Anker, davidsstjerne, halvmåne, G-nøgle, hjerte, dannebrogskors eller ahornblad.

Der er ikke grænser for, hvilket symbol årets studenter anno 2015 har kunnet vælge til at pryde den lille runde kokarde, der sidder forrest på studenterhuen. I denne uge, hvor studenterne for alvor er sprunget ud, vil mange måske også have bemærket, at de unge mennesker både har båret lilla, orange, blå, røde, gule og lyserøde bånd på huen.

Den ældgamle tradition med at markere gymnasiets afslutning med en studenterhue er i forandring. Men faktisk startede det hele bare som en sort hovedbeklædning, fortæller Keld Grinder-Hansen, der er historiker, uddannelsesforsker og tidligere leder af det nu nedlagte Dansk Skolemuseum, som for år tilbage stod bag en omfattende udstilling af studenterhuens historie.

”Den allerførste gang man så det, vi i dag kalder studenterhuer, var i 1856. Her bar nogle universitetsstuderende, som holdt til på kollegiet Regensen i København, en sort klædeshue med sølvsnor og kokarde,” siger Keld Grinder-Hansen.

Senere begyndte studenterhuerne at dukke op på de danske latinskoler. Der var for alvor blevet sat skub i traditionen efter nederlaget i 1864.

Oprindelsen til studenterhuen skal man sandsynligvis finde i den såkaldte skandinavisme-bevægelse, hvor studenter fra de nordiske lande mødtes under den 1. Slesvigske Krig fra 1848-1850 og dyrkede tanken om et fælles Norden.

Ved disse møder stod alle studenterne og svingede med deres huer. Studenterhuetraditionen kan imidlertid også stamme fra Tyskland, hvor studenterlignende huer blev benyttet i tidens skytteforeninger, men efter nederlaget i 1864 har man i Danmark fortrængt dette mulige ophav til studenterhuetraditionen, påpeger Keld Grinder-Hansen.

Før musen hen over grafikken for at se, hvad de forskellige kokarder betyder

Det er uvist, hvilken latinskole der var foregangssted for studenterhuetraditionen, og hvad der lå bag. Men lige så glædeligt som unge mennesker i dag omfavner traditionen, lige så velkommen bød datidens unge lærde den.

”Studenterhuen slog hurtigt an som en overgangsrite, der markerede, at man blev voksen og havde adgang til universitetets lærdom, hvor man kunne komme op i de æteriske lag og tænke store tanker,” siger Keld Grinder-Hansen.

En selvfølelse, som digteren Christian Winther kun bestyrkede studenterne i i sin højstemte ”Studentervise”, hvor han med ordene ”Herrer vi ere i Aandernes Rige, Vi er den Stamme, som evigt skal staae!” slog fast, at de få med en studenterhue med sikkerhed levede op til kælenavnet ”blomsten af Danmarks ungdom”.

”Og det var bestemt eliten, som gik med studenterhuer. På det tidspunkt tog under én procent studentereksamen, og de, der gjorde, ville komme til at styre samfundet. Det betød, at studenterhuen ligesom i dag ikke var noget, man kun havde på i en uge. Dengang gik man med den under universitetsstudierne, og indtil man blev færdig,” siger Keld Grinder-Hansen, der fortæller, at datidens studenterhuer var et adelsmærke.

Således kunne man også stadig se præsten Kaj Munk bære sin hårdt erhvervede studenterhue, selv efter han havde taget teologisk embedseksamen og fungerede som præst.

I begyndelsen varstudenterhuen sort, men allerede fra 1880'erne blev det mere almindeligt, at man i stedet bar en hvid studenterhue, der snart kom til at ligne den, vi kender i dag. Det gjaldt ikke mindst blandt de matematiske og og nysproglige studenter, mens de gammelsproglige studenter holdt fast i den oprindelige sorte hue.

Der var imidlertid også nogle studenter, der skiftede mellem en vinterhue - den sorte - og en sommerhue - den hvide. Efter gymnasie-reformen i 1903 blev det gradvist mere almindeligt, at piger også tog studentereksamen, og de fandt på en egen variant af den hvide studenterhue, der mere lignede en baret, var lidt større og blødere i pullen, med en koket kvast dinglende fra huen.

”Pigerne fik deres egne huer som en del af kønskampen. De ville ikke bare overtage mændenes huer, men omsætte den til mere kvindelige former,” fortæller Keld Grinder-Hansen.

I løbet af 1920'erne forsvandt pigehuen dog igen, og de begyndte at gå over til de almindelige huer, i takt med at der kom flere piger ind på gymnasierne, som efterhånden også bød begge køn velkommen.

De to hovedproducenter af studenterhuer blev firmaerne C.L. Seifert og Thranes Studenterhuer, der medvirkede til at standardisere studenterhuens udseende. Med den røde og hvide farve og korset i kokarden signalerede studenterhuen respekt for Gud, konge og fædreland.

De finere gymnasier og kostskoler som Sorø Akademi, Stenhus Gymnasium og Herlufsholm Kostskole begyndte at sættes deres respektive logoer på den lille guldknap i siden, som holder svedremmen på plads. En tradition, som gør sig gældende for mange studenterhuer i dag, hvor den lille knap i siden dels er forsynet med skolens logo, dels med navnet på studentens afgangsklasse, eksempelvis 3.b.

I 1970'erne blev denellers uskyldige bomuldshue gjort til genstand for et decideret ungdomsoprør. De unge ville være solidariske med arbejderklassen, og huen skulle ikke være et statussymbol.

”Det lagde et kæmpe pres på traditionen, idet mange studenter nægtede at gå med huen. Perioden var gennemsyret af kritik af det eksisterende samfund, som studenterhuen blev et symbol på,” siger Keld Grinder-Hansen.

Efter at være blevet gemt væk og kritiseret i 1970'erne fik huen til gengæld sit comeback i 1980'erne, hvor de såkaldte yuppier, der var en generation af unge mennesker med styr på livet, herskede i gadebilledet.

Antallet af studenter eksploderede, men studenterhuen gjorde ikke længere én til en samfundsspids. I stedet fik de unge en eksamen, der var kompetencegivende til næsten alle slags uddannelser.

”Mange flere kom igennem studentereksamen, og jo flere der blev studenter, jo mere opmærksomhed kom der omkring den hue. Studenterhuen blev ritualiseret i sig selv, og der begyndte at opstå ritualer om, at man skulle klippe i huen, hvis man eksempelvis kunne drikke en hel kasse øl på 24 timer,” siger Keld Grinder-Hansen.

I takt med at der i 1990'erne blev grundlagt andre gymnasiale uddannelser som hhx (højere handelseksamen) og htx (højere teknisk eksamen), skete der radikale ændringer med studenterhuen. Disse studenter fik nemlig deres helt egen hue, og eksempelvis blev htx'ernes studenterhuer forsynet med et marineblåt bånd, og hhx'erne fik en kokarde med Merkurstaven, inspireret af Merkur, der i græsk mytologi er gud for hurtighed og handel.

”Man ville gerne markere, hvem man var, og studenterhuen blev et væsentligt led i en voksende individualisering,” siger Keld Grinder-Hansen og tilføjer:

”I dag kan der vælges et hav af forskellige kokarder med både kors, halvmåner og jødestjerner, og man kan få broderet sit navn på huen,” siger han.

Selvom den ældgamle studenterhue stadig består, så er den i dag genstand for en konstant hang blandt de unge til at sætte et selvstændigt præg på traditionen, fortæller Anders Eriksen, der er direktør i C.L. Seifert, som er den ældste producent af studenterhuer.

Han fortæller, at det oprindelige dannebrogskors i kokarden begyndte at blive skiftet ud for cirka 15 år siden, primært af religiøse årsager.”Folk opfattede kokarden som et reelt kors, og derfor ville nogle ikke gå med den. Når vi var ude at besøge skolernes hueudvalg, efterspurgte de et andet logo end korset, og så begyndte vi at lave andre symboler som hjerter og fredstegn,” siger Anders Eriksen, der oplyser, at cirka 20 procent af alle kokarderne i år bærer et andet logo end dannebrogsordenen.

”Studenterne vil gerne have så individuelle produkter som overhovedet muligt og være unikke,” siger han og henviser til, at omkring 95 procent af de i alt 45.000 huer, som firmaet har syet til dette års studenter, er forsynet med studenternes respektive navne, der enten er broderet ind i guld eller i samme farve som huens bånd.

Johannes Andersen, der er lektor på institut for statskundskab ved Aalborg Universitet og blandt andet forsker i identitet, påpeger også, at studenterhuen med de utallige designmuligheder i dag er en stærk identitetsmarkør, og at det betyder meget for de unge, at de kan individualisere den.

”Studenterne bruger huen til at kommunikere indbyrdes. Med deres selvdesignede huer vil de fortælle: 'Jeg er ikke bare blevet student, jeg er blevet dén slags student, og jeg hedder i øvrigt det og det, og som du kan se, er der noget i hovedet på mig.' Det er et æstetisk udtryk, som bruges til at signalere, at man er noget særligt,” siger Johannes Andersen.

Han pointerer, at samtidig med at de unge studenter bruger meget energi på at lade huerne adskille sig fra hinanden i en æstetisk sammenhæng og dekorere den efter forgodtbefindende, så er kærlighedsforholdet til den ikke større, end at den senere udsættes for det ene destruktive angreb efter det andet. Blandt bliver der klippet et hak i huen, hvis ejeren kaster op på grund af meget alkoholindtagelse, og studenterhuen bruges ligeledes som ølkrus, hvis studenten er kommet til at tisse i bukserne efter for mange øl.

”De har et underligt dobbelt forhold til den. Først skal træet vises, og siden skal det spises,” siger Johannes Andersen.

Samme pointe understreger Keld Grinder-Hansen.

”Engang var studenterhuen et højtideligt symbol, og man gemte og brugte den i årevis. I dag giver man mange penge for huen og klipper og klistrer den til. Efter en uge er den smadret. Det er et udtryk for, at man tager den mindre alvorligt. Men de mange pjattede ritualer bekræfter også billedet af, at huen indgår som en del af en overgangsrite.”

Selvom studenterhuen i år kan fejre sin 159-årsfødselsdag, er udbredelsen af traditionen langtfra blevet forældet og støvet. Faktisk er studenterhuens position stærkere end nogensinde, mener Keld Grinder-Hansen. Dette på trods af, at den ikke længere symboliserer en adgang til ”åndernes rige”, men til gengæld er udtryk for et stærkt frihedssymbol, der i højere grad end konfirmationen markerer overgangen fra barn til voksen.

”I dag symboliserer studenterhuen uforpligtende druk, sex og fest. Man er fri og færdig med skolen, og huen er en virkelig stærk markør for, at nu er der fri leg. Det er helt modsat den målrettethed og vilje til at blive til noget, som den engang var udtryk for. I dag kan studenter lige så godt ende uden uddannelse,” siger Keld Grinder-Hansen.