Student: ”Jeg synes bare, vi skal lade os selv give slip”

Coronaepidemien var længe skyld i, at studenterne ikke vidste, om den traditionelle vognkørsel var købt eller solgt. Kristeligt Dagblad tog med, da en gruppe studenter fra Falster tog på den længe ventede tur

Man behøver end ikke at åbne vinduerne for i disse dage at kunne høre sang, råb og hujen fra landets studenter, der kører studenterkørsel.
Man behøver end ikke at åbne vinduerne for i disse dage at kunne høre sang, råb og hujen fra landets studenter, der kører studenterkørsel. Foto: Frederikke Engberg Larsen.

Klokken er 10.15, og 3.d fra Nykøbing Katedralskole på Falster har netop fået monteret deres banner på den sorte lastbil, som de har lejet til dagens studenterkørsel. ”Vi drikker al’ spritten så vi ik’ får covid-19,” står der på hele den ene side af bilen. Humøret er i top, selvom det for mange af studenterne blev sent aftenen før, hvor de deltog i en middag på skolen. Måske skyldes det gode humør, at den længe ventede studenterkørsel i lang tid var i fare, men eleverne fik den 3. juni klarhed.

”Jeg har den ufatteligt glædelige nyhed til studenterne, at ja, de kan faktisk godt køre i vogn,” sagde børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til DR.

Godt tre uger senere suser lastbiler og hestevogne med hujende og fløjtende studenter rundt i gaderne over hele landet.

På Nykøbing Katedralskole pyntes ladet på lastbilen med balloner, banner og grene. Stine Emilie Hansen holder styr på klassekammeraterne, og da dekoreringen går lidt i stå, råber hun:

”Kommer I ikke lige og hjælper til?”

Flokken bevæger sig mod bilen og finder et sted, de kan tage fat.

Klokken 10.45 er der afgang fra Katedralskolen, der ligger på vejen opkaldt efter Poul Martin Møller, som var digter, filosof og teolog og blev student samme sted som de nyudklækkede studenter, der står på ladet. Der går ikke mange minutter, før et langt plasticrør med en åbning i den ene ende og en slags hane i den anden ende findes frem. Den såkaldte ”ølbong” fyldes op med øl af mærket Vestfyens.

”Man kan få en kasse for 25 kroner,” siger en student glad over det gode køb.

Sikkerhedsgitteret på lastbilens lad synes at danne perfekte rammer for med strips at hænge flere ølbonger op rundt omkring i studentervognen. På skift stiller flere studenter sig hen og åbner for hanen for at drikke øllet, der hurtigt forsvinder gennem røret. Frygten for coronasmitte synes ikkeeksisterende:

”Man tænker da over corona, og om ølbongen er ren, men selv hvis den ikke er det, stopper det ikke nogen af os,” siger Lærke Lynge Dideriksen og fortsætter:

”Vi kommer til at bruge mange dage sammen i sommerhus efter kørslen, og jeg ved, at corona og smittefare ikke er noget, der vil bekymre os. Jeg synes bare, vi skal lade os selv give slip.”

Klassekammeraten Lau Meilby Eriksen stemmer i:

”Ja, vi holder os jo sammen i en form for tømmermænds-karantæne.”

Studenterne har stået på det bumpende lad i 10 minutter, og den sorte lastbil ankommer nu til første stop hos Katrine Olsen. Hun er iført en gul vest, fordi hun er hovedperson for stoppet.

”Bro! Vi skal lave en bro!” råber én.

”Hvem tager ølbongen?,” råber en anden

Som havde de trænet til denne begivenhed hele deres liv, løber student for student ned ad de smalle trin fra ladet og danner en gang med deres hænder, som søger op i vejret. Studenterne løber igennem gangen og stiller sig næst i køen for at fuldende formationen. Til sidst løber Katrine Olsen med den gule vest igennem. For enden venter en klassekammerat med øl-bongen, som hurtigt indtages med mor, far og bror som tilskuere, der begejstrede filmer hele seancen med deres smartphones.

Studenterne indtager haven, hvor der er små anretninger i plasticglas med yoghurt og mysli på toppen. På terrassen står Katrine Olsens mor og bager pandekager, som studenterne tager for sig af. På græsplænen går faderen rundt og taler med studenterne, smilende over det leben, der med ét karakteriserer haven:

”Det er en speciel og glædelig oplevelse at have studenterne på besøg. Vi har været i tvivl, om de overhovedet kunne komme ud og køre, og jeg havde egentlig ikke regnet med, at de fik lov til det for regeringen,” siger Hans Henrik Olsen.

Men hvad tænker han om at have 29 studenter i sin have, når coronapandemien stadig er et af de varmeste emner i samfundsdebatten?

Nogle sange går aldrig af mode, og Thomas Helmigs ”Det er mig der står herude og banker på” fik alle studenterne til at skråle med.
Nogle sange går aldrig af mode, og Thomas Helmigs ”Det er mig der står herude og banker på” fik alle studenterne til at skråle med. Foto: Frederikke Engberg Larsen

”Jeg regner med, at det er fornuftige unge mennesker, der tager ansvar over for den krise, vi er i. Men på den anden side er det svært, at de skal holde sig fra hinanden. Hvis man havde forventet det, skulle man ikke have givet lov til studenterkørsel, hvor de jo står meget tæt,” siger han.

Bagerst i haven sidder Amalie Petersen og taler med klassekammeraten Emma Holm om, at hendes mormor gerne ville have været til stede, når lastbilen senere triller ind på vejen, hvor hun bor:

”Min mormor har KOL, og hvis hun bliver det mindste syg, er vi bange for, at hun kan dø. Hun var meget ked af, at hun ikke kunne komme. Jeg er den første student i familien, så det er ret stort, ” siger Amalie Petersen.

Der lyder tre dyt ude fra vejen. Det er chaufførens signal til studenterne om, at der er gået 30 minutter, og at det nu er tid til afgang. Da chaufføren sætter nøglen i tændingen, bevæger lydbølger sig gennem lastbilen, da anlægget tænder. Det viser sig, at noget musik ikke går af mode. Thomas Helmigs stemme flyder ud i hver en afkrog på det åbne lad:

”Det er mig der står herude og banker på

Og beder dig om at prøve at forstå

Jeg kyssede hende kun på hendes kind

Sig at det er okay og luk mig ind”

Helmigs stemme får overvældende selskab af 29 studenter, der som et kor forenes i netop denne sang.

Beslutningen om, at studenterne måtte køre studenterkørsel, var ikke efter Sundhedsstyrelsens bog. Deres anbefaling var, at translokationerne kunne afholdes som normalt, men at studenterkørslen måtte lade livet i denne omgang. Her ses 3.d på den længe ventede vogntur. – Foto: Frederikke Engberg Larsen.
Beslutningen om, at studenterne måtte køre studenterkørsel, var ikke efter Sundhedsstyrelsens bog. Deres anbefaling var, at translokationerne kunne afholdes som normalt, men at studenterkørslen måtte lade livet i denne omgang. Her ses 3.d på den længe ventede vogntur. – Foto: Frederikke Engberg Larsen. Foto: Frederikke Engberg Larsen

Turen fortsætter, og betydningen af at køre studenterkørsel er ved at bundfælde sig.

”Hvis ikke vi havde fået lov til at køre, ville jeg tænke tilbage på en studentertid, som overhovedet ikke havde været den samme. Jeg ville føle, at jeg var gået glip af rigtig meget, og at jeg var blevet snydt i forhold til alle de andre årgange,” siger Dennis Begovic.

Journalisten behøver ikke at orientere sig i køreplanen for at finde ud af, hvem der lægger hus til næste stop: ”Vi skal hjem til Magnus nu – Lå, lå-lålålå.” annonceres det, nærmest som en servicemeddelelse.

Lastbilen holder stille, og ud løber studenterne igen. Formationen fra sidste stop gentages. Da vognen er tom for studenter, ligger guldkonfetti tilbage fra afskudte konfettirør. Guldet pryder gulvet, der turen igennem danner underlag for hoppende studenter og kasser af øl, Mokai og Cult Shakers.

Glæden over at være student og at få lov at fejre det med en vogntur er ikke til at tage fejl af. Hen på eftermiddagen slipper 3.d af med journalisten, men Stefanie Rindom Vellier-Edeling når at slå fast, hvad denne tid betyder for hende:

”Vi har knoklet i tre år, og det betyder utroligt meget at få lov at fejre det. Jeg har kunnet se alle de andre studenter de andre år, og man har set frem til, at det blev en selv. Det ville være forfærdeligt, virkelig forfærdeligt, at skulle undvære den her oplevelse,” siger hun.