Substans og sidespor i sag om statsløse

Minister under pres Sagen om de statsløse palæstinensere, der har fået ulovligt afslag på ansøgninger om dansk statsborgerskab, fortsætter med ny kritik af Integrationsministeriet og nye afsporinger

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) fastholder, at de tiltrådte FN-konventioner skal overholdes.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) fastholder, at de tiltrådte FN-konventioner skal overholdes. Foto: Michael Bothager.

Presset på integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) vokser i sagen om de statsløse palæstinensere, som er født i Danmark og har fået ulovligt afslag på ansøgningen om statsborgerskab.

Senest har FN?s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, kritiseret Danmark for et klart og uhørt brud på de FN-konventioner, der garanterer netop statsborgerskab til de unge statsløse.

Også Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, har bedt Integrationsministeriet om en forklaring.

"Sagen er som udgangspunkt belastende for både integrationsministeren og Integrationsministeriet," siger Jørgen Grønnegård Christensen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, som forklarer, at ministeren i teorien hæfter for alle fejl, der begås i ministeriet.

Sagen om de statsløse begyndte at rulle, da dagbladet Information i januar afslørede, at mindst 22 statsløse palæstinensere fra 2002 til 2010 har fået ulovligt afslag. Og at Integrationsministeriet først i januar 2011 begyndte at oplyse om de statsløses særlige rettigheder på hjemmesiden.

For de berørte personer har behandlingen ikke betydet liv eller død som i forbindelse med Tamil-sagen fra slutningen af 1980'erne. Her stillede myndighederne ulovligt og bevidst ansøgninger om familiesammenføring i bero, hvilket betød, at flere tamiler, der ikke kom til Danmark, mistede livet.

Men stadig flere af de berørte i den aktuelle sag står frem og beskriver, hvordan de føler sig snydt. Eksempelvis forklarer Susanne fra Aabenraa i Information, at hun i 2007 som 19-årig søgte om dansk statsborgerskab for at blive optaget på Politiskolen. I 2008 fik hun afslag, men i 2010 modtog hun et brev fra Integrationsministeriet om, at hendes sag kunne genoptages. Og med to års forsinkelse uddanner hun sig nu til at blive politibetjent.

Birthe Rønn Hornbech har indtil videre været temmelig tilbageholdende i forhold til at besvare den kritik, som oppositionen og juridiske eksperter retter mod hendes ministerium. Hun meddelte den 14. januar, at hun bestilte en undersøgelse om ministeriets behandling af de statsløse, men undersøgelsen har hun siden stemplet som intern og dermed utilgængelig for offentligheden.

Mere åbent foregik det, da Birthe Rønn Hornbech i sidste uge simpelthen slukkede for mikrofonen under et samråd i Folketingets Indfødsretsudvalg, hvor hun blev bombarderet med kritiske spørgsmål fra oppositionen. Den opførsel udlægges samtidig som topmålet af arrogance.

"Birthe Rønn Hornbech-faktoren er kommet ind i billedet," siger Jørgen Grønnegård Christensen og uddyber:

"Hun kommunikerer på en noget anden måde end andre ministre, men jeg må indrømme, at et eller andet sted kan hun have en pointe i, at en minister skal give sig tid til at undersøge tingene, inden hun svarer."

Til gengæld har integrationsministerens partifæller været mere åbne. Udviklingsminister Søren Pind (V) har eksempelvis kritiseret Claus Haagen Jensen, som er professor i forvaltningsret ved Copenhagen Business School og én af de skarpeste kritikere i sagen. På sin Facebook-profil skrev Søren Pind forleden om Claus Haagen Jensens engagement i sagen:

"Sådan er der utallige eksempler på manisk presseliderlig adfærd, der burde indbringe ham en sag for Udvalget for Videnskabelig uredelighed. Han er en skændsel for juraen."

Efter den afsporing, som Søren Pind selv kritiseres for, er fokus kommet mere eller mindre tilbage på substansen: Dansk Folkeparti foreslog i går, at Danmark træder ud af den FN-konvention, der giver de statsløse en særlig ret til dansk statsborgerskab.

Ifølge dagbladet Politiken afviste Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, ikke umiddelbart DF?s forslag. Men det gjorde Birthe Rønn Hornbech i en mail til Ritzau, hvor hun i går understregede, at de tiltrådte FN-konventioner skal overholdes.

I det hele taget tegner sagen om de statsløse et mudret politisk billede: Enhedslisten, De Radikale og SF kræver en uvildig kulegravning. Socialdemokraterne er kritiske, men tilslutter sig ikke kravet. Liberal Alliance afviser med politisk ordfører Simon Emil Ammitzbølls ord at lave "kalkunjagt" på ministeren. Og De Konservatives indfødsretsordfører, Tom Behnke, udtrykker fuld tillid til hende.

Birthe Rønn Hornbech har tidligere forklaret, at der skal komme forårsrengøring i Integrationsministeriet, hvad angår sagen om de statsløse. Det store spørgsmål er, om den rengøring kommer rundt i alle krogene.

beck@k.dk