Prøv avisen
Essay

Sue mistede sin mand: Jeg kan stadig mærke hans ånd her

Sue i haven. Foto: Michael Stoltze

I en alder af 58 år mistede Sue sin livsledsager gennem 36 år. 10 år efter bor og lever hun i et hav af blomster og vild natur det sted, de købte sammen i 1973

Ejendommen Saltunavej 12 ligger på landet på Bornholm mellem Østermarie og Saltuna. Stedet er omgivet af dyrkede marker og ligger højt i landskabet, så der er et smukt udsyn over Østersøens blå mod nordøst. Fra den asfalterede Saltunavej fører en stenet grusvej frem til det sted, som Sue og Lars Trolle købte i 1973.

Da jeg svingede ind på grusvejen, var jeg lidt i tvivl, for da jeg kom her i 1970’erne, var stedet let genkendeligt på ladens karakterfulde sekskantede gavl. Nu er træerne blevet høje, så man kun med god vilje aner bygningerne i alt det grønne. Men vejen derhen lover godt. Det er sløret sol og lummervarmt, og i begge sider af vejen bugner rabatten af klokker og knopurt og blåhat og røllike. Og ikke mindst hele gule bølgehave af Jomfru Marias sengehalm – den gule snerre med den forførende søde duft af sommer. En kålsommerfugl flagrer lavt og ubeslutsomt over venstre hjulspor og søger op mod himlen og op i den lette østenvind, som midlertidigt har ført lidt varme til øen.

Mit ærinde er at besøge Sue for at tale med hende om livet, døden og naturen.

Sue er født Susan Lindsey Jane Russell i Tanzania i 1949 som den yngste af tre døtre. Faderen var journalist og moderen sygeplejerske og jordemoder. De udvandrede uafhængigt af hinanden til Tanzania, hvor de mødte hinanden i hovedstaden Dar es Salaam. De første år boede Sue hos forældrene i Tanzania, hvor hun blandt andet oplevede deres bekymring over den dramatiske Mau Mau-opstand og briternes brutale fremfærd over for de sorte oprørere i Østafrika. 

Først i 1960’erne begyndte Sue i kostskole i England, hvor hun i de ferier, hvor hun ikke rejste hjem til Tanzania, til stor inspiration boede hos sin natur- og botanikkyndige familie i The Cotswolds lige uden for byen Cheltenham nær Oxford i Sydengland. Faderen i Tanzania elskede bøger, og forældrene havde to boghandler, en i Arusha og en i Moshi.

Efter endt skolegang tog Sue til sine forældre i Moshi i Tanzania og til Israel for at arbejde i en kibbutz. Tilbage i Tanzania traf hun, under en tur med Moshi Bjergklub til vulkanen Mount Meru, en smuk, dansk mand med en levende begejstring for natur. Det var Lars, og med ham kunne hun dele sin interesse for botanik og naturen i det hele taget.

Lars var lærer og underviste på en pigeskole i Macheme på Kilimanjaro. Han boede langt oppe ad bjergskråningerne på den eventyrlige vulkan med vilde bjergregnskove, lyde af aber, træfrøer og turakofugle og med trælyng, kæmpelobelier og sølvskinnende kæmpebrandbæger på alpine heder i over 4000 meters højde.

Omgivelserne af vild natur kunne ikke være mere magiske for det nyforelskede par. Livet på bjerget med ture til Serengeti, Ngorongoro og Lake Manyara og Mount Meru var en intens og eventyrlig start på deres liv sammen. Eventyret forsatte under nye himmelstrøg, da de i 1972 rykkede til Bornholm, hvor Lars havde fået arbejde som lærer på Østermarie Skole. De boede først i en lærerbolig, men allerede året efter købte de skoleinspektørens nedlagte husmandssted, Saltunavej 12, hvor Sue nu har boet i 44 år.

Det var et primitivt sted uden indlagt vand. Gårdens pumpe findes og virker endnu, men sammen fik de sat skik på huset og efterhånden også installeret moderne bekvemmeligheder. Grunden var lille og omgivet af rig landbrugsjord, så det var en kamp med den daværende landbrugskommission at få lov til at tilkøbe mere jord til noget så nytteløst som have og natur. Men det lykkedes, og de fik forvandlet stedet til et paradis af have og blomstereng og krat og skov.

Ejendommen blev rammen om et liv med have og natur. Sue dyrkede sin interesse for botanik og have, og Lars dyrkede sin interesse for den vilde natur og navnlig insekter, hvor han blev Danmarks førende specialist i cikader og skrev videnskabelige artikler og populære bøger om natur.

Datteren Astrid kom til i 1982, og i 1986 fik Sue og Lars sønnen Halfdan. Astrid bor i dag med manden Martin nær Ringsted, mens Halfdan bor med kæresten Cille i København. Astrid og Martin har børnene Augusta på 10 og Olaf på 7 år.

Lars vidste besked med naturen. Han var en afholdt turleder, og blandt bornholmere fik han stjernestatus på grund af et utal af udsendelser i lokalradio og tv om stort og småt i naturen. Han var en blændende og rolig fortæller, som glad og begejstret delte ud af sin viden. Lars var en smuk mand, smilende og altid med en god fortælling om naturen på læben. Han anerkendte og fortalte også med levende begejstring anekdoter om alle de andre naturhistorikere, han kendte og beundrede.

Sidst i 1980’erne begyndte Sue at opformere sjældne og usædvanlige haveplanter til salg. To dage ugentligt sælger hun sine planter på torvet i Svaneke, og det har hun nu gjort i 28 år – de senere år med god hjælp fra en medarbejder.

”Haven er ret vild og tilgroet, men kom bare alligevel,” siger Sue med en blanding af undskyldning og stolthed, da jeg træffer aftale om besøget.

Som god haveromantiker bestemmer Sue over haven, samtidig med at hun lader haven bestemme mest muligt selv. ”Men lige nu bestemmer haven lidt rigeligt,” siger hun med et smil, da jeg balancerer bakken med skoldhed te, småkager og tærte ad små stier ud til et lille havebord midt i blomsterhavet.

Undervejs standser vi ved et overdækket foderbræt, som en humle har erobret. Humlebladene skjuler en solsort, der ruger fast i reden, som den har valgt at placere lige dér på brættet, hvor den blev fodret sidste vinter. Fuglen ser os værdigt an fra sit leje og viger ikke en millimeter, selvom vi står blot en halv meter fra reden. ”Jeg nænner ikke at klippe og beskære, når fuglene yngler,” sige Sue. Hun ved, at alt det vilde er godt for fuglene.

”Jeg lægger stor vægt på, at blomsterne er gode for sommerfugle og vilde bier, så det summer af liv,” fortæller Sue ude i blomstermarken. Hun taler et smukt dansk med klar diktion og en charmerende accent, som trods de 44 år i Danmark ikke efterlader tvivl om hendes engelske herkomst.

Vi sætter os ved bordet ude i haven. Skydækket letter, solen varmer, sommerfuglene flokkes om merian, og årets første store grønne løvgræshopper synger insisterende i blomsterengen.

”Børnene er lidt bekymrede for mig – om jeg kan magte at drive det. Men jeg trives og elsker det her sted og skal nok bæres ud herfra,” svarer Sue, da jeg spørger, hvor længe hun vil blive boende på adressen.

For 14 år siden blev Lars syg af kræft. Han kom under behandling med både transplantation og medicin, og i næsten et år fra 2005-2006 var han tilsyneladende kræftfri og fri af behandling. Han begyndte at gå korte ture omkring huset og overvejede endda at genoptage produktionen af de populære naturudsendelser. Men trætheden var for stor, og sygdommen kom tilbage.

I vinteren 2006-2007 tog sygdommen til. De sidste 14 dage var familien tæt samlet om ham på Rigshospitalet. Sue boede der og var ved hans side den 22. maj 2007, da han trak vejret for sidste gang.

”Han var ikke ved bevidsthed til sidst. Han var rolig og holdt bare med ét op med at trække vejret. Det var fredeligt. Bagefter ønskede jeg at blive hos ham i værelset natten over. Det ville for mig have givet god mening i afskeden og sorgen. Men det var mod reglerne. Jeg ved ikke, om det stadig er sådan,” fortæller Sue, som synes, at mange fremmede kulturer har et mere naturligt og værdigt forhold til døden og den døde, end vi har i Danmark.

Sue valgte at blive boende i huset på Saltunavej, hvorfra hun stadig driver sin forretning med at opformere og sælge haveplanter. Lars tegnede og malede og fremstillede knive og mange ting til huset, inspireret af naturen. Hans arbejdsplads, hvor han elskede at sidde med sine bøger og mikroskoper og afsløre smålivets skønhed og hemmeligheder, er der endnu. Og en stor lygtebærercikade fra Afrika titter frem fra hylden over opslagstavlen med nogle af hans tegninger af små, farvestrålende cikader.

”Jeg holder meget af, at hans ånd er her. Det giver mig ro, og jeg føler, jeg har et godt og rigt liv her på trods af tabet. Jeg lever og ånder for børnene, svigerbørnene, børnebørnene og stedet her, og har en god bekendtskabskreds takket være blandt andet min planteforretning. Jeg har ikke følt behov for at få en kæreste og føler mig ikke alene,” svarer Sue, da jeg spørger.

Hendes øjne og mildhed viser, at hun hviler i sig selv og er hudløst ærlig. Det er sådan, det er.

Det er også hårdt. Sue er på ingen måde mystiker, men hun ser og fornemmer naturens liv og død, skønhed og gru. Og måske først og fremmest dens poesi. Hun ser symboler overalt i naturen og har oplevet, hvor tæt den største skønhed og den dybeste sorg er forbundet.

”Efter den varmeste vinter i mands minde stod jeg en dag i maj i stuen og så ud i haven mod øst, hvor jeg anede en lys violblå farve højt i krattet mod himlen. Jeg gik udenfor, og tænk – det var kejsertræet, der for første gang stod klædt i et væld af store blå blomster. Det var... 22. maj 2008, på årsdagen,” siger Sue, ”og siden har træet blomstret hvert eneste år”.

For første gang i vores samtale kommer tårerne frem, også mine, men Sue sunder sig og slår fast: ”Det var vel bare tilfældet, men et smukt tilfælde. Og verden er, hvad vi gør den til. Det træ er helligt nu!”.

Kejsertræet giver særlig mening i forhold til Sue og Lars, fordi dets store blomster har samme fine, blå farve som de blomstrende jacarandatræer i den by i Afrika, hvor de traf hinanden.

Mens vi sunder os, ser vi ud over blomsterhavet, hvor græsrandøjer, grønårede kålsommerfugle og nyforvandlede takvinger boltrer sig, og jeg får øje på noget grønt 10 meter væk i en af de fede blomsterstande på en sommerfuglebusk. En moskusbuk? Desværre, ved nærmere eftersyn viser det sig blot at være et grønt blad. Men haven er omgivet af mange piletræer, som den prægtige moskusbuk kan leve i, så Sue beslutter at læse om billen og se efter den på havens hjortetrøst og andre blomster.

Sue er morgenmenneske og står gerne op mellem klokken 5 og 6. Der er altid mange planter at se til og meget at gøre i haven. Børnene kommer ofte til Bornholm, især om sommeren. I den store snestorm i 2010-11 måtte hun lide den tort at holde jul alene, da alt var lammet, og Halfdan strandede i Rønne. Men oftere tager hun over til børnene på Sjælland.

Halfdan er arkitekt hos Henning Larsen, og Cille er med stor succes med til at drive en specialbutik med kaktus. Astrid og Martin bor med børnene i et bofællesskab under Lille Svendstrup Gods. Astrid er ph.d.-studerende ved institut for tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet, og Martin er viceforstander på et AOF-sprogcenter.

”I april 2007 fik Lars at vide, at Astrid ventede sig. Han var meget syg på det tidspunkt, men han forstod det, og det var en af de få gange, han græd. Af glæde og bevægelse, men siden har jeg tænkt, at det også var af sorg. Han vidste godt, at han ikke ville opleve at se sit barnebarn,” fortalte Sue og tørrede øjnene for anden gang i løbet af vores samtale.

Vi vender os igen mod haven og fuglene. I de første år var der et godt udsyn over markerne, og påskelørdag i 1979 kaldte Lars insisterende på Sue. Det var stortrappen, en af verdens største flyvende fugle, som af uransaglige grunde havde valgt at lægge vejen forbi Saltunavej. I dag er træer og buske vokset godt i højden på grunden, og der er mange flere småfugle end før. Men udsynet er ikke så godt mere. Et par hundrede meter væk, bag pilene, flyver en ravn lavt over landskabet og udstøder sit hæse ”grok-grok-grok”.

Der var ingen ravne på Bornholm, da Sue og Lars kom til øen. Nu er de vendt tilbage. Lars kommer ikke tilbage. Never more.

Blomsterhavet er overvældende, og haven summer af liv og er ligeglad. Ligesom hornuglen, der en sen og stille sommeraften uforklarligt fulgte Sue ganske tæt under hendes vandring frem mod huset. Roligt og lydløst drog uglen med hende. Som et lys i mørket, bare et par meter væk, var det, som om den ville fortælle noget.

Inden jeg kørte fra stedet, så jeg kejsertræet. Det bugnede af store, grønne frøkapsler efter forårets blå blomstring.

Grusvejen til Saltunavej 12. Foto: Michael Stoltze
Kejsertræet blomstrede første gang den 22. maj 2008 – på års­dagen for Lars’ død. Siden har træet blomstret hvert eneste år. Foto: Michael Stoltze
Arbejds­pladsen, hvor Lars studerede insekter og skrev bøger. Foto: Michael Stoltze
Blomsterne i gården er mandshøje. Foto: Michael Stoltze
Hoveddøren. Foto: Michael Stoltze
Sue har de smukkeste ­hortensiaer. Foto: Michael Stoltze
Fra lysthuset er der kig til blomsterengen og udsigt over Østersøen. Foto: Michael Stoltze