågen, så kirurgen kan følge hans reaktioner og se, nøjagtig hvor elektroden skal placeres. Foto: Ritzau Scanpix/Iris/Modelfoto

Psykiske lidelser som svær depression, anoreksi og posttraumatisk stress kan muligvis snart behandles med en elektrode i hjernen. Men behandlingen kan ændre patientens personlighed og rejser etiske spørgsmål, siger instruktør og forfatter bag ny dokumentarfilm om såkaldt dyb hjernestimulation

Videnskabsjournalist Lone Frank vil gerne have ændret sin hjerne. Hun ville nok takke ja, hvis hun fik tilbudt, at den kunne påvirkes, så hun sov mindre, og så hun slap for det følelsesmæssige mørke, der rammer hende med mellemrum. Det kan måske snart lade sig gøre.

Hun har sammen med filminstruktør Pernille Rose Grønkjær lavet en dokumentarfilm om såkaldt dyb hjernestimulation. I filmen udforsker de, hvordan neurologer ved hjælp af en elektrode i hjernen kan helbrede rystelser hos patienter med Parkinsons syge eller give nyt liv til andre, der lider af blandt andet depression, aggression og PTSD, posttraumatisk stress-syndrom.

Det er ny behandling til desperat syge mennesker, der rummer enorme muligheder. Og faldgruber. For hvor langt er man i samfundet villig til at gå, når det gælder om at ændre den menneskelige hjerne? Vil man stoppe ved behandlingen af alvorlig sygdom – eller jagte lykken ved at finjustere også relativt ”normale” hjerner?

”Er det i orden, at du får ændret din personlighed, hvis du synes, den er lidt træls, så du for eksempel bliver lidt mere udadvendt eller småmanisk? Hvis nogen sagde til mig, at jeg kunne blive fri for down -perioder eller få et mindre søvnbehov, så ville jeg overveje det. Det ville jeg faktisk,” insisterer Lone Frank.

Men hvad vil det sige at være menneske, hvis adfærd og personlighed kan ændres med en dims i hjernen, protesterer Pernille Rose Grønkjær – hun faktisk råber det ud, opildnet af de vilde horisonter:

”Vi ser nogle ekstremer nu, vi ikke har set før. Vi går ind i en ny teknologisk æra, hvor vi faktisk begynder at ændre det at være menneske – man kan ændre sit jeg! Det er vi nødt til at tale om: Hvad sker der lige nu med de her ting, og hvilket samfund vil vi have?”

Filmen ”Hunting for Hedonia” (Jagten på lykken) har premiere på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX denne måned. I den optræder blandt andre Kathrine på 54 år fra USA, der har lidt af svær depression, stort set siden hun var ni år.

Hun er på kanten af selvmord, da hun bliver tilbudt at deltage i et klinisk forsøg med dyb hjernestimulation. Inden behandlingen starter, forklarer hun om sin tilstand:

”Det er, som om jeg glider mod bunden af en brønd. Der er meget, meget mørkt. Der er ingen dér. Der er intet lys, virkelig.”

Hendes lange, grå hår er sat op i nakken. Hun sidder i skjorte og råhvid cardigan, mens persiennerne er symbolsk lukkede i et vindue bag hende. Hendes stemme er enstonig og flad, hendes mundvige er trukket mod jorden, som var det tyngdekraften selv, der hev dem ned.

Men så får hun opereret en elektrode ind i sin hjerne. Den er tilsluttet et batteri, og lægen indstiller den til at sende en puls af en bestemt styrke, der rammer det præcise sted i hjernen, der skal stimuleres.

Det er, sagt med en floskel, en helt anden person, der lader sig interviewe nogle måneder senere. Det kuede er væk, Kathrine nærmest sprudler.

Hun får stadig medicin, elektroden alene har ikke helbredt hende. Men den har reddet hendes liv, mener hun.

”Det var bogstavelig talt, som om jeg var blind i 54 år, og så tændte nogen kontakten, og hele verden var der, og jeg kunne se den. Wow, okay, jeg har været i koma i 54 år, og nu er jeg vågen, og der er nogle fede ting herude,” siger hun.

En anden patient, ligeledes en amerikaner, skolelæreren mr. Riley, lider af Parkinsons syge og ryster stærkt på hænderne. I filmen bliver han gjort klar til sin operation, der foregår, mens patienten er vågen, så kirurgen kan følge hans reaktioner og se, nøjagtig hvor elektroden skal placeres.

”Nu kan jeg skrive mit navn, så jeg kan læse det. Det føles, som om jeg kan gøre hvad som helst,” siger han, da filmholdet senere besøger ham i hans hjem.

Det var en amerikansk psykiater, Robert Heath, der var teknologiens pioner. Han var aktiv fra efterkrigstiden op til 1970’erne. I filmen hører man et lydklip, hvor han behandler en kvinde, der lider af skizofreni.

”Hvad griner du af?”, hører man lægen spørge, mens han stimulerer sin patients hjerne.

”Det ved jeg ikke! Måske gør du noget ved mig? [...] Måske stimulerer du et gladheds-sted,” ler en lys stemme som endnu et vidnesbyrd om et markant resultat.

I dag er dyb hjernestimulation godkendt af det amerikanske lægemiddelagentur FDA til behandling af patienter med Parkinsons syge og dystoni, det vil sige ufrivillige spændinger i musklerne. Under særlige omstændigheder kan patienter med den psykiatriske lidelse OCD (Obsessive-Compulsive Disorder, tvangstanker) behandles. I USA og Europa er der kliniske forsøg i gang, hvad angår patienter med lidelser som depression, anoreksi og posttraumatisk stresssyndrom, siger Lone Frank.

Spørgsmålet er, hvor langt læger og samfund er villige til at gå, når det handler om at ændre en persons hjerne?

Med to simple sætninger pointerer en neurokirurg i filmen, hvordan indgrebet adskiller sig fra andre store, medicinske landvindinger som for eksempel organtransplantation:

”Din hjerne er dig. Din nyre er ikke dig,” siger han.

Kvinden Kathrine forklarer, at operationen har haft konsekvenser for hendes personlighed, hun ikke havde regnet med.

”Jeg er blevet mere højrøstet, mere dramatisk, og, hvis det er en situation, der foruroliger mig, så begynder jeg at blive vred. Intet filter. Intet filter overhovedet,” siger hun om et øget niveau af aggression og manglende impulskontrol.

Pernille Rose Grønkjær og Lone Frank peger på, at ingen endnu kan overskue konsekvenserne af teknologien.

Hvem afgør for eksempel, hvordan en elektrode skal indstilles, altså hvor meget den skal stimulere en persons hjerne, siger Lone Frank:

”Lad os tage personer med depression. Skal de selv bestemme, hvor højt deres stemingsleje skal være, eller er det lægerne, som afgør, hvor lykkelig eller glad du må være? Der er allerede set tilfælde, hvor folk har fået en elektrode, og personen vil have den på for eksempel fire volt, men lægerne vil stille den på tre, og så forsvinder patienten et sted hen, hvor man kan få den sat, som man vil.”

Pernille Rose Grønkjær sekunderer med en anekdote: Under sin research faldt hun over en episode med en kvinde, som var stukket af med en for høj indstilling af sin elektrode. Lægerne fandt hende på et hotel, hvor hun havde ”en fest i en småmanisk tilstand”, siger instruktøren.

Er det okay, spørger hun også, at man i en fremtid, der nok er tæt på, kan shoppe den personlighed, man gerne vil have?

”Vi bevæger os væk fra behandling og over i forbedring, hvis vi selv skal have lov at bestemme, for eksempel hvilken sindsstemning vi ønsker at være i ved hjælp af sådan en elektrode. Vi vil alle sammen gerne ud af smerten på et eller andet niveau. Men hvor lang tid går der, inden det også er normaltfungerende mennesker, der kunne tænke sig en ’opper’?”

Der er også svære overvejelser på spil, når det gælder behandling af personer med en klinisk diagnose. Kan man for eksempel tillade sig at behandle børn, spørger Lone Frank:

”Når vi taler etik, i hvor høj grad må forældre så ændre deres børn? Nogle forældre vil måske gerne behandle et barn, der har svær adhd, eller som udviser psykopatiske træk. Men jeg vil nok spekulere lidt på, om det er i orden, at man påtvinger andre noget, og det kunne være tilfældet med meget vanskelige børn.”

Det samme gælder de ”ægte” psykopater – dem, der har begået kriminalitet og er til fare for samfundet; skal de tilbydes – eller tvinges til – behandling?

Fra Italien er der allerede eksempler på, at man har brugt dyb hjernestimulation på ekstremt udadreagerende og aggressive udviklingshæmmede personer ”med gode resultater”, som der stod i én videnskabelig artikel, Lone Frank har læst.

Den amerikanske delstat Louisianas sumpe udgør en dyster kulisse i ét af filmens fortællespor. Urskoven, der flankerer de snørklede vandveje, er en metafor for sindet, der er set før, blandt andet i Joseph Conrads roman-klassiker ”Mørkets hjerte” og tv-serien ”True Detective”. Her gælder det, at jo længere man bevæger sig ind i løvhæng og sump, jo dybere rejser man også ind i sindets afkroge.

I ”Hunting for Hedonia” har kulissen en ekstra betydning. Delstaten Louisiana var nemlig det sted, psykiateren Robert Heath udførte meget af sit banebrydende arbejde for 50 år siden. Filmen fortæller historien om doktor Heath, der i mange år var en feteret neuropsykiater. Indtil han faldt fra tinderne. Hans arbejde blev glemt. Der skulle gå årtier, inden nye generationer af videnskabsfolk tog de samme tanker op igen, der handler om, at psykisk sygdom (også) har biologiske årsager og kan helbredes som sådan.

Som enhver ægte pioner overskred Robert Heath grænser – og nok for mange.

Især et eksperiment bidrog til hans detronisering. Han behandlede en homoseksuel mand med dyb hjernestimulation for at ændre hans seksualitet, og det lykkedes at få manden til at gennemføre et samleje med en til eksperimentet hyret prostitueret kvinde.

”Han gik for vidt. Han prøvede forsøget med homoseksualitet, og det var og er over grænsen. Han kom på kant med 1970’ernes seksuelle frigørelse. Hans historie er også vigtig i dag. Teknologien åbner konstant nye muligheder, både fantastiske og ekstreme. Men vi må huske på erfaringerne. Det er gået galt før, så lad os tale om det, mens udviklingen er i gang: Hvordan skal vi tage hånd om fremtidens teknologi?”, siger Pernille Rose Grønkjær.