Få ord kan sætte de politiske nerver på højkant som ordet efterløn.
Krampetrækningerne begyndte for 10 år siden, da statsminister Poul Nyrup Rasmussens SR-regering sammen med de borgerlige partier for første gang skar i den ellers populære efterlønsordning. Samfundsøkonomien kunne i følge økonomerne slet ikke klare, at 60-årige i tusindvis flygtede eller blev presset ud af arbejdsmarkedet og over på efterløn i 1990erne. Så der kom et politisk indgreb i december 1998, til trods for at Nyrup i valgkampen kun otte måneder tidligere havde udstedt sin berømte efterlønsgaranti.
Efter indgrebet hed det sig, at Nyrup kun havde garanteret, at ordningen ville bestå ikke at man ikke ville ændre på den. Det havde vælgerne svært ved at se, eftersom statsministeren klart havde sagt, at der ikke ville blive pillet ved efterlønnen.
Det blev der alligevel, ikke mindst fordi regeringspartneren, De Radikale, ønskede at pille. De ville faktisk gerne som de borgerlige partier have pillet ordningen helt fra hinanden. I stedet endte det i et blødt kompromis, som den økonomiske sagkundskab i dag, 10 år senere, mener har virket.
Det hjalp. Det fik folk til at udskyde deres tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. En del venter et par år ekstra med at gå på efterløn, siger professor Jan Rose Skaksen fra Copenhagen Business School. Han er en af vismændene i Det Økonomiske Råd.
Umiddelbart afslører statistikken over efterlønsmodtagere ellers ikke den helt store effekt. I 1998 gik omkring 17.000 på efterløn hvert år, men efter årtusindskiftet har der været omkring 20.000 nye efterlønsmodtagere hvert år. Det samlede antal brugere af ordningen er på omkring 140.000 lidt flere end i 1998. For et par år siden var man dog tæt på at runde 200.000 efterlønsmodtagere.
Jan Rose Skaksen forklarer, at der ville have været væsentligt flere i dag, hvis man ikke havde grebet ind i 1998.
Man har hele tiden haft en tendens til, at flere og flere gerne ville på efterløn. Derfor ville det have set meget værre ud uden indgrebet, siger han.
Den vurdering er chefkonsulent Jørgen Bang-Petersen fra Dansk Arbejdsgiverforening kun delvis enig i. Efter DAs beregninger har omkring 6000 60-61-årige godt nok udskudt deres efterløn, men det opvejes af, at endnu flere 63-årige går på efterløn. Så netto har det ikke flyttet ret meget.
Grundlæggende har vi ikke fået løst problemet med, at efterlønsordningen trækker alt for mange ud af arbejdsmarkedet. Der er stadig alt for mange, der drøner over på efterløn, og det ser kun ud til at blive værre endnu, siger Jørgen Bang-Petersen.
Den sidste vurdering er A-kassernes Samvirke, en paraplyorganisation for alle arbejdsløshedskasser, uenig i. Tværtimod forudser sekretariatschef Torben D. Jensen, at der med tiden bliver væsentligt færre efterlønsmodtagere, dels på grund af stramningerne i 1998 og dels på grund af velfærdsforliget i 2006.
Her blev betingelserne for at få efterløn yderligere strammet, blandt andet ved at man nu skal have været med i en a-kasse i 30 år ud af 35 år. Det betyder, at 30-årige skal beslutte sig for, om de vil betale de 350 kroner om måneden i kontingent i 30 år.
I øjeblikket tilmelder kun knapt halvdelen af de 30-35-årige sig. De har dog fået en ekstra chance, for de kan nu tilmelde sig helt frem til, de fylder 45 år. Prisen er, at der ryger to procent af efterlønnen for hvert år, de venter.
Stramningerne har skabt kritik i løbet af de ti år. Blandt andet har der været frygt for, at især de dårligst stillede i de hårdeste jobs ville fravælge efterlønskontingentet.
Foreløbig tyder alt på, at det ikke går sådan. Langt de fleste ufaglærte og ansatte i fysisk nedslidende stillinger betaler til ordningen. Derimod fravælger mange akademikere efterlønnen.
Fagforbundet 3Fs A-kasse, som organiserer ufaglærte, bekræfter, at mange af deres medlemmer har udskudt efterlønnen med et eller to år. Det er der en stor økonomisk gevinst ved, men reformerne har en klar social slagside, mener viceforretningsordfører Gitte Hess fra a-kassen.
Typisk er det folk i hårde og nedslidende job, der fortsat går som 60-årige. Det er især kvinder i rengøringsjobs eller mandlige brolæggere, men andre med knapt så hårdt arbejde slæber sig igennem, til de bliver 62 år, siger hun.
A-kassernes Samvirke håber, at efterlønsordningen med tiden kan omdefineres fra at være en tilbagetrækningsordning til at være en fastholdelelsesordning.
Det er faktisk allerede nu muligt at bruge efterlønnen som et redskab til gradvis at trappe ned i arbejdet. Det vil sige, at man for eksempel som 61-årig kan få en fire-dages uge i en virksomhed og kombinere det med delefterløn, men ikke ret mange virksomheder og ansatte udnytter muligheden. Det håber vi vil ændre sig, siger Torben D. Jensen.
Om en sådan fleksibel brug af efterløn kan redde ordningen, er dog svært at forudsige.
Både økonomer og politikere erkender, at det er meget svært at sige noget præcist om pension og tilbagetrækning mere end fem-ti år ud i fremtiden.
Antallet af gamle, hvor længe vi i gennemsnit kommer til at leve, vores fremtidige helbred og vores lyst og evne til at arbejde er særdeles usikre størrelser.
Bred enighed er der til gengæld om, at velfærdsaftalen fra 2006 på langt sigt kommer til at præge samfundsudviklingen stærkere end forliget fra 1998. Den nye aftale indebærer, at efterløns- og pensionsalderen gradvis skal sættes op i takt med, at vi bliver ældre. Spørgsmålet er, om fremtidens politikere vil træffe de upopulære beslutninger, når tiden er inde.
Det er vigtigt, at politikerne ikke bliver bløde i knæene, men gennemfører det, de har aftalt, siger Jan Rose Skaksen.
Pensions- og efterlønsalderen skal sættes op første gang om ti år til henholdsvis 63 og 68 år. Men det er en ganske anden historie, som vi kan vende tilbage til senere.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk
