Prøv avisen

Aldrig har så mange unge forsømt foråret

At blive student er ikke længere forbeholdt en lille eksklusiv kreds af særligt bogligt talentfulde unge. Men ifølge iagttagere er der stadig meget hårdt og stressende arbejde, som skal udføres, før studenterfesterne og sommerferien venter i horisonten. Dette foto stammer fra Storkespringvandet i København sidste år. – Foto: Thomas Borberg/ritzau

For mange unge er det stadig krævende og stressende at kæmpe sig frem til at kunne sætte den hvide hue på hovedet. Men med en årlig studenter- produktion på 50.000 er der ikke meget tilbage af fortidens billede af studenter som en eksklusiv, særligt begavet kreds

I 1881 beskrev statistikeren V. Falbe-Hansen, hvordan den danske uddannelsesverden havde udviklet sig. Han konstaterede blandt andet, at Københavns Universitet i 1853 kun havde optaget 92 studenter, men i 1865 var helt oppe på 233, og déromkring lå antallet så fast i en årrække.

”Antallet af de årlige immatrikulerede nutildags er ikke større end i tidligere tid,” konstaterede statistikeren, som tilføjede, at da befolkningstallet samtidig var steget, var ”det relative antal af studenter endog betydelig formindsket, eller, om man vil, befolkningens tilbøjelighed til at sende deres sønner til universitetet er nu betydelig mindre end førhen”.

Det var ellers ikke, fordi der blev set ned på studenter dengang. Studenterhuen, som kom i brug i 1856, var symbol på, at man hørte til rigets dygtigste og mest studieegnede unge mennesker.

I 1915, året da kvinder fik stemmeret, var antallet af studenter 879, og heraf var 200 af hunkøn. Mens drengene var gået over til den i nutiden så velkendte hvide og bordeauxrøde studenterhue, brugte pigerne endnu den oprindelige sorte hue. Huerne blev endnu kun sat på de kvikkeste hoveder, og det krævede en solid arbejdsindsats at bestå sin eksamen.

I dansk litteraturs ultimative studenterroman, ”Det forsømte forår” fra 1940, skildrede Hans Scherfig, hvordan en række unge mænd kæmpede for på trods af umenneskelige krav og sadistiske lærere at opnå en studentereksamen fra Metropolitanskolen i 1920’ernes København:

”Der er mange bøger, man gerne ville læse, men det går ikke an. Det ville fortrænge det stof, som skal huskes. Der er ikke råd til private interesser og privat videbegærlighed. Det ved Axel Nielsen. Han kan endnu holde sin plads som nummer et, men han tør aldrig læse i en bog, som ikke er en skolebog. Han tør aldrig kigge i en avis. For sin dannelses skyld maa han være uvidende om menneskers forhold og problemer og tanker.”

Vi tager nu et spring i tiden og konstaterer, at den stagnation i studentertallet, som V. Falbe-Hansen omtalte, ikke holdt ved. I disse dage får vi flere end 50.000 nye studenter. Selvom befolkningstallet også er steget, har denne stigning langtfra været så eksplosiv som væksten i studentertallet de seneste 50 år. I mange år udgjorde studenterne blot et par procent af den samlede befolkning. I dag skal de 50.000 studenter sættes i forhold til, at hver dansk ungdomsårgang i alt udgør omkring 70.000 unge.

Befolkningens tilbøjelighed til at sende såvel sønner som døtre til de gymnasiale uddannelser, og gerne videre derfra til universiteter og andre videregående uddannelser, har aldrig været større.

Studentereksamen er ikke længere forbeholdt en snæver elite. Den er i dag for en masse så stor, at stadig flere iagttagere taler om udvanding af faglighed og ønsker om adgangskrav.

Men ifølge Steen Beck, gymnasieforsker og lektor i uddannelsesvidenskab ved Syddansk Universitet, skal vi ikke glemme, at de mange studenter er udtryk for, at der er gennemført et gigantisk uddannelsesløft.

”Grundlæggende synes jeg, vi skal glæde os over, at der er så mange danske unge, der får undervisning af dygtige gymnasielærere og opnår en god uddannelse. Selvfølgelig er der en vis procentdel, som burde have valgt noget andet. Men jeg synes, der er opstået en national masochisme i retning af at se det store antal studenter som problematisk,” siger Steen Beck, som ser mange gode grunde til, at så mange vælger fra den efterhånden brede palet af gymnasiale uddannelser med dertil hørende bred og farverig variation af studenterhuer.

”Der er mange, som i 15-årsalderen har svært ved at lægge sig alt for fast på, hvad de egentlig vil. Her har specielt den almene studentereksamen den fordel, at gymnasiet fremstår som et sted, hvor rigtig mange døre fortsat står åbne. Et af erhvervsuddannelsernes store problemer er, at de giver indtryk af, at her kan man kun uddanne sig til én ting, og det harmonerer ikke så godt med den måde, de unge er skruet sammen på,” forklarer Steen Beck.

Desuden påpeger han, at andre ungdomsuddannelser ikke kan konkurrere med de gymnasiale om at være det sted, unge forbinder med mange muligheder og attraktiv ungdomskultur. Steen Beck vurderer, at i stedet for at prøve at sætte barrierer op for de unges vej til gymnasiet og studenterhuen er der er mere fremtid i at forsøge at gøre andre uddannelsesvalg mere attraktive, hvilket politikerne også er stærkt optaget af i disse år.

I den sammenhæng er den nye eux-uddannelse, som er en hybrid mellem en gymnasial og en mere en praktisk uddannelse, ifølge forskeren interessant at følge.

Det var i mange år en bevidst politik, at Danmark skulle have flere studenter, og for liberale, socialdemokratiske og radikale politikere var det en mærkesag, at studentereksamen ikke kun skulle være for de herskende klasser af bedre borgerskab, men for de kvikke hoveder fra alle samfundslag.

Efterhånden blev gymnasiet så også åbnet for nogle, som gymnasielærerne måske havde sværere ved at se som de store lys. Men ifølge Anne Maj Nielsen, lektor ved DPU Aarhus Universitet, er det værd at bemærke, at ikke kun manglende intelligens, men også manglende kendskab til studieuniversets særlige indforståede kodesprog kan udgøre en barriere.

”Når rigtig mange unge i dag forventes at gå igennem de gymnasiale uddannelser, opstår uundgåeligt den situation, at man enten må prøve at finde det, nogle vil opleve som den laveste fællesnævner, eller også må man lægge et niveau, som gør, at elevernes sociale baggrund slår igennem og udelukker mange. Hvis man ikke er vokset op i en familie, som har viden om, hvordan man klarer sig, kan man let føle, at man kommer på overarbejde. For nogle har det været en naturlig del af opvæksten at analysere en tekst eller et stykke musik. For andre er det helt uvant og derfor noget, der kan være hårdt,” siger Anne Maj Nielsen.

Hun har været med til at gennemføre en undersøgelse blandt gymnasieelever i Aalborg, som peger på, at halvdelen af eleverne i 2.g. havde et stressniveau svarende til den mest stressede femtedel af voksne danskere.

Ud over skolearbejdet og kampen for gode karakterer stresser det eleverne, at deres fravær bliver registreret. At forældre, der selv husker gymnasietiden som en ubekymret tid med fester, ikke forstår, hvorfor mange unge i dag føler, at de må kæmpe hårdt for at få et højt gennemsnit, fordi vejen til drømmestudiet ellers er lukket for bestandig.

Det er også en stressfaktor, at man skal kæmpe for at fremstå så populær, dygtig og samarbejdsorienteret, at de dygtige vil være i gruppe med én og lærerne dermed også ser én som en del af den dygtige gruppe.

På den baggrund mener Anne Maj Nielsen, at nutidens studenters forår ikke nødvendigvis er mindre forsømte end på Hans Scherfigs tid.

”Dengang udgjorde den almene dannelse et socialt udskilningsløb. Nu ser man den almene dannelse som de faglige redskaber, det er nødvendigt for studenterne at have, men den er stadig et krav. Og blandt de unge er der en retorik om, at man skal klare sig i uddannelseslivet for at kunne få et godt liv, og at man skal være talentfuld for overhovedet at have personlig værdi. Modsat på Scherfigs tid er der ikke nødvendigvis nogen klassekammerater, der har medfølelse med den mindre heldige elev, der bliver udstødt,” siger hun.

Knap så bekymret er Steen Beck fra Syddansk Universitet:

”Min opfattelse er: Solen skinner. Det er sommer. Det er muligt at finde en balance, og vi skal passe på ikke at gå til ekstremerne.”

Han afviser slet ikke, at det kan være krævende og stressende at blive student, i år såvel som det var for 100 år siden. Han afviser heller ikke, at det store antal studenter kan udfordre det faglige niveau på universitetet. Om det sidste er tilfældet er ikke dokumenteret, men hans vurdering er, at det store brede flertal af de 50.000 studenter faktisk er dygtige og flittige unge mennesker, som har valgt gymnasiet for at holde mange studieveje åbne og ud fra en opfattelse af, at gymnasiet er ”en god identitetsplatform, hvor man kan finde sig selv og lære at begå sig i et attraktivt gruppefællesskab.”

Steen Beck henviser til den populære norske tv-serie ”Skam”, som netop beskriver, hvordan en håndfuld gymnasieelever gennem oplevelser i kammeratskabsgruppen opnår selvindsigt og menneskeforståelse.

Der er langt fra den fiktive 1920’er-gymnasieelev Axel Nielsen i København, som ikke tør læse aviser eller interessere sig for andre mennesker, fordi der er et pensum, som skal læres, til den lige så fiktive, men nutidige gymnasieelev Isak Valtersen i Oslo, som for en stund tilsidesætter sit biologipensum, fordi han føler, at kærligheden, eksistensen og oprigtigheden lige nu er vigtigere:

”Mit liv skal være ægte. Selvom det nogle gange er helt forfærdeligt, så er det meget bedre nu end at være fake og kedelig. Det er lidt en kliche at sige, men man ved aldrig, hvem der er død i morgen. Og om du tror på Allah eller Jesus eller evolutionsteori eller paralleluniverser, så er der bare én ting, egentlig, som vi ved helt sikkert: at livet er nu”.